Skolestart for voksne

KLUMME: Der er allerede gået en måned, men deres glade øjne og lidt trykkede smil til de andre nye har jeg båret i hjertet lige siden min søns første skoledag. Ih, hvor var de spændte! Og søde!

Ja, børnene var naturligvis også glade, men nu mener jeg særligt forældrene. Vi var en ret stor flok, hvor det var andet eller tredje barn, vi nu sendte ind i den store, reformerede folkeskolemaskine. Så sad vi og var en lille smule overbærende, en lille smule 'så, nu kører bussen igen', akkeja.

Du gætter rigtigt, hvis du tænker, at jeg nok tilhører den sidste kategori. Jeg stod ikke med blanke øjne og bævende hjerte, da min søns lyskrøllede hoved stak op i et hav af renskurede børn med nye tasker. Det var en smuk sensommermorgen, alt var gyldent. Det var fint, men altså – vi var også nogle, der skulle arbejde bagefter.

LÆS OGSÅ: Mor uden mave 3: "Ikke et øjeblik var det faldet mig ind, at Sidsel gik rundt i IKEA med en frygt for at miste barnet"

Jeg havde glædet mig sammen med ham til at denne fabelagtige dag oprandt. Sammen har vi talt ned til længe, men jeg tænkte også, at det jo bare er skole. Eller bare og bare. Det er bestemt noget særligt, men det er ikke just helt grænseoverskridende. Han kender stedet, hans søster har gået der i fem år, det er jo ikke helt nyt. Og nu er det op til ham at suge til sig, der er jo immervæk nærmest årtier foran ham med lærdom, før han kommer ud og skal være voksen og sådan. Han når det sgu nok.

Det gode ved at have flere børn er, at man når til et punkt, hvor man ikke panikker over de her ting, enten fordi man har set det før, eller fordi man simpelthen ikke orker at hidse sig op over det eller bruge krudt på det. Især i mit kvarter. Der er ikke rigtigt nogen, der pisker en stemning op over noget.

Men åh, de nye forældre. Til første forældremøde skulle der diskuteres fødselsdage, sukkerpolitik, dette og hint. Med en ildhu, som mange af os andre simpelthen ikke helt kunne mønstre, muligvis fordi der hos de store søskende er fundet et leje, hvor dem, der vil gøre tingene på én bestemt måde, gør dét, og dem, der vil gøre tingene på en anden måde, gør det på den. Nogle børn holder for eksempel fødselsdage samlet, nogle deler bare ud i klassen, nogle holder noget stort, andre slet ikke. Nogle kommer med broccoli, andre med flødeboller. Og det er helt fint.

LÆS OGSÅ: "Alle har en forventning om, at jeg er helt oppe i skyerne og tænker på baby hele tiden"

Så jeg må indrømme, at jeg fik et lille stik af dårlig samvittighed. Hvad er jeg for en mor, når jeg ikke kan hidse mig op over de ting? Når jeg ikke orker, at der skal bruges en masse snak frem og tilbage på emner, der tydeligvis er supervigtige?

Altså, ikke sådan noget som arbejdet med at gøre børnene til gode voksne mennesker, lære dem at være gode venner, lære dem at lære og bare i det hele taget - men de ting, som vi voksne går op i på børnenes vegne, som er fuldstændigt essentielle for at vore børn kan gå i skole, åbenbart.

Men jeg kan simpelthen ikke køre mig selv op til at have en holdning på hele klassens vegne om, hvordan andre forældre skal gøre. Det kan jeg seriøst ikke.

Der er jo nok at holde styr på: Legeaftaler, lektier, lus, Pokémon og spirende pubertet. Foruden alt det, der sker i mit eget liv – møder, huskesedler og praktisk hejs, der hele tiden kommer drønende ind fra højre. Der kan simpelthen ikke kiles en pseudodiskussion ind noget sted hos mig lige pt., og jeg er stensikker på, at den måde, læreren går til denne klasse på, er helt i orden. Jeg behøver ikke komme helt ned i teorien om Marte Meo, og hvad ved jeg.

LÆS OGSÅ: Pia oplevede et mareridt, da hun fik sit første barn

Jeg er nemlig helt tryg ved, at lærerne gør deres bedste, at de er dygtige og vil det bedste for mine unger, også selvom skolereformen giver dem store udfordringer hver dag. Det skal jo nok gå. Når man som jeg var skolebarn i firserne, føles det jo som en noget mere toptunet skolemaskine, vores unger bliver sat ind i.

Jeg vil hellere snakke om, hvad der er for et samfund, vi gerne vil have til vores børn. Hvad deres rolle skal være dér og rammen for det arbejde, der skal få os derhen, og ikke slik og størrelsen på gaverne (30 kroner, tak).

Er det måske fordi, at vi forældre er fanget ind af hamsterhjulet, som vi ikke kan ændre eller få indflydelse på, fordi vi hele tiden er i transit, både i overført og reel betydning? Er det derfor, nogle går så meget op i de ting, de føler, de kan få indflydelse på?

Det sad jeg og tænkte til det meget lange og vigtige møde. Og så fik jeg et dybere stik af flovhed. De er jo kun førstegangsforældre til et nyt skolebarn én gang. Det er faktisk sødt, at de helt nervøst rækker hånden i vejret og spørger, om vi ikke skal snakke om de her ting. Jamen, så lad dem dog. De vil tids nok blive sådan helt tilbagelænede som os andre.

LÆS OGSÅ: Vi lyver for vores børn

LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig fyret som mor, da mine børn flyttede hjemmefra"

LÆS OGSÅ: 7 fif til at bevare et godt forhold til din teenagedatter