Xanthippi arbejder som dødsdoula: ”Gør som den døende ønsker og ikke, som du ønsker”

I de fleste menneskers liv er der en hændelse, der bliver definerende for deres livsbane og karriere. For Xanthippi De Vito er der tre. Da hun som 13-årig stod på sin mors dødsleje og tog afsked med hende efter længere tids sygdom. Ni år senere, da hun bad lægerne om at slukke for sin fars respirator og blev forældreløs. Og to måneder inden hans død, da hun blev mor til sit første barn og under fødslen sluttede fred med sin krop efter mange års spiseforstyrrelser.

“Min mor havde brystkræft, og vi vidste, at hun skulle dø og så hende gå i opløsning fysisk og mentalt. Da døden nærmede sig, havde hun et øjeblik, som mange døende har, hvor de ser én fra deres liv, som allerede er død og henvender sig til dem, og kort efter tager de afsted. Min mor så sin far og sin moster, men det, der var mest fascinerende ved hendes død, var, at hun først tog fra os, da hun kunne se på mig, at jeg var ok og kunne passe på mig selv. Det var der, hun fik fred.”

Fornemmelsen af, at der er mere mellem himmel og jord tog Xanthippi med sig, da hun voksede op og gik gennem puberteten uden sin mor. Hun havde fået færden af en anden dimension. Hun vidste ikke hvad, men hun vidste, at hun ville finde frem til det. Ni år efter døde hendes far som følge af ubehandlet diabetes.

“Han var på intensivafdelingen, havde slanger over det hele og var totalt septisk, og jeg skulle beslutte mig for, om jeg ville slukke for respiratoren. Efter min mor døde, havde vi heldigvis talt om, at jeg skulle trække stikket, hvis han nogensinde blev en grøntsag, fordi han ikke mente, at det var et værdigt liv. Jeg er så taknemmelig over, at vi havde den samtale, for det er der mange, der ikke har, fordi sygdom og død er tabuiseret. Vi kan ikke lide at tænke på det og tror, det ikke sker for os. Men vi skal alle herfra,” siger hun.

Som dødsdoula er der en gylden regel: Gør, som den døende ønsker og ikke, som du ønsker. Det handler ikke om dig.

“Da jeg kom ind på intensivafdelingen og så min far, var det første, jeg sagde: “Jeg skal nok sørge for, at du får det godt.” Sygeplejersken spurgte mig, om jeg var læge, fordi det er meget sjældent, at der er nogen, der spørger til den døende. De taler om sig selv og siger: “Hvad skal jeg dog gøre uden dig?” Vi havde et tumultarisk forhold, så det var meget vigtigt for mig at give ham ubetinget kærlighed ved hans livs afslutning og opfylde hans ønske uden at tænke på mig selv. Man diskuterer ofte om folk, der ikke responderer, stadig kan høre og fornemme, at man er der, men jeg sagde til ham: “Jeg er ok. Olympia (Xanthippis førstefødte, red.) er ok. Jeg skal nok tage mig af det hele.” Og det var det. Vi slukkede, og han døde få timer senere dagen efter sin fødselsdag.”

LÆS OGSÅ: ”Den sidste nat sad jeg hos ham, og hver gang han var lidt urolig, sang jeg for ham”

Livslektioner

En doula drager omsorg for den døende og hjælper den døende med at finde fred. Og det var de to vidt forskellige oplevelser med sine forældres død og det vidt forskellige sorgarbejde, som fulgte, der ledte Xanthippi De Vito i den retning. Hendes mor var god til mennesker og fik Xanthippi til at interessere sig for dem – og for sociologi, som hun læste på universitetet. Senere besluttede hun sig for at tage en master i ‘health coaching’, fordi hendes far, som hun havde et kompliceret forhold til, altid havde fortalt hende, at hun var for tyk, og hun som følge af det havde udviklet en spiseforstyrrelse. Det var en slags hjælp til selvhjælp, så hun kunne få det bedre.

