”Den sidste nat sad jeg hos ham, og hver gang han var lidt urolig, sang jeg for ham”

Når Anne Marie Vessel Schlüter ser tilbage, er der to ting, der i særlig høj grad har defineret hendes liv. Det Kongelige Teater. Og de mænd, hun har haft – og har – i sit liv. Hun nævner det i den rækkefølge. Teateret først. Og det er der måske en grund til.

"Jeg har været mere på Kongens Nytorv, end jeg har været sammen med min familie. Jeg er opvokset i en balletfamilie, både min mor og far var balletdansere. Og jeg var sådan en lille spirrevip, som altid hoppede rundt derhjemme. Jeg gik til standarddans, da jeg var helt lille, og hurtigt var mine forældre enige om at lade mig prøve balletten på Det Kongelige Teater. De havde forstand på det, og de kunne jo nok godt se, at jeg ville have mulighed for at komme ind."

Forældrene så rigtigt. Mie, som hun foretrækker at blive kaldt, debuterede i ”Madame Butterfly” da hun var 4,5 år, og hun kan i dag se tilbage på svimlende 68 år på Det Kongelige. Hun fylder 73 år i næste uge, og teateret har løbet som en rød tråd igennem alt i hendes liv. Det er også på teateret, hun stadig finder mening og energi som instruktør, underviser og karakterdanser, men der er noget, der har ændret sig. I maj 2021 mistede hun sin ægtefælle gennem næsten 32 år, tidligere statsminister Poul Schlüter.

"Han sad altid på sin plads i køkkenet, når jeg kom hjem fra teateret om aftenen. Så snakkede vi, fik en godnatøl og hyggede os. I dag er det lidt tomt at komme hjem. Det er et kæmpe savn, at Poul ikke er her mere."

Mie, der ellers er meget livlig og storsnakkende, er stille et kort øjeblik og kigger lidt rundt i sin kæmpestore herskabslejlighed, som rummer utallige minder om Poul Schlüter. Der står billeder af ham mange steder, og på væggene på den lange, lange gang ned mod køkkenet hænger der avisudklip, flere billeder og karikaturtegninger fra et langt liv i politik. Mie overvejer at finde noget mindre at bo i, men indtil videre er løsningen på den ensomhedsfølelse, der somme tider kan snige sig ind, at ”tage på landet”. Op i sommerhuset i Kildekrog, hvor hun har gode, nære venner som naboer, og hvor hun og Poul i øvrigt også blev hemmeligt gift i 1989. Det var hendes andet ægteskab, og nej, hendes første ægteskab var ikke med balletdanser Alexander Kølpin, som hun har sin søn Niclas med.  

"Jeg havde faktisk været gift før, jeg mødte Sander. Det er der sikkert ikke så mange, der ved. Min første mand var jurist og teatersekretær dengang, og vi var gift i otte år fra 1976 til 1984, hvor jeg blev gravid med Sander. Det vil sige, vi var separeret og boede ikke længere sammen, selvfølgelig, da jeg mødte Sander, men vi blev først rigtig skilt, da jeg var gravid. Vi mødtes, skrev skilsmissepapirerne under og gik så ud og spiste frokost sammen."

Kan du sætte flere ord på din første mand?

"Han var tre år ældre end mig, og det var et meget roligt forhold med hus og have. Jeg havde været sådan lidt rundt omkring og haft forskellige kærester, jeg var meget livlig. Han var mere rolig. Han var meget operainteresseret og lærte mig utrolig meget om Wagner, som han var stor fan af."

"Han havde også nogle dejlige forældre, som også var utrolig søde, da jeg blev gravid. De kom ud og så Niclas, da han blev født, og de sagde, at de ville have ønsket, at han var deres barnebarn. I det hele taget har jeg været meget heldig med de svigerforældre, jeg har haft. Jeg er selv skilsmissebarn, men min far kom hjem til min mor og hendes nye mand efter teatertid, og så spiste vi alle natmad sammen. Det var så dejligt, og det er noget, jeg har taget med mig. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal være uvenner, når man bliver skilt, men det kan jeg jo også sagtens sige, for jeg har ikke oplevet det."

"Sanders forældre, Jes og Mugge, er også helt utrolige. Jeg har lige været nede i deres hus på Mallorca, og sidste år holdt jeg jul sammen med dem, Sander og Niclas, efter jeg havde mistet Poul. De er de sødeste mennesker."

Alexander Kølpin var 19 år, da han gjorde Mie gravid. Hun var 16 år ældre, og det blev der talt og skrevet en del om dengang.

Hvordan var det at falde for en, der var så meget yngre?

"Altså, Sander var meget begejstret for mig. Det ved jeg fra alle mine veninder. Og så var han en utrolig charmerende knægt. Alle de unge piger var IH-så-misundelige på mig."

