Sophie Løhde om at være bonusmor: "Jeg forsøger ikke at være mor for Cornelia"

Hele Danmark fulgte med, da Sophie Løhde i foråret forhandlede overenskomster for staten i et forløb, som længe så ud til at ville ende i en storkonflikt, der kunne lamme hele landet.

I dag beskriver hun det som en af de allersværeste opgaver i sit politiske liv.

– Ingen havde forudset, at det ville blive så langstrakt. Og hvis det var en popularitetskonkurrence, så skulle man i hvert fald ikke stille sig på arbejdsgiversiden.

Fronterne blev tegnet op allerede i december, hvor offentligt ansatte antændte en viral kampagne under hashtagget #sophieslønfest. Det skete på baggrund af ministerens udtalelse om lønudviklingen på det private og på det offentlige arbejdsmarked. Lønmodtagerne tolkede det, som om Sophie Løhde havde kaldt dem forkælede.

– Det er en del af spillet, at man bliver lagt ting og ord i munden, og i det her tilfælde noget, jeg aldrig havde sagt. Det er et godt billede på, hvor hurtigt tingene går, når først det kører på nettet.

Undervejs var der mange op- og nedture i forhandlingerne, og med et pressekorps på døgnvagt foran Forligsinstitutionen måtte Sophie Løhde af og til lave "en sniger".

– Der var dage, hvor jeg tog bagudgangen ud af forligsinstitutionen, fordi jeg ikke havde behov for at stille mig ned foran et kamera, der snurrede 24/7. Jeg fandt en bagudgang og havde et par kondisko i tasken, så jeg nogle gange kunne

komme uset derfra. Men den 28. april lykkedes det alligevel at nå til enighed.

Sophie Løhde kunne sammen med de statsansattes topforhandler, Flemming Vinther, stille sig op og fortælle, at de havde nået en aftale, som begge parter var glade for.

– Det var en enorm lettelse, vi havde jo på begge sider været under et maksimalt pres og arbejdet i døgndrift. Vi sov nærmest ikke, og hvis vi sov, var det noget med at tage en time på en nedslidt sofa med alt tøjet på og så tilbage igen.

Hvad er det, du kan, der fik det til at lykkes?

– Jeg er ikke typen, der roser mig selv, men jeg har viljen til at ville nå et resultat. På trods af at det undervejs så sort ud, så var det viljen til at lykkes med en aftale, der drev mig, når det så sværest ud. Det var nok stædighed, der bar igennem. Det at jeg ikke ville give op.

– Jeg er på den ene side meget stædig, på den anden side er jeg også kompromissøgende. Jeg synes, det er sundt at have en portion stædighed i politik. Politik er en hård branche, og uden stædighed når man ikke hen til sine mål.

– Det er jo også modgang, der gør stærk. Nogle gange, når man står i det, kan det godt være svært at se vejen ud, og når man så kigger tilbage, kan man se, at det har været med til at forme en og gøre en stærkere, end da man stod på den anden side af vejen.

Den 34-årige innovationsminister er med sine 16 år i branchen en garvet politiker. Vi har kendt hende længe. Uden rigtigt at kende hende. Og når man sidder over for hende, finder man hurtigt ud af, at det heller ikke er meningen.

– Jeg kom engang til at sige ja til at være med i "Kender du typen?". Jeg kendte ikke programmet og tænkte, at jeg hellere lige måtte se et afsnit inden

– Så så jeg, hvordan de åbnede tøjskabene og skabene i køkkenet og på toilettet, og det var simpelthen at gå for tæt på og en klar overskridelse af mine grænser.

Hun meldte afbud til programmet. Hun sagde også nej, da hun som sundhedsminister blev spurgt, om hun ville være med i "Vild med dans".

– For mig handler det om, at når man har et topjob med et kæmpestort ansvar, så synes jeg ikke, at man om fredagen kan stå i et danseprogram og blive kastet rundt i rumbakostume og lave en lille cha-cha-cha. Jeg vil gerne være privat og ikke udstille alt, hvad jeg har med mine nærmeste.

Det er faktisk heller ikke nogen nem opgave at lave et personligt interview med Sophie Løhde. Ikke at hun ikke har meget på hjerte; hun taler længe og gerne om politik. Om ambitioner og visioner. Om faglighed og saglighed. Når det kommer til personlige anekdoter fra privatlivet, går det mere trægt. Men hun fortjener også at få lov til at tale om sit arbejde, for CV'et er spækket med store bedrifter, så dér begynder vi.

Hendes politiske karriere begyndte allerede i 9. klasse, hvor hun meldte sig ind i Venstre.

