Nu kan du studere 'Harry Styles' på universitet
Den amerikanske underviser i faget er en historiker, der selv er ”stor fan” af popsuperstjernen.
'Harry Styles and the Cult of Celebrity'
Fra næste forår kan alle fans af det britiske popfænomen sætte sig i undervisningsstolene på Texas State University og følge et spritnyt fag med netop dén titel på skoleskemaet.
”Det er officielt, officielt. Jeg underviser i verdens første universitetskursus nogensinde om arbejdet med #HarryStyles,” afslørede lektor i digital historie Louie Dean Valencia stolt på sin Twitter-profil i weekenden sammen med en stor reklame for kurset.
Og før du måske tænker, at det da lyder noget skørt og overflødigt, så er der ifølge underviseren mening med galskaben.
For kurset kommer til at dække over studier i både europæisk historie, internationale studier, popkultur, mangfoldighed og kvinde- og kønsstudier.
"Jeg har altid ønsket at undervise i en historietime, der både er sjov, men også dækker en periode, som eleverne har gennemlevet og forholder sig til. Ved at studere kunst, aktivisme, forbrugerisme og fandom omkring Harry Styles, tror jeg, at vi vil være i stand til at nå frem til nogle meget relevante, nutidige emner. Jeg tror, det er så vigtigt for unge mennesker at se, at hvad der er vigtigt for dem, også er afspejlet i deres læseplaner," siger Louie Dean Valencia til nbcdfw.com.
Underviseren selv kan også se frem til at dykke ned i sin egen fascination. Ikke så overraskende kalder Valencia nemlig også sig selv for ”stor fan” af den britiske sanger, skriver HuffPost.
”Den måde, jeg kan lide at beskrive faget på, er, at det i virkeligheden handler om de sidste 12 års historie. Så det handler om Harry Styles på samme måde, som nogle klasser handler om Beatles for at lære om, hvordan 60'erne var. Dette kursus vil give dig en idé om spørgsmål omkring globalisme, spørgsmål omkring køn, seksualitet, race – og virkelig prøve at skille ad, hvordan blev vi er del af den verden, vi lever i i dag", siger Louie Dean Valencia ifølge netavisen i et interview med KXAN.
Begyndte at forske i Harry
Idéen til kurset fik Valencia under en corona-lockdown.
"Denne idé kom ud af forskning, som jeg startede, da jeg var isoleret derhjemme i sommeren 2020 og lyttede til Harrys musik," forklarer historielektoren.
"Da jeg ikke kunne rejse for at lave min almindelige research, begyndte jeg at forske i Harry – med fokus på hans kunst, måden maskulinitet har ændret sig på i det sidste årti, berømthedskultur og internettet."
Som en del af kurset vil eleverne studere Styles' soloalbum, samtlige One Direction-albums samt hans film. Kursisterne skal også lave en podcastserie som en del af deres afsluttende projekt.
Han brød i sin tid igennem i den britiske udgave af sangprogrammet ’X Factor’ i 2010, hvor han kom med i gruppen One Diretion, som solgte over 70 millioner album i sin levetid.
Siden er den i dag 28-årige hitmager gået solo, har udgivet tre plader og er netop nu en af verdens absolut allerstørste popstjerner. Da han i april i år udgav sangen ’As it was’, skrev han sig med imponerende 16 millioner afspilninger ind i historien som den mandlige kunstner, der har fået flest afspilninger af en sang i løbet af 24 timer på Spotify.
Han har også medvirket i flere Hollywood-film, er blevet kåret som en af verdens bedst klædte mænd - og så ejer han sit eget kosmetikbrand og har været på forsiden af Vouge iført kjole.
Lyder kursuset om den britiske popsuperstjerne som noget for dig?
Ja, så bliver der muligvis rift om pladserne... I hvert fald har over 9.300 liket Twitter-opslaget i skrivende stund og over 1.100 personer har delt det. Se opslaget herunder: