Cecilie Hother: “Jeg er både i dyb sorg og fuldstændig lykkelig"

I har prøvet at miste et barn omkring uge 26, hvad skete der?

– Jeg var gravid og glad, alt gik dejligt, maven voksede, og vi fortalte det offentligt, da jeg var fire-fem måneder henne. Vi vidste, at vi skulle have en dreng. I marts sidste år fødte jeg ham dødfødt. Først var jeg bange for at se ham, men al respekt til Rigshospitalets jordemødre, der passede uendeligt godt på mig og os i den svære situation.

Jeg endte med at ligge med min smukke søn i armene, fik sagt farvel og gik derfra som mor til ham. Vi havde kaldt ham for ‘bønnen’ inden, men bagefter kunne jeg mærke, at han skulle have et navn. Vi holdt en lille, tæt begravelse for Karl, bare Thomas og jeg og de to ældste børn. Vi har vores eget gravsted, ikke et officielt, det var vores behov.

I besluttede jer for at forsøge at blive gravide igen hurtigt efter - hvorfor?

– Jeg er 41 år, så alderen var imod mig. I en perfekt verden ville jeg nok have ventet et år eller to og få det hele sat mere på plads i kasser, men den luksus havde vi ikke, når nu vi gerne ville have en større familie og en lillesøster eller -bror til Ellinor.

Men Thomas og jeg var tvunget til at sætte os ned og se hinanden i øjnene og overveje, om vi turde tage en tur til på baggrund af det, vi var gået igennem. Vi har helt klart mistet en uskyld. Denne her gang har jeg ikke turdet købe en barnevogn endnu.

Hvordan var det at være gravid igen?

– Jeg var stadig dybt inde i sorgen på det tidspunkt, men selvfølgelig var det fuldstændig fantastisk! En kæmpe lykke. Det var også begyndelsen på den store ambivalens, som jeg til stadighed oplever. Fornyligt fik jeg maveinfluenza og havde ondt på en måde, der mindede mig om at have veer. Jeg var alene hjemme og gik helt i panik og ringede rundt i hele sundhedssystemet.

Bagefter kunne jeg sagtens se, at det var en total overreaktion, men det er den frygt og angst, der stadig sidder i mig. Min følelsesskala er vokset, og jeg kan gå fra den ene yderlighed til den anden. Det ene øjeblik triller tårerne ned ad kinderne, og det næste mærker jeg et lille spark og den helt store lykkefølelse. I starten var det svært at rumme og navigere i så store følelser. Også for mine omgivelser. Jeg havde dårlig samvittighed over for Karl, når jeg var glad, og dårlig samvittighed over for vores lille, nye liv, når jeg var ked af det.

Hvordan landede du i det?

– Jeg er nok ikke helt landet, men jeg har accepteret processen. Nu lader jeg være med at skubbe følelserne væk, når de kommer. I stedet forsøger jeg at sætte ord på dem. Det er naturligt, at der er en sorgproces. Nu nærmer vi os årsdagen for Karls fødsel, så kommer der et nyt kapitel, jeg skal forholde mig til.

Hvordan har det forandret dig?

– Det kan jeg ikke sige endnu, jeg er stadig i proces. Men jeg føler helt klart, at det er min pligt over for Karl ikke bare at gå bevidstløst tilbage til den gamle trummerum uden at overveje, hvad livet skal bruges til. Mit livsperspektiv har ændret sig. Jeg er blevet mere ligeglad med folks holdning til mig, og jeg gider ikke gå op i petitesser og bruge tid på negative mennesker. Hvis det ikke giver mening, så bliver det et nej tak herfra. Du finder ud af, hvor skrøbeligt livet er.

Du har været meget åben omkring tabet af Karl, hvorfor?

– Det er ikke et valg, jeg 100 procent selv har truffet. Når du har stået på tv med en mave, der pludselig er væk, så undrer folk sig. Men jeg har valgt at sætte ord på offentligt, fordi det virker som en ventil for mig.

Det kom bag på mig, hvor voldsom min egen sorgproces var, og hvor lang tid jeg blev hængende. Vi lever i et samfund, der forventer, at du bare kommer hurtigt videre, men en ting er sikkert: Vi kommer alle sammen til at opleve sorg, og den går ikke bare væk. Det vigtigste er at få talt om den.

Har det været svært at være åben omkring det?

– Jeg er glad for, at mange oplever mig som åben, men faktisk har jeg kun delt en brøkdel af de tanker og følelser, jeg har haft. Det viser bare, at der ikke bliver talt nok om at miste. Men prisen er helt klart noget af det lort, jeg får smidt i hovedet på især sociale medier. Folk, der mener, jeg bruger min søns død til at få opmærksomhed, og at jeg desuden ikke ved, hvad sorg er, fordi der er nogle, der har prøvet det, der er værre.

Som om det er en konkurrence. Selvfølgelig bliver jeg ked af sådan nogle kommentarer, men jeg er begyndt at tage til genmæle. Heldigvis har jeg fået positiv respons fra en masse mennesker, og hvis jeg bare kan hjælpe én til at føle sig mindre alene i sorgen, så synes jeg, det ærer Karls minde. Så er det det hele værd.