Ved du, hvilken forælder du vil være, hvis din partner dør? Det ved Anna-Sofie nu

En mandag i december for snart to år siden blev vores virkelighed forandret for evigt. På få sekunder faldt alt fra hinanden. Vores familie, fremtiden, hverdagen – vores liv. Vores børns barndom.

Vi var en familie på tre, næsten fire, hvis vi tæller vores yngste datter, Thit, med, som dengang lå i min mave.

Thomas, min mand og pigernes far, skulle aflevere vores ældste datter, Gro, i børnehave den mandag morgen. Det gjorde han ofte. De cyklede de fleste dage, og Gro, som akkurat var fyldt tre år, havde fået en ny cykel få uger inden. De plejede at hilse på hestene i folden på vejen.

Men den decemberdag blev alting som aldrig før. Jeg var kørt tidligt for at nå en graviditetsscanning inden arbejde. Flere gange den formiddag forsøgte jeg at ringe og skrive til Thomas, men han svarede ikke. Normalt lod han mig aldrig hænge.

Jeg kunne mærke uroen i min krop sprede sig og måtte overbevise mig selv om, at jeg var unødigt bekymret. Mon hans telefon var gået ud?

Til sidst kunne jeg ikke holde uroen ud. Jeg ringede til børnehaven, som fortalte, at Gro ikke var blevet afleveret. Uroligt kiggede jeg på min chef og sagde: “Jeg ser sikkert spøgelser, men jeg er nødt til at køre.”

LÆS OGSÅ: En måned efter Martin sover ind, bliver Natasia gravid med hans barn: ”Konrad er ikke en erstatning”

Far kunne ikke lege mere

Nøjagtigt som jeg trådte ind i vores hjem, forsvandt min verden. Jeg løftede Gro op, imens jeg ringede efter en ambulance og forsøgte at få kontakt med Thomas. Men jeg var ikke i tvivl, han var død. Der stod jeg med vores barn på hoften og et mere i maven og forsøgte at få kontakt med min døde mand.

Vores hjem var fuld af afmagt, sorg og frygt. Det føltes så uvirkeligt. Lynhurtigt var det også fuld af mennesker. Ambulancereddere, læge og politi, som kunne konstatere Thomas' død. Min krop var tom.

Gro fortalte om dagen, hvordan hendes far ikke kunne lege mere. Lægen pustede en blå plastikhandske op, som en ballon til Gro. Hun blev glad for den. Jeg forsøgte at være mor, at passe på hende. Jeg kiggede ud i ingenting. Hvor skulle jeg kigge hen, hvem skulle jeg kigge på? Hvem skulle Gro kigge på? Hvilke øjne var trygge?

Lægen var meget omsorgsfuld og bad os køre til Herlev Hospital for at møde en krisepsykolog. Men der var ingen krisepsykolog, ingen mental rådgivning. Kun en simpel fysisk undersøgelse af min datter. Derefter sendte de os hjem.

Vi havde familie og venner, som kunne slå ring om os, men det er ikke givet, at alle har det. Og hvad gør man så? Tanken om at andre familier skulle stå i den situation, er grotesk og benhård. 

LÆS OGSÅ: Saras ekskæreste slog deres søn ihjel: ”Hvis jeg skal være her, så vil jeg ikke kun overleve”

Hvor er hjælpen?

Det er formentlig de færreste forældre, som kan tænke klart i den situation, og lige nu findes der ikke en standardprocedure for at gribe børn og voksne i lignende situationer.

Personligt har jeg svært ved at forstille mig, at en forælder i den situation kan samle sig sammen og lave aftensmad, børste tænder på deres børn, læse godnathistorie, putte og fortsætte virkeligheden. Og mon du ved, hvilke behov et barn, som netop har mistet en forælder, har? Hvad er godt at gøre, og hvilke reaktioner skal vi være opmærksomme på? Det er ikke almen viden, og det betyder, at alle omkring barnet famler efter bedste evne. Barnets sorg er ikke nødvendigvis som de voksnes.

Døden er et livsvilkår, men det kan have alvorlige betydninger for børns trivsel, deres mentale sundhed og sociale relationer, hvis ikke de voksne omkring barnet er i stand til at varetage barnets sorg. Desværre er det meget tilfældigt, hvilken støtte og rådgivning den efterladte forælder får, for ikke at glemme hvilken viden forælderen har tilgængelig eller selv kan overskue at opsøge. For når man selv står i chok og sorg til halsen, kan selv de mindste handlinger være svære – også selvom det blot er ting, du er vant til at gøre. Gå i bad, spise, pudse dit barns næse, tømme opvaskemaskinen. Pludselig bliver det en uoverstigelig handling eksempelvis at Google børn i sorg, krisehjælp eller psykolog i lokalområdet.

LÆS OGSÅ: Forfatter Tine Høeg: ”Jeg havde behov for at sætte ord på det, jeg stod i”

Emotionel forældreløs

Børn har brug for voksne, som er rustet til at tale med dem og tilgå deres sorg på en sund måde, men ens forælderevner er ikke intakte, når man er i akut sorg og chok. På en måde kan man sige, at børn, som oplever pludseligt tab af en forælder, er emotionelle forældreløse i en periode. Den ene forælder er død, den anden er langt fra, som han eller hun plejer at være.

Det er min erfaring, at vores situation desværre ikke er enestående, og at der er tydelige udfordringer på det her område. Og på den måde bliver barnets sorg, bearbejdelse, trivsel og sociale relationer afhængige af, hvilke resurser familien har omkring sig. Det er en ulighed på baggrund af en situation, som kan ramme alle steder, i alle samfundslag, alle familier, alle hjem.

Hvis din partner dør, gennemlever du en livskrise, og det samme gør dine børn. Du er den vigtigste person i dine børns liv. Og det er dit solo-ansvar at passe på dine børn i de svære følelser, i savnet og i sorgen. Derfor mener jeg, at det vil gøre en stor forskel, hvis der eksisterede et sorgberedskab, som kommer på hjemmebesøg, når hjemmeboende børn pludseligt mister en forælder. Et tilbud om rådgivning, støtte og information.

Ikke fordi alle har brug for det, men fordi alle i den situation bør have muligheden.