Christian Fuhlendorff: ”Jeg føler mig aldrig som en god far”

Der kan være mange årsager. Én er, at han simpelthen bare er ærlig, åben og snakkesalig. For han åbner interviewet med to bomber. Det plejer man ikke at gøre. To historier, der uvægerligt vil blive skrællet af kendissultne tabloidmedier, når det her magasin rammer hylderne.

Og det ved han godt. Han er blevet interviewet et utal af gange, siden han som ganske ung tog hul på den professionelle karriere som underholder. Så han ved det helt sikkert godt. Man plejer at fortælle om den lyse side af sig selv og holde det mørke skjult.

Og Christian Fuhlendorffs glansbillede er ellers ret godt. Det er historien om at kæmpe sig ud af en svær situation og et dårligt udgangspunkt. Komme væk og få succes på trods. Da han var en almindelig ti-årig elev på Amagers Kastrupgaardskole, var der en lærer, der mente, at han var for ukoncentreret, og der da måtte være noget i vejen.

Han blev sendt på børneafdelingen på det psykiatriske center Nordvang til udredning og endte med at være der i tre måneder indtil en dag, han gik amok og bed en fra personalet i armen. Så fik han diagnosen grænsepsykotisk og blev sendt i specialskole for børn med ’særlige behov’. Han var fejlanbragt i tre et halvt år og fik sin første identitetskrise. Men han kæmpede sig ud af det. Han debuterede tidligt og fik hurtigt succes både på scenen og i radio og tv. Han kæmpede sig senere ud af et ukontrolleret stofmisbrug, og før han fyldte 30 havde han villa på barndomsvejen, et velfungerende ægteskab og var blevet far. Ren idyl – og et af den slags glansbilleder, man helst ikke går af med. Fra fejlanbragt og stofmisbruger til clean familiefar med eget talkshow.  

En årsag til, at han fortæller, som han gør, kan være, at han simpelthen er ligeglad med at folk lærer, at han også har mørke sider.

Tilbagefald

Den første bombe falder i det første svar.

Hvordan har du det?

Han tænker lidt.

”Jeg har det sådan lidt mellem. Jeg går og tænker på, om jeg har taget de rigtige valg i livet. Ikke at jeg fortryder, for det nytter jo ikke noget, men … jeg ved det ikke. Jeg har været i en periode, hvor jeg har tvivlet meget på mig selv. Også som far. Jeg har ramt skævt med nogle tv-programmer, jeg ikke har fået lavet ordentligt", svarer han og henviser til forsøget som talkshow-vært på TV3 med titlen Det sene show, der lukkede efter en enkelt sæson.

"Jeg prøvede at være det, folk gerne vil have, at jeg er. Det jeg troede at de ville have. Jeg prøvede at imitere de talkshow- værter, jeg selv godt kan lide. Og så glemte jeg at være mig selv.”

Derfra glider han selv videre til den næste bombe.

”Jeg har haft tilbagefald med hashen. Det var sidste år, og det er overstået nu, men det har bestemt betydning alligevel. Det er jeg ikke stolt af. Det sidste år har jeg skullet kæmpe, lidt mere end jeg plejer.” 

Hvad skete der?

”Efter min behandling for stofmisbrug holdt jeg ud i fem år, hvor jeg slet ikke rørte noget. Og for nylig røg jeg så hash igen som et eksperiment – bildte jeg mig selv ind. Jeg prøvede lige at se, om jeg kunne. Jeg tog ud på Christiania og købte det. Det var pinligt at komme derud igen. Pusherne kunne huske mig og så pludselig en gylden fremtid med mig på krogen. Det er ikke det at ryge en joint, der er problemet. Problemet er, at det er noget, jeg ikke fortæller til min kone. Jeg røg det på terrassen, efter hun var gået i seng. Og når der er noget man undlader at fortælle, så bliver det til en løgn. Og den løgn kan ødelægge mange ting. Da jeg havde prøvet det én gang, sagde jeg til mig selv, at det var det, og nu behøvede jeg ikke prøve det igen. Og alligevel gjorde jeg det igen dagen efter. Og dagen efter.”

Hvad gør det ved dig?

”Det bliver omsluttede og begynder at fylde i mit sind. Jeg er mindre til stede for mine børn og jeg er bare i dårligt humør.”

Der har du den: En kendt dansker, der uden frygt fortæller, at han ikke ved, om han er det rigtige sted i livet, og at han i øvrigt igen har haft problemer med stoffer. Da han var 16 år gammel begyndte et langt forhold til den anden verden.

Han blev betaget af alt, der kunne få ham mentalt på afveje. Det begyndte med ecstasy og fortsatte med LSD, syre, kokain. Han prøvede alt, der ikke skulle skydes ind i armen. Og han var langt ude. Han vågnede på sofaer hos fremmede og fik angstanfald. Stofferne blev undervejs skiftet ud med alkohol, indtil hashen blev en fast følgesvend i mange år. I 2011 besluttede han sig for, at det skulle stoppe. Han havde fået en datter, han gerne ville være en bedre far for, og han kunne godt se, at han også skulle blive en bedre mand for konen, Karina Feldborg. Så, ja!: Christian Fuhlendorff er en mand, der ikke er bange for at fortælle om sine mørke sider.