“I størstedelen af min ungdom led jeg af anoreksi, bulimi og ortoreksi, så jeg begyndte at beskæftige mig med sundhed og wellness og dykkede ned i Mindfulness-Based Stress Reduction, også kaldet MBSR, som blev skabt i 70’erne for folk med kroniske smerter af en mand, der hedder Jon Kabat-Zinn.”

Hun brugte hans åndedrætsteknik, da hun fødte sit første barn, og det “skabte et nærvær med mig selv i smerten. At jeg kunne være i begge dele samtidig, mens jeg fødte mit barn, fik mig til at elske min krop. Og det forbandt mig med min fortid, mine forældres død og min sorg, som stadig sidder i kroppen.”

Det var der, hun traf beslutningen om at blive certificeret dødsdoula og sjælesørger. Fødslen blev en portal. For fødsel og død er forbundne, og vi genfødes hele livet igennem som andre versioner af os selv. Og mister hele tiden lidt af dem, vi var.

“Jeg kæmper stadig med min krop og sørger jævnligt over min mors død. Jeg sørger også over hende, jeg var, før jeg fødte mine børn og blev mor. Fordi jeg har brug for at være i kontakt med den version af mig selv. Og det vil jeg gerne dele med andre.”

Derfor har hun sat sig for at skabe et rum for samtale om død og sorg. Her i Post Service, og når hun træder ind i andre menneskers hjem som dødsdoula, hvor hun efterlader sig selv udenfor døren, så at sige, og træder ind i rollen som medie, der hjælper den døende fra denne verden til en anden. Og med at tage ordentlig afsked med dem, der bliver tilbage.

“Du skaber et rum for den døende og den døendes familie, så den, der er på vej væk, får en værdig afslutning på livet. Familien siger ofte, at den døende vrøvler og hallucinerer, men de prøver i virkeligheden at sende en besked et sted mellem to verdener. De svæver ind og ud af bevidsthed, så det handler om at dechifrere. Doulaen kan ofte høre, hvad den døende forsøger at sige. Det er ikke vrøvl. Det er deres sidste ord, som bare skal afkodes. Når familien ikke er der, giver den døende over for doulaen ofte udtryk for, at han eller hun er bekymret for dem og har brug for at vide, at de nok skal klare sig.”

Nogle gange har de døende også hemmeligheder, som de ikke vil gå i graven med. Det er i sandhed sandhedens time.

“Det er derfor, det er så dyrebart. Ja, det er sørgeligt, og der kan være skyld og fortrydelse, men der er også meget livskraft i det. Der er så meget visdom at hente i dødsøjeblikket, og når du indser det, bevæger du dig anderledes gennem livet. Det er meget livsbekræftende at arbejde i den her branche.”

Portal til en anden verden

At træde ind i Post Service er også som at gå ind i en anden verden, som nærmest er metafysisk. Lejligheden er indrettet i samarbejde med designstudiet Tableau med pastelfarver, særligt lyslilla, transparente og florlette gardiner, stålmøbler og lamper. Installationer og skulpturelle kunstværker og møbler. Friske blomster. Spejle. Glatte overflader Renhed, enkelthed, ro. Og dørstoppere med krystalkugler, som skal nære og hjælpe de skiftende energier i de forskellige rum.

“Jeg ville gerne gøre det synligt, at døren er en indgang til en anden verden, hvor du kun tager det med ind, du behøver: integritet og nærvær. Jeg ved ikke, hvad du har brug for, men det gør du, og det er dig, det handler om.”

Xanthippi serverer te af små kunstværker. Jadegrønne keramikkopper på ornamenterede sølvunderkopper, som står på det blågrå kvartsbord og ligner noget, der er hentet op fra havets dyb. Hun bruger bevidst design og kunst i sin praksis, og alt på de 320 kvadratmeter er designet og placeret med et formål, ligesom hvert rum repræsenterer en forskellig følelse og funktion. Når du træder ind i portalen, i det Xanthippi kalder ‘Arrival room’, tager du overtøjet og skoene af, giver slip – og ankommer.

‘Arrival 2’ er sofarummet, hvor du kan sætte dig og falde ned. Den skulpturelle sofa ligner et blodrødt organ som kontrast til de bløde og drømmeagtige pastelfarver.