– Min mor var borgmester for Venstre, og i lang tid gik jeg meget op i, at jeg i hvert fald ikke skulle være medlem af Venstre, så jeg gik op i tværpolitisk arbejde, også i den røde ende af skalaen. Jeg har haft min tid med fløjlsbukser, islandsk sweater og rødt hår, og i 9. klasse var jeg sågar i praktik hos det socialdemokratiske folketingsmedlem Lone Møller. Det var på trods af hende, og ikke på grund af hende, at jeg bagefter meldte mig ind i Venstre. Jeg måtte til sidst holde op med at bilde mig selv ind, at jeg mente noget andet end min mor.

Da hun fyldte 18, stillede hun op til amtsrådet i Frederiksborg Amt og blev valgt ind. Som den yngste nogensinde.

– Mange syntes, det var meget mærkeligt at stille op til amtsrådet, når man var 18 år. Det var meget fjernt og tørt for mange, men det kom sig af to ting: Dels var det jo amterne, der tog sig af ungdomsuddannelserne, og dels var min mor borgmester i Birkerød, så jeg ville ikke stille op til byrådet, for så vidste jeg, at jeg ville komme til at høre for, at "du er blevet valgt på grund af din mor". Jeg har nok altid været en, der gerne ville vise, at jeg kunne stå på egne ben.

Men der gik ikke længe, før Sophie opdagede, at ét var visioner og valgkamp, noget andet var virkelighed.

– Når man er 18 år, tror man, at man skal ud og erobre hele verden, og alting skal laves om – hellere i går end i morgen – og det lærer man hurtigt, at så hurtigt går ting ikke.

Amtet var i økonomiske vanskeligheder, så vi lagde ud med at lave nogle rigtigt svære besparelser, så der mødte jeg bagsiden.

– Jeg fandt også ud af, at jeg ikke havde så meget styr på det hele, som jeg troede, så der måtte jeg revurdere mine egne evner. Jeg tror, det var godt, jeg ikke på forhånd vidste, hvad jeg gik ind til, for så er det ikke sikkert, jeg

nogensinde ville have gjort det.

Det blev ikke sidste gang, at virkeligheden ikke kunne måle sig med visionerne for den unge politiker. Hun fortæller en historie om sygeplejersken Sanne, som blev lidt af en øjenåbner, da Løhde som sundhedsordfører var i praktik på Sydvestjysk Sygehus.

– Hun var superdedikeret og ville gerne vise mig både, hvad der fungerede, og hvad der var bagsiden af medaljen. Hun spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at være kontaktperson for en patient. Det var den tidligere Venstre-Konservative-regering, der havde indført kontaktperson-ordningen som led i en stor forkromet reform, og jeg kan huske, at vi følte, at vi havde gjort noget rigtigt godt.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Kære modige kvinder, lad os starte en bølge"

På det her tidspunkt var der gået et par år, og ordningen var fuldt udrullet. Troede politikerne. Og Sophie ville gerne være kontaktperson for Petersen, der var indlagt på Sannes afdeling.

– Så jeg går ind og præsenterer mig og udleverer noget fint, trykt materiale og fortæller ham, at jeg jo så er hans kontaktperson.

– Så går jeg ud til Sanne igen, og hun spørger "hvordan var det så?". Og jeg svarer, at det var mægtigt fint. Og så siger hun "super, men du kommer ikke til at se ham igen". For personalet var det bare en papirtiger, noget som politikerne havde opfundet; man satte et kryds i et skema, at nu havde patienten fået en kontaktperson, ergo havde de levet op til lovgivningen.

Betød det noget for patienten? Nej, for han så mig aldrig igen. Det var for mig et meget godt billede på, at der i politik kan være meget langt fra de store armbevægelser ud til den praktiske virkelighed.

Kontaktpersonordningen afskaffede hun, da hun selv blev sundhedsminister. Og kaldte det afbureaukratisering i sundhedsvæsenet.

– Det var et godt eksempel for mig på, at det ikke er nok at have de rigtige politiske ambitioner, du er også nødt til at have fingrene nede i jorden og være helt inde i velfærdssamfundets maskinrum for også at kunne justere og skrue på de rigtige ting.

Sophie Løhde blev i Dagens Medicin i 2016 beskrevet som en af de mest magtfulde sundhedsministre i nyere tid. Den flotte placering på bladets udgave af "Magtlisten" skyldtes ifølge flere fagfolk hendes evne til at udvise respekt og søge indblik.

– Jeg har altid sat en ære i at være faglig og saglig. At finde nogle alliancepartnere, som måske er meget uenige med mig, men som jeg er nødt til at finde nogle fælles løsninger med, siger hun selv.