Hun griner.

Hvordan var det?

"Ved du hvad, jeg ænsede det ikke. Jeg var meget fornuftig. Da jeg fandt ud af, at jeg var blevet gravid, måtte jeg jo tænke mig om og stille mig selv spørgsmålet: Kan du være alenemor? Det var jeg jo nødt til at overveje, fordi Sander var så ung. Jeg havde prøvet at blive gravid i mit første ægteskab, men var ikke blevet det, så jeg havde helt sikkert et ønske om at få et barn. Sander var også helt sikker på, at han gerne ville have det barn, og jeg tog ud til hans forældre, som sagde til mig: ”Selvfølgelig skal du have det barn, når du gerne vil, du må bare aldrig holde på Sander, hvis han vil til udlandet og danse”. Jes og Mugge støttede os hele vejen, Sander var så glad, alle hans kammerater fulgte med i graviditeten, og vi havde det SÅ sjovt. Jeg var 36 år og tænkte, at Sanders og mit forhold nok ikke ville holde i længden, men vi havde det skønt, og vi nød de fire år, vi var sammen."

Hvordan var det at have den tanke, at det her holder nok ikke?

"Sander ville ikke høre på det, det var noget sludder, syntes han. Og han var også meget, meget glad for mig. Det var ikke mig, der sad på ham, vil jeg sige. Men inderst inde tænkte jeg da, det kan jo ikke holde med den charmetrold, og han skal jo også ud og rejse og opleve. Det fik han også altid lov til, og det eneste, jeg sagde til ham, var: ”Du skal ikke lyve for mig, hvis jeg spørger dig om noget med lidt kæresteri, for så mister jeg al respekt”. Og det gjorde han heller ikke. Ikke hvad jeg ved af i hvert fald, men jeg tror det heller ikke, for sådan er han ikke."

Hvem er Anne Marie?

• Underviser, instruktør og karakterdanser på Det Kongelige Teaters Balletskole, som hun har været leder af.
• Er i gang med at skrive sine memoirer, som udkommer til efteråret.
• Hun er 72 år og enke efter tidligere statsminister Poul Schlüter, der døde for et år siden, 92 år gammel.
• Har sønnen Niclas Vessel Kølpin (født 1985) med Alexander Kølpin, 56.

Hvad var grunden til, at I gik fra hinanden?

"Han blev forelsket i en anden pige."

Hvordan var det?

"Det var lidt hårdt i starten. Særligt fordi de dansede sammen, og jeg stod og underviste dem."

Du underviste ham, mens han dansede med en, han blev forelsket i?

"Ja, jeg instruerede dem begge to. Men ved du hvad, jeg inviterede hende over til middag, og det var fint. Der var no bad feelings. Jeg havde jo sagt til mig selv, at det ville ske på et tidspunkt. At det så lige var en på teateret... Men sådan er det jo derinde, vi ser ikke så mange andre end dem, der er derinde, og der er mange par. Det sker hele tiden, at folk finder sammen og går fra hinanden. Det sjove er, at jeg faktisk bor på garderobe med hende nu, og vi har det rigtig sjovt sammen. Der har ikke været spor, og hun er gift med en anden og har tre børn i dag. Sander har også altid været der for vores søn og har været sød til altid at tage ham med ud på rejser. Niclas er aldrig blevet tilsidesat, og Sander og jeg er de bedste venner den dag i dag. Og så fik Niclas jo efterfølgende den dejligste bonusfar i Poul."

Mie og Poul mødte hinanden et halvt års tid efter bruddet med Sander. Der var en indsamling i gang til en ny balletkostskole på Kongens Nytorv, og Mies veninde, balletdanser Susanne Heering, havde besluttet, at folk kunne donere penge til kostskolen i anledning af hendes 50-års fødselsdag. Heering havde blandt andre inviteret statsministeren – Poul Schlüter – til sin fødselsdag, og Mie havde lavet en lille forestilling med skuespillere og balletbørn, som skulle vises til fødselsdagen. Mie skulle også holde en tale om den kommende kostskole.

"Jeg havde været ude hos Mugge og låne en smart kjole og øreringe, jeg havde været til frisøren og duttelidut, og jeg så faktisk ret godt ud, syntes jeg selv. Jeg holdt talen uden manuskript, og bagefter kom Hr. Schlüter over til mig. Han sagde, at han var imponeret over, at jeg kunne holde sådan en tale uden manuskript, og der var han allerede lidt interesseret i fruen her."

Hun slår en høj latter op.

