Beretningerne vælter frem: Journalister, politikere og læger - hvem bliver de næste?

Politikere står frem med vidnesbyrd: ”Han ville mere, så da hun sov, penetrerede han hende”

Over 300 politikere og over 600 læger har (indtil videre) skrevet under på opråb om, at sexisme og krænkende adfærd også er en del af hverdagen for dem.

Én blandt os har haft besøg af en mandlig partifælle, som hun troede bare var en ven. Men han ville mere, så da hun sov, penetrerede han hende, holdt hendes hoved ned mod hovedpuden og gentog det flere gange i løbet af natten. Han vidste, at hun sov.

Én blandt os oplever ’hygge-sexisme’ i ungdomspartiet næsten hver evig eneste uge, og når hun siger fra og siger, at det ikke er sjovt, får hun at vide, at det jo bare er en joke, og at hun skal være mere positiv, hvis hun ikke vil ses som en negativ, sur skøge.

Én blandt os blev spurgt af en politisk kollega, om hun har en tilfreds kæreste. Da hun spurgte ind til, hvad han mente, spurgte han om, hun »spiser sæd til morgenmad.

Sådan lyder tre af de 79 vidnesbyrd om sexisme og krænkelser, som en række politikere er stået frem med og har delt i Politiken.

Beretningerne er en del af en underskriftindsamling, hvor 322 politikere på tværs af politiske partier på Christiansborg har skrevet under på, at sexisme og krænkelser (også) er en del af hverdagen for dem.

Brevet kommer efter en uge, hvor flere politikere, bl.a. Venstres næstformand Inger Støjberg, Dansk Folkepartis ligestillingsordfører Liselott Blixt og mangeårige Venstre-medlem Bertel Haarder, har ytret, at sexisme-debatten er gået over gevind.

Men nu melder flere partiledere, at de er rystede over problemets omfang og krænkelsernes karakter, og at de nu vil indføre forskellige initiativer, der skal tage hånd om problemet i deres partier.

”Jeg synes, at det er enormt modigt af de 322 kvinder, at de tør stå frem. Det har helt sikkert ikke været en nem beslutning. Tak fordi I råber op. Det er vigtigt at få sat ord på det her. Et problem skal anerkendes, før vi kan gøre noget ved det. Nu er det op til os som politiske ledere at sikre, at I bliver taget alvorligt”, skriver Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen på Facebook, hvor han understreger, at der nu vil blive indført klare retningslinjer for at håndtere krænkende adfærd og sexisme i partiet.

Også landets statsminister Mette Frederiksen ser med stor alvor på problemet og har nu hyret et advokathus, der skal undersøge omfanget af sexisme hos Socialdemokratiet:

"Vi har valgt at indlede et samarbejde med et advokatfirma, hvor man kan henvende sig om episoder, som man selv har været involveret i eller været bekendt med, så vi er sikre på, at der i hvert fald er en ramme for at konkrete situationer kan håndteres", siger Mette Frederiksen til Politiken.

Også lægerne siger fra

I skrivende stund har over 600 læger desuden skrevet under på en erklæring, der kræver et opgør med sexisme på de danske hospitalsafdelinger, de danske klinikker og på de danske universiteter.

“Jeg er blevet kaldt skattepige og lille mus. En overlæge spurgte, om jeg havde problemer med hormonspejlet for tiden”, lyder et eksempel fra underskriftindsamlingen.

Tidligere på måneden skrev over 1.600 kvinder fra mediebranchen også under på et støttebrev til Sofie Linde og et fælles opråb mod sexisme og krænkelser i mediebranchen.

Har du oplevet sexisme og krænkende adfærd på din arbejdsplads? Del din oplevelse med ALT.dk ved at sende den til tip@alt.dk – skriv ’sexisme’ i emnefeltet og læs mere her.

Deltag også i ALT.dks #MeToo-skole og bliv klogere på konkrete løsninger på seksuel chikane på arbejdspladsen.

Få overblikket over det store #MeToo-opgør i Danmark i 2020 og 2021

Hvorfor lige nu? Få overblikket her:

I slutningen af august afslørede Sofie Linde, at en tidligere ”stor tv-kanon” i DR havde truet hende med, at han ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Det skete for 12 år siden til en julefrokost i mediehuset.

Siden har debatten om sexisme og seksuel chikane for alvor rullet i Danmark.

Efter Sofie Lindes afsløring er flere kendte værter stået frem med lignende oplevelser med seksuel chikane i mediebranchen. ALT.dks livsstilsredaktør har også delt sin.

