For 3 år siden talte jeg med en ekspert om Irans kvinder. Nu har jeg ringet til ham igen med ét stort spørgsmål

Et billede af en svævende lyserød hat uden noget menneske under fik for tre år siden mine øjne til at spærre sig op. For jeg vidste, at sangeren Lady Gaga normalt var kvinden med hatten på hovedet.

Nu var hun photoshoppet væk. Ligesom Taylor Swift, Billie Eilish, Lizzo, Ariana Grande og, ja, alle kvindelige artister var fjernet fra de billeder, de optrådte på.

Det var en iransk musiktjeneste, som i 2019 fjernede de kvindelige verdensstjerner fra forsiden af deres egne albumcovers, hvilket du kan se her.

Dengang for tre år siden ringede jeg til Claus Valling Pedersen, Iran-ekspert og lektor ved Københavns Universitet, som fortalte, at billeder med utildækkede kvinder var imod iransk lovgivning.

Men så nævnte han også, at ungdommen i Iran var begyndt at kæmpe imod det religiøse regimes strenge regler, når det gælder kvinderettigheder. Kvinder var i protest begyndt at stille sig på gadehjørner, de tog deres tørklæde af, delte blomster ud, læste digte op og lavede videoklip, som blev delt på nettet.

”Det går langsomt, men der er en udvikling. Det er der ingen tvivl om,” understregede han.

Så tilbage i 2019 lagde jeg røret på med et håb. Men nu er jeg nødt til at ringe ham op igen.

For den 16. september i år mistede den 22-årige Mahsa Amini livet i det iranske moralpolitis varetægt. Hun havde angiveligt sat sit tørklæde ”for skævt”.

Ændrer det noget?

Lige siden er tusinder af atter tusinder iranere gået på gaden med livet som indsats for at demonstrere. Kvinder har klippet deres hår af i åben protest over, at de er tvunget til at skjule det. De er blevet mødt med vold, og internettet er blevet lukket ned, så de ikke kan kommunikere med omverden.

Mandag var det officielle dødstal, at 41 demonstranter har mistet livet under urolighederne, mens menneskerettighedsgrupper siger, at det sande tal over 75, skriver avisen The Guardian.

Jeg får Claus Valling Pedersen i røret. Han husker godt, at vi har talt sammen tidligere – og han er med på at analysere situationen. For jeg har især ét spørgsmål, som presser sig på.

Du sagde i 2019, at ”regimet holder godt fast, men tingene har rykket sig.” og ”det går langsomt, men der er en udvikling, det er der ingen tvivl om.” Nu er vi i 2022, og en kvinde er blevet slået ihjel af moralpolitiet, fordi hendes tørklæde angiveligt viste for meget af hendes hår. Er situationen i Iran i virkeligheden gået tilbage, siden vi talte sammen sidst, eller hvordan skal vi forstå den nuværende situation?

”Nej, det vil jeg ikke sige, men uden at jeg absolut skal have ret, så går det meget langsomt. I mellemtiden har landet skiftet præsident. Han blev valgt i 2021, og han er yderst konservativ og religiøs, og det har til en vis grad sørget for, at sådan noget som moralpolitiet er blevet mere aktivt. Men det er ikke engang sikkert, at det er præsidentskiftet, der gør det. Iran har haft massive økonomiske problemer, efter Donald Trump (tidligere amerikanske præsident, red.) i 2018 trak stikket til atomaftalen, og politisk uduelighed, korruption og så videre i de sidste to-tre år har gjort iranerne fattigere, end jeg troede, at de kunne blive. Så det er selvfølgelig den her kvinde - drabet på Mahsa Amini - som har udløst protesterne rundt om i Iran, og de foregår mange steder. Det er over hele landet i både større og mindre byer. Men det er på et bagtæppe af en DYB økonomisk krise i Iran, og også en dyb politisk krise, hvor regimentet ingen folkelig opbakning har.”

Hvor meget handler de folkelige protester om kvinderettigheder?