En anden årsag til, at hun var så respekteret som sundhedsminister, var ifølge analytikerne også, at hun lå højt i Lars Løkke Rasmussen ministerhierarki og havde "en særlig ørenlyd" hos ham. Løkke kommer som Sophie selv ud af Frederiksborg Amtsråd og har også været sundhedsminister, og deres

parallelle karrierer har gjort makkerskabet stærkt.

– Jeg har lært meget af ham. Han er den statsminister, der har det ubetinget største kendskab til velfærdssamfundets maskinrum. Det er enormt inspirerende, og han er en, jeg har kunnet lære meget af undervejs. Når man bliver sundhedsminister, og ens chef er tidligere sundhedsminister, så er man klar over, at chefen som minimum ved lige så meget som en selv. Nogle gange behøver vi ikke sige ret meget; vi ved, hvad hinanden tænker.

Nu tager hun et nyt skridt i Lars Løkkes fodspor. Som minister for den ene halvdel af Finansministeriet skal hun stå i spidsen for en række velfærdsreformer – ligesom Løkke stod bag kommunalreformen fra 2007.

Sophie Løhde er blot den anden kvinde på stengangen i Slotsholmens ældste ministerium – og allerede den kvinde, der har været her længst (den forrige var socialdemokratiske Pia Gjellerup, som var finansminister i 11 måneder i 2001, red.).

– Der har ikke været mange stiletter på stengangen før mig. Det er et mandetungt ministerium. Og en helt ny ministerpost, som jeg selv har skullet bygge op. Jeg startede på en papkasse, som fungerede som både skrive- og mødebord, og så var det ellers bare at gå i gang. Det at starte med en helt ny ministerpost i Finansministeriet er noget, der kræver hårdt arbejde. Man skaber resultaterne selv, der kommer ikke nogen og forærer dig noget.

LÆS OGSÅ: Lars Løkke Rasmussen: ”Kvinder, der vil gøre karriere, har en ekstra udfordring”

– Jeg har aldrig talt mine arbejdstimer, og hvis jeg en dag begynder at gøre det, er det nok et tegn på, at det er bedre at stoppe. For mig handler det om, at jeg ikke kan lade være. Jeg kan godt være træt og synes, at der er trælse dage, men jeg gør det, fordi jeg er drevet af at ville noget og indfri nogle visioner og ambitioner.

Fritiden er sparsom, men alligevel finder hun tid til et familieliv. Sophie Løhde har i tre år dannet par med Ole Palmå, der er kommerciel direktør i Brøndby IF.

– Ole er i fodboldens verden, og nogle gange minder fodbold og politik lidt om hinanden; der kan man også blive skiftet ind og ud, tabe en kamp og alligevel klare sig i den næste sæson.

De har ingen fælles børn, men Ole har en stor datter, som Sophie sætter stor pris på.

– Jeg forsøger ikke at være mor for Cornelia, men jeg er forhåbentlig en bonusmor, og det har sådan set været let nok, for hun er en meget åben og kærlig pige, som er let at være sammen med.

Når Sophie skal stresse helt af, går hun ud i haven.

– Min mor har altid haft meget grønne fingre, og det ville jeg ønske, jeg også havde. Jeg prøver at få det. Jeg elsker at være i haven på alle tider af året, det er en dejlig måde at få noget frisk luft på, og det, man laver, er meget synligt meget hurtigt.

Det er også her, hun ryster modgang og shitstorm af sig i pressede situationer. Helt generelt føler hun, at hun med årene er blevet bedre til at stå imod.

– Jeg tror, det er kommet med alderen. Jeg har jo meget erfaring og plejer at sige, at jeg er en gammel kone fanget i en yngre kvindes krop, haha. Nogle gange gør det mere ondt på min familie end på mig selv. Jeg ved jo, at det er en del af det, og jeg lader være med at læse alting. Men selv om min mor kender spillet, så har hun det svært med det. Jeg har nogle gange måttet skrive til hende "rolig nu, det går nok".

Lige nu venter et travlt efterår, og næste år er valgår. Derefter kan Sophies liv se helt anderledes ud. Hun siger selv, at hun tager det, som det kommer.

Drømmer du om at blive statsminister engang?

– Jeg har helt oprigtigt ingen planer om at skulle være statsminister, jeg har ingen drejebog for et liv i politik, jeg synes helt ærligt, at det er sundt.

Hvad kunne få dig til at stoppe?

– Jeg oplevede med min mor, at hun en dag kom hjem og sagde: "jeg altid har haft det sådan, at jeg ikke kunne lade være, men den følelse har jeg ikke længere". Gnisten var ligesom forsvundet. Og så stoppede hun og overlod rattet til nye kræfter, og det har jeg bare en enorm respekt for. Jeg har aldrig haft en karriereplan, men jeg tror, det er vigtigt at kunne se sig selv i et liv uden for politik.