“Jeg elsker dens femininitet. Men den er hård, og folk vil gerne have noget, de kan synke ned i. Derfor bliver det her rum ikke rigtig brugt. Kun når Daniel er her og laver negle,” siger hun og henviser til negleteknikeren Daniel Smedeman, der nogle gange forvandler rummet til neglesalon. Hvorfor ikke?

Derefter træder du ind i ‘Revelation room’, hvor samtalesessionerne foregår, og hvor du kan finde dig til rette på daybeden, i stolen eller på bordet, som du også kan sidde på, fordi det er beklædt med et tæppe. Du bestemmer selv. Rummet er lyst med gule gardiner, der imiterer flimrende solstråler, og i hjørnet står et palmetræ i en turkis krukke. Som taget ud af et Hockney-maleri.

“Det er som en pool, der glimter og flyder. Lyset er essentielt. Og vinduerne, der kan åbnes om sommeren, hvor gardinerne blafrer og farvespiller og forandrer energien i rummet, mens du taler fra noget dybt i dig selv. Det inviterer elementerne indenfor,” siger Xanthippi De Vito.

“Det er et rum, hvor du kan pakke tankerne ud. Det er også derfor, at der er et whiteboard på væggen bag gardinet, hvor du kan mindmappe i stor skala og tage mere plads end i en notesbog.”

På den anden side af væggen ligger møderummet, hvor der er samling, når Xanthippi har møder med mere end en person, og der står en Halo-lampe af Mandalaki fra Last Resort.

“Der er mange gråvejrsdage, og så er det godt at have en regnbue, som du kan flytte rundt. Det er ligesom med saunaens chromoterapi, hvor du kan vælge en farve, der passer dig.”

Hun refererer til saunarummet, der er som en blå kokon, hvor tankerne kan flyde. Det er hendes fristed.

LÆS OGSÅ: 28-årige Maja Malou Lyse lavede seksualundervisning på landsdækkende tv: ”Nydelse er forsat en mangelvare hos kvinder”

Hvorfor er der en infrarød sauna i Post Service?

“I New York er der et sted, der hedder HigherDose, som gjorde mig hooked. Du lukker alt ude, og så sveder du bare. Der er ikke noget damp eller vand, det er bare infrarøde bølger af lys. Det er udrensende, og det føles, som om du bliver holdt om. Grunden til, at det er en del af Post Service, er, at det faciliterer dybe tanker. Du kan virkelig komme dybt ned i dig selv.”

Hun mener, at vi er dårlige til at skabe rum, hvor vi kan slappe af. Livet er fuld fart fremad, og vi ved ikke, hvordan vi skal søge hvile. Det har hun fundet i saunaen, hvor hun arbejder på sin egen udvikling. Den er en slags forvandlingsrum og energioplader.

“Jeg kan ikke give plads til andre, hvis jeg ikke giver mig selv plads. Og det ironiske er, at jeg skal gå ind i en lille boks for at få det. Det er cardiotræning, og nogle oplever en form for runners high derinde. Dose i HigherDose står for dopamin, oxytocin, serotonin og endorfiner, som du udløser i saunaen.”

Efter Xanthippis 1:1-sessioner vælger nogen at tage i sauna eller i ‘Movement room’ overfor, hvor de kan barretræne, dyrke yoga og pilates eller danse afhængigt af, hvad de har brug for. Der er også en hjerteåbner, lavet af kunstneren Carsten in der Elst, som åbner brystet og stimulerer nervesystemet. Sådan én burde alle have, mener hun. Så de kan åbne deres hjerte hver dag lige så selvfølgeligt, som de børster tænder.

I køkkenet er der ansigtsmasker i køleskabet. For “man kommer langt med lidt hudpleje,” som hun siger. Der er også cryosticks til under øjnene, grøntsagsjuice og vin. Service er ikke en del af navnet for ingenting.