Udleverer sig selv

Hvis man bare har set en flig af hans optrædener, ved man, at han holder af at udlevere sig selv. Og på de senere år er hans selv blevet udvidet med en kone og to børn, så de bliver også udleveret. Taget med i historierne på scenen. Gjort grin med.

”Jeg har altid skrevet om mit eget liv. Om der hvor jeg selv er. De sidste tre shows har handlet sindssygt meget om min familie og mit parforhold. Og de har taget godt imod det. Publikum altså … ikke familien. Jo, de har også været ok”, siger han og griner.

Lige nu turnerer han landet rundt med sit nyeste show, Fuhlendorff går over i historien, der helt enkelt går ud på at fortælle verdenshistorien. Første halvleg – for han kan simpelthen ikke få det hele med. Også her bruger han sin familie. Showet er bygget op som en samtale med datteren Michala på syv år, der gerne vil vide, ja alt. Helt fra begyndelsen. Der er mange ord i komikeren. Han taler længe, koncentreret og alvorligt. Han taler om forbilleder i standup-branchen, og om hvordan han gennem tiden har været inspireret af vidt forskelige komikere og derfor har opført sig vidt forskelligt på scenen. Lige fra en dansk udgave af den britiske, flamboyante, improviserende og historiefortællende komiker Eddie Izzard til den tilknappede, professionelle jakkesætklædte og altid knivskarpe observationskomiker Jerry Seinfeld.

”Ja, så købte jeg et jakkesæt og sagde: Har I egentlig lagt mærke til …  præcis som ham. Det var faktisk først, da jeg blev en del ældre, at jeg begyndte at være mig selv”, siger han.

Og han taler om at være far for sine børn. Og om ikke at synes, at han gør det godt nok.

Kæmper med at være far

Hvordan er Christian Fuhlendorff som far? Hvordan finder han ud af, hvordan man gør det? Finder han sig et forbillede og prøver at imitere ham?

”Jeg har tit tænkt, at jeg ville gøre det bedre end mine forældre. Som ellers gjorde det helt fint. Lige nu kæmper jeg for bare at gøre det ligeså godt. Jeg synes, det er svært. Forældrerollen er et samarbejde med min kone. Jeg er jo tvunget til at holde med hende, også selvom jeg er uenig.”

Hvad mener du?

”Børn skal helst have præcise signaler fra os. Det kan godt være, at jeg synes, de sagtens kan tåle en cola mere, men jeg kender min kone – så jeg ved, at det kan de faktisk ikke. Og så må jeg holde mig til det. Sådan er det. Vi danner fælles front.”

Kan du lide at være far?

 ”Ja selvfølgelig, Men det er svært. Det er fucking svært. Jeg har lige været på ferie med dem i en måned, Det var hårdt. At være på ferie med børn er jo fuldstændig ligesom at være hjemme. Det er bare varmere. Og at være forældre, er som at have et fuldtidsarbejde ved siden af sit fuldtidsarbejde. At være far er også er en rolle, jeg påtager mig. Jeg har set på min egen far og set hvordan han har gjort det. Hvordan han spillede rollen. Tænkt over, hvad han har gjort godt. Og hvad han gjorde dårligt. Og det sidste har jeg besluttet ikke at gentage. Og gjorde det alligevel.”

Efter lidt betænkningstid tilføjer han:

"Men det er måske også en uheldig dag at få mig til at tale om at være far. Hey, jeg har lige været afsted med børnene i en hel måned. Jeg har ikke fået det på afstand nok, til jeg kun kan huske det gode. Endnu.."

En middelmådig far

På spørgsmålet om, hvad der gør ham stolt som far, svarer han først ikke. Væver. Begynder sætninger og fuldender dem ikke indtil han konstaterer, at det er han ikke.

”Det er jeg aldrig. Jeg føler mig aldrig som en god far. Jeg tænker nogle gange, at jeg er middelmådig. Ikke mere. Jeg er en gennemsnitlig far. Men det samme gør sig gældende, når jeg snakker om mig selv som komiker. Jeg er bevist om, at jeg ikke er den bedste til noget, om det er i rollen som far, komiker eller saltvandsakvariumsentusiast. Det kan enten være for at beskytte mig selv mod nederlag, jeg tænker sådan, eller fordi jeg stiller højre krav til mig selv end gennemsnittet. Mon ikke det er en blanding?” 

Er det ok?

”Ja, det er fint. Jeg har ikke noget behov for at jagte det perfekte. Heller ikke som far. Som forældre er vi er et produkt af det miljø og de gener, vi har. Mange mennesker prøver at gøre det så godt, de kan med de midler, de selv har. Når man læser klummer om, hvad man skal gøre er de tit skrevet af folk, der har andre midler end en selv. Og derfor bliver det skævt. Derfor er der mange, der er ulykkelige over, at de ikke kan føle sig som den slags forældre, de læser om. Det gør jeg ikke. Der må ikke herske tvivl om, at jeg elsker mine børn meget højt. De er det vigtigste. Men jeg ved godt, at jeg ikke er perfekt. Og bare den erkendelse gør vel, at jeg heller ikke er helt elendig. Ik?”