Lars Løkke Rasmussen om karrierekvinder: De har en stor udfordring
Kvinder, der vælger at gå karrierevejen, bærer den største byrde med at skabe balance i tilværelsen. Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen, da ALT.dk møder ham på Folkemødet.
For 100 år siden tog Danmark et kvantespring: Kvinder kunne for første gang stille op til og stemme ved et folketingsvalg.
Siden er vi nået langt på ligestillingsfronten i Danmark, men debatten er ikke blevet mindre relevant siden. Der er stadig plads til forbedring – særligt når det kommer til kvinder, der vælger karrierelivet.
Det pointerer statsminister Lars Løkke Rasmussen, da ALT.dk møder ham til Folkemødet på Bornholm til en snak om kvinders største udfordringer anno 2018.
Hvad er det største problem for kvinder i dag, tænker du?
– Jeg tror, at det største problem, vi alle sammen har, er at få skabt sammenhæng i tilværelsen og i livet. I alle facetter: Privat, arbejdsliv, karriere, kæresteri, familie. At få det hele til at gå i balance og hænge sammen. Det tror jeg er en udfordring.
Hvorfor er det en udfordring for kvinder?
– Jeg tror også, at det er en udfordring for mænd. Men på trods af at vi er nået langt ligestillingsmæssigt, så tror jeg stadigvæk, at det er sådan, at der hænger mere på kvinder end på mænd, når vi kommer ind i den tætte familie med børn og praktik og med at få den helt nære familie til at hænge sammen. Så jeg tror stadig, at det er sådan, at kvinder, der vil gøre karriere, har en ekstra udfordring, siger han.
Noget kunne tilsyneladende tyde på det. Ifølge tal fra Danmarks Statistik arbejder 34,3 procent af alle kvinder med hjemmeboende børn nemlig på deltid, mens blot 20,4 procent af mænd er i samme situation.
Samme fordeling ser man også i forskellen på en arbejdsuge for mænd og kvinder med hjemmeboende børn. Her arbejdede mænd i gennemsnit 2,8 timer mere om ugen i 2016, end kvinderne gjorde, afslører statistikken.
Tal om det
Mens løsningerne på ligestillingsproblematikken har lydt fra alt til kvoter, sanktioner og tvangsansættelser, når det kommer til at skabe plads til kvinder i karrierelivet, er den vigtigste løsning imidlertid langt mere organisk, hvis man spørger Lars Løkke Rasmussen.
Ifølge statsministeren handler det især om at holde debatten i live.
– Vi skal snakke om det. Det lyder måske fjollet, men det tror jeg dybest set, at det handler om. Det er 100 år siden, at de første kvinder fik stemmepligt ved valget i april 1918, og vi er nået langt siden. Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi holder liv i kønsrollediskussionen, siger han.
Og hvordan gør vi det?
– Det gør vi blandt andet ved, at du og jeg taler sammen om det nu.
Ikke gjort noget anderledes
Mens kønsrollediskussionen gennem tiden er blusset op fra tid til anden, smed #Metoo for alvor brænde på bålet sidste år, hvor hashtagget startede en revolution på sociale medier og sidenhen i debatter verden over.
Kvinder og mænd mobiliserede sig i oprøret mod ulighed og uretfærdighed, og én fortælling blev i rekordfart til mange.
Nu har vi siden sidste års Folkemøde talt meget om #Metoo. Har du selv gjort noget anderledes for at komme denne debat i møde?
– Jeg håber egentlig ikke, at jeg har gjort noget anderledes det sidste år. For jeg håber, at jeg på alle måder har opført mig ordentligt - også før det sidste år, lyder det fra statsministeren, inden ALT.dk slipper ham i menneskemængden.