7 grunde til at jeg spiser slik hver aften

KLUMME: Jeg har altid været usandsynligt glad for slik. Som i “slik er min allerbedste ven”.

Sådan har jeg egentlig altid haft det. Jeg husker, hvordan jeg som barn altid brugte alle mine lommepenge på bland-selv-slik, og jeg en dag i arrigskab, fordi min mor blev så vred over, at jeg igen havde brugt hele min tyvekrone på godt og blandet, smed hele posen inklusiv indhold i skraldespanden.

I dag har jeg to små børn. Og når man har to små børn er man generelt træt. Trætheden er blevet en fast del af min hverdag. For det meste lever jeg med trætheden uden at tænke det store over den, bortset fra i to situationer: 1) Hvis man får lagt sig ned i mere end fem minutter i løbet af dagen, kommer trætheden buldrende ind over én, 2) når man sidder om eftermiddagen og nærmest kan blunde, mens man læser ’En dag i vuggestuen smørklatten’ for min etårige datter for tredje gang i træk.

Min hjerne skriger på sukker flere gange dagligt. Den vil have hurtige kulhydrater, der kortvarigt – men oh hvilken lykke – omsættes til en smule energi.

Men slik er jo ikke sundt. Og det burde sige sig selv for et voksent menneske, at det at spise 300 gram slik (så meget er det da heller ikke, er det?) for tredje aften i træk, ikke er en mulighed. Ikke desto mindre ser jeg flere gange om ugen mine ben slæbe mig ned til slikbutikken.

Her er 7 grunde til, at jeg ender med at spise slik de fleste aftener:

1. Jeg er de fleste aftener for træt til at gå ud og socialisere, når mine to små endelig begge sover omkring kl. 21.

2.  Min dag har været hård: Jeg har været oppe kl. 06:00, fået to unger op (min mand møder tidligt), lavet morgenmad, givet tøj på, afleveret i børnehave og vuggestue, cyklet på arbejde, arbejdet i otte timer, cyklet hjem, leget med børn (gud ske lov kan min mand lave mad), puttet genstridige unger og ryddet op i hele lejligheden. Når min halvflade post graviditets-bagdel endelig ender i sofaen er en belønning på sin plads: helst noget jeg kan kaste i hovedet.

3. Jeg glemmer at give mig selv en pause i løbet af dagen. Eller dvs. de fleste dage er det ret umuligt at sige: Jeg har lige brug for at sidde i mine egne tanker i et kvarter, for jeg er faktisk ret smadret. Hvor skulle det kvarter lige presses ind? Så når jeg endelig har lidt fred og ro om aftenen, har jeg overskredet mine egne grænser så mange gange i løbet af dagen, at jeg VIRKELIG har brug for en pause. Og en pause, hvor jeg nurser mig selv er blevet lig med bland selv slik.

4. Efter barn nummer to har min krop ændret sig en hel del. Efter barn nummer ét, var jeg slankere, end jeg nogensinde har været før. Efter barn nummer to har jeg stort set ingen bryster og min muskulatur i bagdelen er forsvundet som dug for solen (jeg sværger, at det skete under selve fødslen!). Derfor går jeg ikke helt lige så meget op i, om jeg lige får smidt de sidste par kilo – ergo er slik svært at modstå.

5. Jeg ELSKER slik. Og her taler vi altså ikke om Summerbird-flødeboller, mørk chokolade fra Urtekram og økologiske lakridser, som ellers ville være på sin plads for en som mig, der går en del op i trends og livstil. Nej, jeg er typen, der blander alt, hvad der indeholder farvestoffer og e-numre i en knitrende papirspose og forlader biksen, mens jeg desperat forsøger at kamuflere min fangst i et trendy medbragt stofnet.

6. Da jeg var på barsel, kunne jeg blive helt deprimeret de dage, hvor jeg havde besluttet mig for, at i aften skulle jeg ikke have noget slik. Jeg kunne godt lide at have slikket at glæde mig til, når jeg havde kæmpet mig igennem en hel dag på for lidt søvn. En anelse sørgeligt? Ja mon ikke.

7. Jeg har generelt lidt svært ved at sætte grænser for mig selv, når det kommer til at konsumere. Til stor irritation for min mand (og mig selv). Jeg har lidt en mentalitet, der siger: ”Jeg skal da ha’”. Min rationelle fornuft forsøger dagligt at råbe mig op i form af en lille stemme, der siger: ”Du kan altså ikke spise en kæmpe slikpose igen i dag!” ”Det er usundt Amalie!” eller ”Du behøver altså ikke den slikpose – det her handler om noget andet!” Men lige lidt hjælper det.

Mit mål er at forsøge at spise mindre slik. Men præcis hvordan, ved jeg ikke helt. Gode bud – der ikke er i spis-et-par-brikker-mørk-chokolade-genren – modtages med kyshånd!