"Under middagen sad han ved siden af min veninde, Eva, og han pumpede hende for alt muligt om, hvem jeg var. Jeg kendte kun ham fra fjernsynet og syntes, at han var en dygtig statsminister, men han var også meget charmerende at tale med, fandt jeg ud af. Et halvt års tid senere mødte vi hinanden igen til et officielt arrangement."

"Der var en uge til min 40-års fødselsdag, og Eva, der stod ved siden af mig, da Poul kom hen til mig, sagde lige pludselig: ”Kommer De ikke til Mies fødselsdag?”. Jeg tænkte, Eva, du kan sgu da ikke invitere statsministeren til min fødselsdag, altså! Men han tjekkede lige med sin sekretær og sagde jo tak, det ville han gerne. Og ved gud, så kom han til min fødselsdag! Hele selskabet var folk fra teateret og familie, aiii, det var sådan et hurlumhej, men Poul var god til lige at undersøge, hvem der var hvem. Han fandt frem til Niclas og begyndte at spille fodbold med ham. SMART, ikke? Og så gik det hele ellers meget stærkt."

Mie og Poul blev gift i juli 1989 og havde – med Mies ord – 32 vidunderlige år sammen. Men den sidste tid var svær, det vil hun ikke lægge skjul på. Der var en aldersforskel på 20 år mellem de to, og det begyndte at give udfordringer.

"Poul blev jo 92 år, og han gik så dårligt til sidst. Og er der noget, jeg elsker, så er det at gå ture. Men Poul havde lært mig at spille golf og bridge. Han havde sagt til mig, at hvis du kan spille golf og bridge, så vil du aldrig blive ensom. Og det havde han ret i."

"På grund af corona havde vi et helt år sammen oppe på landet. Vi tog derop, fordi Poul bare ikke skulle smittes, og jeg passede godt på ham, indtil han fik sin vaccine. Det var vidunderligt at få det år så tæt sammen takket være corona, selvom man jo næsten ikke kan tillade sig at sige sådan. Poul sov længe, jeg stod op og spillede golf tidligt om morgenen, kom hjem, og så spiste vi frokost sammen. Vi havde aldrig før haft så meget tid sammen, og Poul havde det lige, som han havde ønsket sig: At jeg var omkring ham hele tiden."

"Det havde jeg ellers ikke været. Jeg har jo krudt i numsen, og jeg har altid bare skullet ind på teateret og passe mine ting. Det havde Poul altid accepteret, og vi havde jo også altid vidst, at med 20 års aldersforskel, ville vi på et tidspunkt komme til at mærke det. Da han blev dårligt gående og havde brug for hjælp, måtte jeg have nogen til at se efter ham, når jeg skulle afsted. Han ville ikke have hjemmehjælp, men jeg måtte sige til ham, at jeg ikke ville holde op på teateret for at være hjemmesygeplejerske. Det blev så heller ikke nødvendigt."

Hvordan var den sidste tid?

"Pouls hjerte var slidt. Jeg opdagede det ved, at hans ben blev så tykke, fordi han ikke rørte sig. Jeg fik en læge til at kigge på ham oppe på landet, og han kunne konstatere, at Poul havde vand i lungerne. Hjertet pumpede ikke ordentligt mere. Derfra gik det meget stærkt den forkerte vej."

Hvad skete der?

"Vi var på hospitalet i Hillerød, hvor der blev lavet en scanning. Der var en del ventetid, og det passede ikke Hr. Schlüter. ”Nu skal jeg hjem”, sagde han, og lægerne deroppe troede, det var løgn. Men hjem ville han. Vi kørte tilbage til sommerhuset, men nåede kun at være der et døgn. Poul kunne ikke få vejret. Jeg fik fat i Falck for at få Poul ind på Bispebjerg Hospital. De kom og hentede ham i en taxa. Niclas var heldigvis i nærheden og hjalp med at bære Poul ud i bilen, og både han og jeg fik lov til at køre med til Bispebjerg. Det var en dejlig forårsdag, og Poul sad på forsædet og nød at kigge ud ad vinduet hele vejen."

Taxaturen blev Poul Schlüters sidste køretur. På Bispebjerg blev det konstateret, at hans hjerte var meget forkalket, og at man ikke kunne operere. Mie, der havde troet, at det var en blodprop, var umiddelbart helt lettet.

"Men så sagde Niclas: ”Mor, hørte du godt, hvad de sagde?”. Ja, svarede jeg, de sagde, at det ikke er en blodprop."

Hun holder en lille pause.

"Men det gik jo så hurtigt op for mig, at den var helt gal, selvom det ikke var en blodprop. Poul fik et eneværelse, og jeg sagde til dem, at de skulle lade ham få fred. Den sidste nat sad jeg hos ham, og hver gang han var lidt urolig, sang jeg for ham. Så blev han helt rolig igen. Det var en meget smuk sidste nat, vi havde. Og så døde han om morgenen."

