Simon Kvamm X Factor

”Hvad sker der med lyserød neglelak, Simon Kvamm?”

X Factor-dommer Simon Kvamms pink neglelak provokerer visse seere, men er han i virkeligheden med til at bygge bro mellem masserne og opgøret med den traditionelle manderolle? Det argumenterer ALT for damernes chefredaktør, Rikke Dal Støttrup, for her.

Fortæl mig, hvad du synes om Simon Kvamms neglelak - og jeg skal fortælle dig, om du er klar til moderne tider!

 

Sikkert er det i hvert fald, at visse TV2-seere ikke helt er der:

”Mascara, eyeliner og nu lyserød neglelak?? Hvorfor er det nødvendigt???”

”Hvad sker der med lyserød neglelak, Simon Kvamm?”

”Hvad laver en mand på 47 med NEGLELAK på lapperne? Hvad sker der lige?”

Kommentarerne under TV2’s Facebook-opslag efter det første X Factor-liveshow i fredags afslører, at Kvamms manicure er med til at udfordre normerne inde i den mainstream, som både han selv og det populære fredagsprogram er en del af.

Selv bærer Simon Kvamm neglelak og eyeliner med en ukommenteret selvfølgelighed, men det er værd at dvæle ved betydningen af, at netop han - som vi lærte at kende som knallertbøllen Baune og som siden har skaffet sig musikalsk adgang til en hel generation - melder sig tydeligt ind i en manderolle under ombygning.

Ligesom Sofie Linde brugte sin folkelige platform til at igangsætte et metoo-opgør, kan Kvamm blive ham, der bygger bro mellem masserne og opgøret med fortidens begrænsende opfattelse af maskulinitet.

En bevægelse, som den yngre generation udlever mere organisk, mens Simon Kvamms generation i højere grad har brug for en (besmykket) hånd i ryggen for at tage skridtet ind i fremtiden.

"Fordi det ser cool ud"

Når det kommer til at insistere på at udtrykke sig frit gennem sit udseende, går pop-ikonet Harry Styles allerforrest. Både på scenen, på den røde løber, i musikvideoer og på forsider bevæger han sig ubesværet ud og ind af det, vi før kendte som det feminine og det maskuline.

”Jeg springer ikke bare ud i seksuel tvetydighed for at være interessant,” har han tidligere sagt til The Guardian:

”Jeg vil have, at ting skal se ud på en særlig måde. Ikke fordi det får mig til at se homoseksuel ud, eller det får mig til at se heteroseksuel ud, eller det får mig til at se biseksuel ud. Men fordi jeg synes, at det ser cool ud.”

"Drenge må nøjes"

Da far var dreng, var han bøsse, hvis han kunne lide perler, neglelak eller pailletter. Så det kunne han ikke lide. I dag skaber stjerner som Styles og Kvamm mere plads til, at drenge og mænd må spille på hele klaviaturet, og virkeligheden følger efter - ofte lidt haltende: Op mod denne fastelavn viste H&M i sine reklamer piger OG drenge i superheltedragter, men prinsessekjolerne kun blev vist af piger.

På Instagram-profilen Herlige Svend spørger Sebastian Lynggaard som altid ”hvorfor er det et problem”? Og giver os svaret:

'Piger kan være begge dele, men drenge må nøjes med at være stærke (…) Når jeg skriver, at det maskuline bør give plads til de feminine, betyder det ikke, at drengene skal træde ibaggrunden. Tværtimod betyder det, at hele drengen skal have plads. Og kærlighed.'

De færreste skriver lige så præcist om manderollen 2023 som Herlige Svend, men det flytter også eventuelle fastfrosne forestillinger at lytte til Tobias Rahims 'Når mænd græder' eller se med, når tv-vært Christian Degn med sig selv som case i en programrække udforsker det tabubelagte samfundsproblem med mænds nedsatte sædkvalitet.

Alle disse mænd bidrager på hver sin vis til forandringen, og ligesom det kommer alle til gode, når kvinder får mere ligestilling, er det også et kæmpe win/win, hvis mænd gør op med patriarkatets snærende bånd og skaber sig rum til at være (det vi plejede at kalde) bløde, tale om følelser og vise sig sårbare.

Så til dig, der på Facebook spørger ”Hvad sker der lige for lyserød neglelak på en 47-årig mand??!!” :

Det er det her, der sker. Og du kan lige så godt vænne dig til det.

Simon Kvamm er ikke den første mand, der udfordrer det traditionelle mandesyn. 

Popstjernen Harry Styles har i flere år testet den gængse opfattelse af maskulinitet, og nu er han faktisk blevet et fag på et universitet. Det kan du læse mere om her. 

Om skribenten

Rikke Dal Støttrup er uddannet journalist og har været chefredaktør på ALT for damerne siden 2020. 

Kigger vi mod Danmark er Anders her en af dem, der oplever, hvordan folk kan reagere, fordi han kan lide at klæde sig i tøj, som af nogen ville anses som feminint. Anders støttes af sin hustru, Caroline, og her kan du læse, hvordan de forsøger at bryde tabuer.