  • Den 9. september efterlyste ALT.dk beretninger fra både mænd og kvinder, der har oplevet seksuel chikane på deres arbejdsplads. Over 100 beretninger er siden blevet delt – fra en lang række forskellige brancher og aldersgrupper.
  • Den 10. september skrev over 700 kvinder fra mediebranchen under på, at de selv havde oplevet eller været vidne til seksuel chikane og sexisme på arbejdspladsen. På få dage steg antallet af underskrifter til mere end det dobbelte.
  • Den 14. september sendte 10 tidligere praktikanter et brev til ledelsen i DR, hvor de beskrev sexistiske og krænkende oplevelser, de har været udsat for i mediehuset.
  • Den 15. september stod flere kvindelige politikere frem og fortalte om seksuel chikane på Christiansborg.
  • Den 21. september sendte 46 tidligere og nuværende medarbejdere på Ekstra Bladet et brev til ledelsen, hvor de kritiserede manglende handling over for en sexistisk kultur på avisen.
  • Den 23. september oprettede ALT.dk #MeToo-skolen i samarbejde med HK Privat for at pege på konkrete løsninger, der kan sikre trygge arbejdspladser uden sexchikane.
  • Den 25. september skrev mere end 300 kvindelige politikere under på et opråb mod sexisme og krænkende adfærd i dansk politik.
  • Den 26. september blev det offentliggjort, at over 500 læger også har skrevet under på, at sexisme finder sted på danske hospitaler, klinikker og universiteter.
  • Den 2. oktober bringer Politiken 97 vidnesbyrd fra kvindelige musikere og branchepersoner, som står frem og fortæller om sexisme og seksuel chikane i musikverdenen.
  • Den 7. oktober går Morten Østergaard af som politisk leder for De Radikale, da det kommer frem, at det er ham, har der krænket folketingsmedlem Lotte Rod ved at lægge en uønsket hånd på hendes lår for omkring 10 år siden. Den 10. oktober skriver Morten Østergaard ud på Facebook, at flere kvinder har følt sig krænket af ham, og den nye politiske leder Sofie Carsten Nielsen (R) igangsætter en undersøgelse af Morten Østergaard og seksuel chikane i partiet.
  • Den 8. oktober siger 689 forskere fra universitetsverdenen fra over for sexisme og seksuelle krænkelser og fortæller bl.a. om overgreb og trusler i deres branche. 
  • Den 12. oktober siger 664 filmfolk fra over for sexisme og krænkelser i deres branche i en åben erklæring, der bl.a. støtter op om tidligere produktionsassistent Emilie Moth, som 30. september stod frem i Ekstra Bladet og fortalte om seksuelle krænkelser. 
  • 19. oktober: Frank Jensen fortæller på et pressemøde, at han går af som overborgmester i København og som næstformand i Socialdemokratiet. Han mister i samme ombæring tre ud af sine fire bestyrelsesposter, hvor den fjerde, Rockwool Fonden, stadigvæk overvejer, om Frank Jensen skal være en del af bestyrelsen. Få hele overblikket her.
  • 27. oktober: 11 initiativtagere har samlet 284 underskrifter fra kvinder i fagbevægelserne, som siger fra over for en sexistisk kultur og krænkelser internt i deres egen branche.
  • 9. november: 1.485 skuespillere, instruktører, producenter, ledere, sangere, musicalperformere, dansere, koreografer, undervisere og elever er i en rapport fra Aarhus Universitet blevet spurgt ind til grænseoverskridende adfærd på deres arbejdsplads. Her svarer hver anden kvinde og næsten hver fjerde mand, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed. Og at den grænseoverskridende adfærd oftest kommer fra en leder. Det skriver Politiken på baggrund af rapporten.
  • 11. december: Jens Gaarbo stopper på TV2, efter en advokatundersøgelse, der undersøger kulturen på TV 2, har vist, at han handlede forkert og udviste "dårlig dømmekraft", da han var nyhedschef på kanalen fra 1997-2003.
  • 15. december: 54 kvinder og 3 mænd har skrevet 143 vidnesbyrd om sexisme i arkitektbranchen, som politikenbyrum.dk bringer. De har samtidig startet en underskriftindsamling for alle, som enten har oplevet eller været vidne til sexistisk adfærd i arkitektbranchen i Danmark. 
  • 5. januar: Den kendte TV 2-vært Jes Dorph-Petersen er efter indberetninger fra to tidligere kvindelige medarbejdere blevet afskediget. Afskedigelsen skal ses i lyset af den advokatundersøgelse, TV 2 påbegyndte i efteråret, hvor flere kvinder stod frem og fortalte om grænseoverskridende og krænkende adfærd på TV 2.
  • 14. februar: En tidligere sekretær i Socialdemokratiets top står frem hos DR og fortæller, hvordan tidligere minister for by-, bolig- og landdistrikter Carsten Hansen i 2010 under en sommerfest var grænseoverskridende og krænkende overfor hende. "Han tager fat om mig, hiver mig ind til sig og kysser og slikker mig på kinden, mens han siger: ’Du skal ha’ en rigtig mand’," fortæller Louise Kwang blandt andet. Sagen endte dengang med, at hun fik en undskyldning, hvis hun skrev under på en tavshedsklausul. Det fortrød hun siden, fordi hun derfor ikke havde nogen at tale med sagen om. Hun fortsatte i jobbet, men gik ned med stress. I dag ønsker Louise Kwang at advare andre om at skrive under på en sådan aftale. Carsten Hansen ønsker ikke at stille op til interview, men svarer i en mail til DR, at aftalen blev indgået med Louise Kwang selv og HK, der repræsenterede hende, og at han ikke finder anledning til at kommentere yderligere.