“Det er et vigtigt rum, fordi det skaber forbindelse, og vi skal alle spise og næres. Vi kommer også til at holde middagsselskaber her, hvor vi laver mad sammen, og det kræver et rum, der er sterilt nok til alle vores energier, men hyggeligt nok til, at vi kan samarbejde og forsøge at forstå hinanden. Hvor folk føler sig godt tilpas.”

Og så er der badeværelset, som er lejlighedens mest sterile rum og står i kontrast til de andre.

“Det er som et lighus, hvor du vasker alt af dig og skyller det ud i afløbet. Jo længere du kommer ind i lejligheden og dig selv, jo mere har du brug for renselse, så du kan blive nulstillet, inden du går herfra. Måske har du grædt, eller også har du bare brug for et øjeblik for dig selv, inden du skal ud at møde verden igen. I vores samfund kan du ikke være i dine følelser hele tiden. Du bliver nødt til at tage din aura på igen.”

Hvorfor lige København?

“Jeg havde gode bekendte her, og efter vi havde været i byen nogle gange, foreslog jeg min mand, at vi flyttede hertil. Det gjorde vi i august 2020. København minder mig om West Village i New York, og jeg følte, at her var sociokulturel plads til et sted som Post Service. Ikke mindst pga. jeres designarv. Jeg har altid interesseret mig for design og havde det tilfælles med min far, og derfor tog jeg et indretningskursus på Central Saint Martins i London i 2015. Jeg vil gerne have, at folk bliver udfordret af design, når de træder ind i Post Service, hvor du taler om svære ting, men hvor omgivelserne er smukke og tankevækkende.”

Første gang Xanthippi De Vito var i København, stødte hun på Tableau og syntes, at ejeren, Julius Værnes Iversen, havde et interessant og kunstnerisk take på blomster.

“Blomster er skulpturer, som dør, og derfor var der også en forbindelse til død og kunst.”Hun fa

ndt ud af, at Tableau også laver indretningsprojekter og konsulterede dem, da hun skulle finde møbler, kunst, gardiner og ikke mindst vælge farver til de forskellige rum.

“Farver har stor indvirkning på folk. En af mine veninder kan læse auraer, og hun så den lilla og spurgte, hvorfor jeg havde valgt den. Jeg sagde, at det var intuitivt, fordi den passede ind. Og så sagde hun: “Når jeg sidder overfor en, der er i akut sorg, er det præcis den farve, der kommer frem i deres aura.” Det gav mig kuldegysninger. Jeg er glad for, at der er noget, der forbinder det her sted med noget æterisk. Når folk, der lige har mistet, kommer herind, har de det også med at holde sig til de lilla rum. Det ræsonnerer med dem.”

Men er der behov for et sted som Post Service, hvor følelser og sjæle flyver frit, i København, hvor vi har det med at lukke os om os selv og tage skyklapper på, og hvor vi mest bliver mindet om, at livet har en udløbsdato, fordi der hænger hjertestartere på husene, som følelser udenpå tøjet. Kan man gøre død og sorg til en livsvej?

“Folk går meget op i, om det her sted er en succes. Vi definerer succes ud fra nogle givne parametre, og mentalt helbred falder ikke ind under dem. Men det er værd at investere i, og det samme er kunst. Post Service er et kunstværk og et hjerterum, hvor du kommer for at nærme dig selv, ære dig selv og være dig selv. Jeg er bare en guide,” siger Xanthippi De Vito.

Hvorfor hedder det Post Service?

“Det hedder Post som i efter og Service som i en bil, der skal til service og den service, jeg tilbyder. Der er også et ordsprog, der hedder “Death is in the post,” som betyder, at døden er på vej, og du aldrig ved, hvornår den kommer. Efter at have mistet noget, du elsker, om det så er en person, en livsstil, et kæledyr eller en karriere, sørger du. Det skal du deale med, og det er derfor, jeg er her.”

For nogle gange må døre lukkes, før nye kan åbnes. Sådan har det også været i Xanthippi De Vitos liv.

“Enhver lidelse i mit liv har været en velsignelse. Hvis begge mine forældre ikke var døde, ville jeg ikke være her.”

LÆS OGSÅ: Ditte Giese: "Selvfølgelig skal kvinder have lov til selv at vælge"