Hvordan var det, at han pludselig var væk?

"Det er et kæmpe savn. Særligt her i lejligheden. Men jeg tager tit op på landet, hvor jeg har skønne, søde venner, der altid er friske på at lave noget. Jeg er der så meget, som jeg har tid til, men jeg tror ikke, at jeg vil flytte permanent derop. Der er meget mørkt om vinteren, og jeg skal jo ind til byen og på teateret."

Men du føler dig mindre ensom i sommerhuset?

"Ja, det gør jeg faktisk, for det hele er lidt mindre deroppe. Men jeg kan også godt lide at være her på Frederiksberg, her har jeg jo alle vores ting, som vi har fået sammen. Poul boede her allerede, da jeg lærte ham at kende. Han havde boet her med sin tidligere kone, Lisbeth, til hun døde, og her var jo så mange af hendes ting."

"Det skulle jeg lige vænne mig til i begyndelsen, og derfor boede vi også dengang meget oppe på landet. Eller på Marienborg, så længe Poul var statsminister. Men på et tidspunkt skulle vi jo være mere her, og Poul var så sød til at sørge for Niclas, som kun var tre år, da Poul kom ind i hans liv. Niclas fik sit eget værelse med sådan en seng, man kunne lave hule i. Niclas skulle have det bedste, syntes Poul, og Niclas betragtede ham som sin dejlige bonusfar. Poul var også klog, for han forsøgte aldrig at opdrage Niclas, og der var faktisk aldrig konflikter. Heller ikke, når Niclas brugte lejligheden som fodboldbane med sine kammerater, ha ha."

Så savnet sidder der, men det lyder som om, du trods alt er kommet godt videre?

"Jo, jeg er da kommet godt videre, men ja, det er et savn. Det er det da. Selvfølgelig. Men jeg husker på alle de gode minder. Og jeg er pavestolt af Poul. Jeg er ved at skrive mine memoirer, og i den forbindelse har jeg læst nogle af hans gamle ting igennem, og jeg har tænkt, gud, hvor har han dog været dygtig. Det tænker man jo ikke på, når man er gift, der var han jo bare Poul, for pokker. Men han var helt utrolig. Også når der var problemer. Jeg mærkede det ikke på ham. Når han kom hjem efter en svær dag, spurgte han mere til, hvordan min dag havde været, end han klagede over sin egen."

Hvordan var rollen som førstedame?

"Det var fint nok, jeg er jo god til at optræde, ha ha. Men når de blandede sig i mit tøj og sådan noget... Det var for meget. Og journalister og fotografer kom nærmest indenfor døren uden at spørge og lavede historier, som ikke havde noget på sig. Men hvad kunne jeg gøre? Poul var jo også pressens minister. Jeg blev vred somme tider og svarede igen. Det havde de respekt for. Det var også fordi, jeg var træt af pressen, at vi blev gift i hemmelighed. Der var ikke én, der fik et billede."

Mie sender et meget tilfreds smil efter den sidste sætning. Ingen tvivl om, at hun har været kvinde for at stå op imod det, der ikke passede hende, og at hun stadig er en bestemt dame, der er vant til at tage ansvar og holde styr på tingene. Siden hun stoppede som leder af balletskolen, har hun dog gjort en dyd ud af ikke at blande sig, medmindre hun bliver spurgt til råds. Det lærte hun af Poul, som selv holdt sig i baggrunden af dansk politik, da han trådte tilbage som statsminister på grund af Tamilsagen. Han fulgte med, men han blandede sig stort set aldrig.

"Det var selvfølgelig en svær tid lige efter, at Poul var gået af i 1993, men han kastede sig over mange andre ting. Han begyndte straks at male loft i køkkenet, energien skulle jo bruges. Han var ked af det på grund af sit eftermæle, men gudskelov kom han i EU-Parlamentet med et rekordstort antal personlige stemmer, og det følte han som en tak for sin indsats."

"Jeg er også så glad for, at han oplevede sin 90-års fødselsdag. Der holdt han alletiders tale. Jeg var så bange, for han havde ikke sin stok med og skulle op på en scene, men han kom op, og så var han så hylende morsom. Jeg tudede under den tale, for jeg syntes, det var så sejt. 90 år, og så kunne han stå hele den dag igennem med taler, bogsignering og hele familien herhjemme bagefter. Der oplevede han virkelig, hvor populær han var. Og begravelsen var fantastisk smuk også. Men det oplevede han jo ikke selv."

Eller måske gjorde han?

"Ja, jeg vil håbe, at han så det oppe fra himlen, for det var lige i hans ånd med musik, han elskede. Det var sådan en flot afsked, han fik. Og det var så velfortjent."