Stor cookie a la kanelsnegl

Stor kanelsnegl-cookie

En kæmpestor cookie forklædt som kanelsnegl lyder måske lidt skørt, mendet smager genialt godt. En skøn hybrid af to meget populære kager. Kæmpe-kanelsnegls-cookien vil helt sikkert gøre lykke til både børnefødselsdage og på kaffebordet. Opskriften får du her:

Kanelsnegl-cookie til 8 personer

Total:1 time

Ingredienser

  • Cookie:
  • 75 g blødt smør
  • 150 g brun farin
  • 1 æg
  • 150 g hvedemel
  • ½ tsk bagepulver
  • 1 nip salt
  • Remonce:
  • 75 g blødt smør
  • 75 g brun farin
  • 1 spsk stødt kanel
  • Glasur:
  • 100 g flormelis
  • 1-2 spsk vand
  • 1 tsk frysetørret hindbær

Sådan bager du kanelsnegl-cookie

  1. Cookie:
  2. 1. Pisk smør og farin let og luftigt i en skål. Tilsæt ægget.
  3. 2. Bland mel, bagepulver og salt, og rør det i. Rul dejen ud i en firkant (ca. ½ cm tyk) mellem to stykker bagepapir, og lad den hvile i køleskabet i ca. 1 time.
  4. Remonce:
  5. 3. Pisk smør, brun farin og kanel sammen i en skål, og smør den ud på cookiedejen.
  6. 4. Skær smalle stænger (2-3 cm brede) af dejen. Rul en af stængerne sammen til en kanelsnegl, og placer den i midten af en rund form (16- 18 cm i diameter).
  7. 5. Vikl resten af stængerne omkring den lille snegl, så du får 1 stor kanelsnegl. Bag kanelsneglecookien i ca. 20 minutter ved 200 grader, og lad den køle helt af.
  8. Glasur:
  9. 6. Rør flormelis og vand til tyk glasur, og kom den i en sprøjtepose med lille tylle. Sprøjt en spiral ud på kanelsneglecookien, og pynt med frysetørret hindbær.