”Der er ingen tvivl om, at kvinder, og den yngre generation især, er meget, meget, meget trætte af at skulle indrette sig efter et mandsdomineret og religionsdikteret tøj-, arbejds- og rollemønster. Det er helt klart, at det var dét, der udløste protesterne. Men det var også en slags dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Så alt det andet; økonomisk krise, politisk krise, korruptionen, er det, der får protesterne til at være meget massive og spredt ud over hele Iran.”

De her yngre kvinder - og i det hele taget den yngre generation, for der er også mænd med i protesterne - dem nævnte du også for nogle år siden, da vi talte sammen. Nu ved jeg, at et af våbnene for at prøve at standse protesterne har været at lukke ned for internettet. Kan du prøve at sætte nogle ord på, hvem det er, der protesterer nu?

”Ligesom i 2019, da protesterne var udløst af højere benzin- og fødevarepriser, er det faktisk alle generationer, begge køn og mange forskellige sociale klasser, som deltager i protesterne nu her. Men jeg vil tro, at dem, der fylder mest i demonstrationer - uden at jeg har fuldstændig statistik på det - er de unge. Altså et sted mellem 15 og 30 år. De fleste er rimelig veluddannede, og de har normalt kontakt til omverden via nettet. De ser, hvordan livet foregår i resten af verden, måske især i Vesten, og derfor er det også den unge generation, som er meget OBS på, hvad der sker uden for Iran. Og nu siger de, at det ikke kan være rigtigt, at vi skal leve under andre forhold.”

Hvor langt er vi i udviklingen for bedre kvinderettigheder i Iran?

”Jahaha...”

... åh, du griner helt spontant i affekt, det er jeg jo ikke glad for.

”Jeg vil sige, at vi er LANGT fra med det regime, der sidder nu. I det regime rykker man sig ikke. Det med, at kvinder skal dække sig til, og at kvinder har en bestemt rolle i samfundet og familien, er en del af regiments ideologiske fundament, og det er de ikke parat til at give køb på. Man kan sige, at kvinderettigheder og politiske rettigheder i det hele taget går hånd i hånd, og de rettigheder får kvinder og den iranske befolkning generelt ikke med det regime, der er i dag.”

Og hvor godt sidder det regime på magten nu?

”Altså det har siddet der i over 40 år med den samme øverste religiøse leder. Næsten. Ruhollah Khomeini sad fra 1979 og frem til 1988, og han blev afløst af den store religiøse og politiske leder, ayatollah Ali Khamenei, som har siddet der lige siden. De sidder temmelig fast i sadlen. Så selv hvis den folkelige opstand bliver ved med at brede sig, og lad os sige, at to ud af tre af de 80 millioner iranere ønsker noget andet, betyder det ikke, at det kommer til at ske. For regimentet er jo vant til, at når der ikke er andre udveje, slår de hårdt ned med både militære sikkerhedsstyrker og politi. Jeg vil derfor nødigt spå om sådan noget, fordi det er SÅ usikkert.

Man kan omvendt sige, at blandt de almindelig soldater, politifolk og så videre er der også mange unge mennesker, så det kunne jo godt være, at fundamentet for den rå vold og undertrykkelse i form af politi, sikkerhedsstyrker og militær kunne smuldre, hvis også de almindelige "fodsoldater" siger, at det her vil vi ikke være med til mere. Men lige nu ser det ikke sådan ud.”

Ok, for jeg skulle ellers til at sige, at så bliver du måske ikke helt glad for mit sidste spørgsmål i forhold til, at du ikke er glad for at "spå". Men hvad er din vurdering: Vil de igangværende protester ændre noget? Eller sagt på en anden måde, hvis jeg ringer og taler med dig igen i 2025, hvad taler vi så om der?

”Ja, så vil vi enten tale om - hvad der nok er det mest sandsynlige - at regimet sidder der stadigvæk. Eller også vil vi snakke om, hvordan det ser ud til at være svært for en befolkning i Iran at finde demokratiske rødder, fordi regimentet er væltet. Men jeg er lidt bange for, at det er det første mulighed, vi kommer til at snakke om.”

Okay, Claus, jeg krydser jo fingre for noget andet, men det kan være, at du har mig i røret igen i 2025.

”Jo jo, eller i 2023, hvis miraklet sker.”

Det er en aftale!