Cheesecake med irsk whiskey

Cheesecake med irsk whiskey

Irsk whiskey er et 'must' i en klassisk Irish Coffee, men vidste du, at den irske whiskey også er ideel til madlavning? Her har vi brugt whiskey i en lækker cheese cake med blommer og blå bær.

6-8 personer

Total:2 timer

Ingredienser

  • 1 ark bagepapir springform (Ø20 cm)
  • 80 g smør + 10 g smør til formen
  • 275 g cantuccini (mandelkiks)
  • 4 spsk. Tullamore D.E.W. Whiskey (eller en anden whiskey der ikke er for røget eller for dominerende i smagen)
  • 1 økologisk citron
  • 450 g ricotta
  • 2 dl piskefløde
  • 80 g sukker
  • 2 æg
  • 4 blommer
  • 125 g blåbær

Sådan laver du cheese cake med whiskey

  1. Klip bagepapiret i en cirkel på 20 cm i diameter, så den passer til formens bund. Læg den i bunden af formen og smør kanten med lidt smør.
  2. Smelt 80 g smør på en lille pande. Knus mandelkiksene fint og gem 75 g af knaset til cremen og til pynt. Vend de resterende 200 g knuste kiks med smørret, til en fast masse.
  3. Kom kiksemassen i springformens bund og tryk det let sammen evt. med bagsiden af en ske. Dryp bunden med 1-2 spsk. whisky og sæt formen på køl i 1-2 timer.
  4. Tænd ovnen på 160 grader.
  5. Riv citronskallen fint i en stor skål. Tilsæt ricotta, fløde, sukker og 2 spsk. whisky.
  6. Pisk æggene i og vend til sidst 40 g af de gemte knuste kiks i cremen. Kom cremen i formen over kiksebunden og glat med en dejskraber. Drys de resterende 35 g knuste kiks rundt i kanten.
  7. Bag kagen i ovnen i ca. 50-60 minutter, til den er lysebrun og fast. Den må gerne være en anelse blævrende. Sluk ovnen og åben ovnlågen. Lad kagen afkøle i ovnen på eftervarmen med åben ovnlåge.
  8. Sæt whiskey-cheesekagen på køl i 6-8 timer.
  9. Skyl blommer og blåbær og skær blommerne i både. Tag forsigtigt kagen ud af formen, pynt med blommer og bær og server.