Klumme: Derfor gider jeg ikke forsvare min slikpolitik

Min 4-årige søn og jeg er i biografen – eller nærmere betegnet Cinemateket i København, der hver lørdag viser fire korte film for børn i rap. Pigen ved siden af min søn kigger stjålent på hans knitrende slikpose.

LÆS OGSÅ: 7 grunde til at jeg spiser slik hver aften

Det er en rød papirspose, der larmer gevaldigt, når min søn går i gang, så snart den første film ruller over lærredet. Pigen sidder selv med en frugtstand fra Cactus, mens den ene vingummi afløser den anden i min søns lille mund.

Min søn og jeg tager vel i biografen en gang hver anden måned i gennemsnit. Og biograftur er for min søn lig med slikpose, hvilket 100 procent er min skyld, da det er mig, der har indført det. Og vi taler altså ikke om fem-ti stykker slik. Nej, vi taler 100-150 gram bland-selv-slik propfyldt med E-numre og farvestoffer af værste skuffe! Og han æder det hele og nyder det gevaldigt, mens vi ser Ritas krokodille eller eksperimenterende børnefilm fra 90’erne.

LÆS OGSÅ: Sukker – se hvad det gør ved dit barns krop

Nu tænker du måske: 100-150 gram slik én gang om måneden – det lyder da ikke slemt? Men han får det også hver fredag plus det løse med is og kage engang imellem. Dét kan give enhver speltbagende Østerbro-mor et slagtilfælde.

Men jeg skulle hilse og sige, at der er propfyldt i den lokale bland-selv-slik ved Trianglen på Østerbro hver fredag. Man skal nærmest svinge Guccitasken for at komme ned til lakridsafdelingen, så mange barnenæver iklædt plastikhandsker er der i lokalet.

Brugte alle mine lommepenge på slik

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv som barn brugte alle mine lommepenge på slik. 20 kroner om ugen. Jeg husker også en weekend, hvor min mor havde fået nok og skældte mig ud over, at jeg endnu en gang havde brugt hver en krone på bland-selv-slik hos Lokalbrugsen. I rent trods over min mors ”urimelige” udbrud, smed jeg det hele i skraldespanden. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvem der skulle have fået noget ud af det.

LÆS OGSÅ: Bare en lillebitte vingummi…

Stort set hver gang jeg køber slik til min søn – eller min datter for den sags skyld, som kun er to år, men får en lille portion vingummier hver fredag (ja, jeg ved godt jeg kommer i mor-helvede) – er der en lille stemme inde i mit hoved, der siger: “Det er forbudt. Køb i det mindste økologisk slik hos helsekosten”.Men jeg gider ærlig talt ikke lytte til den stemme, eller de forargede blikke (jeg bilder mig ind) de andre mødre på Østerbro sender mig, når min søn sidder i den lokale biograf med næven fuld af giftigt stads. For jeg er godt træt af at skulle have ørerne tudet fulde af restriktioner, når det kommer til børn og slik.

Uddeler slik i lange baner

Min søn elsker slik. Men han plager ikke om at få det. For han ved godt, at slik hedder ”fredagsslik” og derfor kun er noget, man får om fredagen – eller anledningsvist, når vi er i biografen. Og det er helt okay. Heller ikke, når det kommer til slik, gider jeg at være overbeskyttende over for mine børn. For de dør altså ikke af at få lidt slik.

LÆS OGSÅ: Få styr på dit barns slikforbrug

De ”dør” nærmere af at have en mor, der har mega travlt med at realisere sig selv og af den grund ikke har tid til nærvær med sine børn. Så derfor er jeg en mor med masser af tid til sine børn, der uddeler slik i lange baner ved særlige lejligheder.

Og fredag er en fest – det må ungerne gerne mærke. Ligesom at de gerne må få sodavand og slik en masse, når de er ved deres bedsteforældre.

De kan nemlig sagtens kende forskel på hverdag og fest – hjemme og bedsteforældre. Helt ærligt så havde min barndom ikke været den samme uden minderne om de billige Harboe-sodavand i min farmors kælder eller den slikskuffe, jeg altid forsøgte at holde ved lige (uden held) på mit børneværelse.