"Jeg er besat af at se ung ud, og jeg er blevet afhængig af kirurgi og botox"
En fik en spontan brystoperation, en anden en velovervejet tilretning af maveskindet. Og enenkelt er afhængig af skønhedskirurgi. Hør fem kvinder fortælle om deres forskønnende indgreb.
"Folk troede, at jeg var gravid"
Hvem: Henriette Christensen, 31, butiksbestyrer
Hvad: mave
Hvornår: 2015
LÆS OGSÅ: Hver 4. kvinde overvejer en skønhedsoperation
− Jeg gik og sugede maven ind. Altid. Og alligevel så jeg tyk ud. Efter at have født to store babyer var min bugvæg ødelagt. Mavemusklerne var gået fra hinanden og kunne ikke trække sig sammen igen, så selvom jeg tabte mig, blev min mave ved at være stor, og huden var slap. Jeg havde det forfærdeligt med det.
− Folk troede, at jeg var gravid. Flere af mine bekendte spurgte mig overrasket, om vi allerede skulle have barn nummer tre, da min mave efter to graviditeter nægtede at trække sig sammen. Det gjorde virkelig ondt at få de kommentarer, men jeg forstod dem godt, for jeg lignede virkelig en, der var gravid i sjette måned.
− Det tærede utrolig meget på min selvtillid. Jeg gik kun i oversizetøj, og jeg sov altid med bluse på – også når jeg var sammen med min kæreste. Da jeg fandt ud af, at jeg kunne få en operation, som endda blev betalt af det offentlige, takkede jeg derfor ja med det samme.
− Bugvæggen blev syet sammen, jeg fik en fedtsugning, det løse skind blev fjernet, og jeg fik en ny navle. Det var et stort indgreb, og jeg var ret nervøs, men i dag er jeg enormt glad for, at jeg fik det gjort. Min mave er blevet helt flad, og jeg er blevet et meget gladere menneske, for nu kan jeg slappe af og skal ikke længere tænke på at skjule min mave hele tiden.
− Selvfølgelig ville jeg ønske, at operationen ikke havde været nødvendig, og at min mave havde trukket sig sammen af sig selv. Men når det nu ikke kunne være sådan, er jeg rigtig glad for, at lægerne kunne hjælpe mig. Det ville da være trist, hvis jeg skulle gå i "stram ind"-undertøj resten af livet.
"Jeg var fladere end flad"
Hvem: Gitte Nielsen, 49, pædagog
Hvad: bryster
Hvornår: 1998
− ”Er du egentlig en dreng eller en pige?” var der engang en mand, der spurgte mig. Jeg var 20 år gammel, men jeg havde absolut ingen bryster. Jeg var fladere end flad, og man kunne ikke engang få en bh i min størrelse. Uanset hvad jeg tog på, var det umuligt for mig at føle mig sexet, og det var virkelig ikke særlig fedt. Det var faktisk ret modbydeligt.
− Jeg havde det utroligt dårligt med mig selv og mine ikkeeksisterende bryster. Jeg var flov og skammede mig, når jeg stod i svømmehallen og lignede en 8-årig pige, og i hverdagen skjulte jeg min krop i løst tøj. Jeg ved jo godt, at det er noget pjat, men jeg følte virkelig, at mine bryster bremsede mig i mit sociale liv, og når den følelse først har sat sig fast i ens hoved, bliver det jo ved.
− Jeg overvejede en brystforstørrende operation flere gange, men jeg havde ikke råd. Da jeg var omkring 30 år, var der en dag en, der fortalte mig, at man kunne søge om at få operationen betalt af det offentlige, og så gjorde jeg alvor af det med det samme. Jeg fik en samtale med min læge, som sendte mig videre til plastikkirurgisk afdeling, og heldigvis blev jeg godkendt.
− Som 32-årig fik jeg lavet mine silikonebryster. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var det, jeg ville. Jeg kunne ikke selv bestemme størrelsen, og jeg fik en helt almindelig B-skål, for det er den størrelse, som passer til min krop.
− Første gang jeg så dem, tænkte jeg bare: ”De er jo som skabt til mig!” Jeg var så glad og taknemmelig, og det har betydet rigtig meget for min selvtillid. Nu føler jeg mig som en kvinde. Jeg er ikke længere bange for at vise mig frem, og selvom det er 17 år siden, får jeg stadig masser af komplimenter.
LÆS OGSÅ: Budgetfund: Jeg har til tider brugt nogle meget dyre cremer, men er altid faldet tilbage til denne
"Det ville være forfærdeligt, hvis min hemmelighed slap ud"
Hvem: Anonym, 38
Hvad: bryster og øjne
Hvornår: 2007-2015
− Når folk spørger mig, hvordan jeg kan se så frisk ud, svarer jeg, at jeg drikker masser af vand og sover godt om natten. Ingen ved, at jeg i virkeligheden har fået lavet botox omkring mine øjne – og det skal de heller aldrig have at vide. Det ville være forfærdeligt, hvis min hemmelighed slap ud!
− Jeg får tit at vide, at jeg har flotte bryster. Det er sjovt, for i virkeligheden er de meget små. Jeg overvejer snart at få lavet en brystforstørrende operation, for indtil videre har jeg kun fået et løft. Der er selvfølgelig ingen, der skal have det at vide, og ingen kommer til at kunne se forskel, for lige nu går jeg altid med to bh'er og indlæg, så det ser ud, som om jeg har en stor barm.
− Det virker så falsk, at man har fået ændret noget ved sig selv, og jeg frygter, at folk vil se mig på en anden måde, hvis de ved, at jeg har fået botox og har fået lavet bryster. Så vil de sikkert tænke, at det kun er derfor, jeg er smuk. Jeg vil så gerne være ægte og naturlig, og jeg vil ikke have, at folk synes, at jeg er falsk.
− Måske er det lidt at lyve for sig selv, for jeg ved jo godt, at hverken mine øjne eller mine bryster er naturlige, og hvis jeg skal være helt ærligt, føler jeg da også, at jeg har snydt lidt for skønheden. Men så længe folk ikke ved det, har jeg det fint med det. Jeg får rigtig mange komplimenter – også fra unge fyre – og jeg har fået meget mere selvtillid efter indgrebene.
− Jeg vil se ung ud til den dag, jeg ligger i graven. Jeg er godt klar over, at man ikke kan stoppe aldringen, men jeg gør alt, hvad jeg kan, for jeg kan ikke klare tanken om at se gammel ud, mens jeg føler mig ung indeni. Jeg vil ikke se plastikagtig ud – jeg tilstræber bare at se ud, som jeg gjorde for 10-15 år siden.
”Jeg er besat af at se ung ud”
Hvem: Maria Reuter, 41
Hvad: bryster, øjne, rynker
Hvornår: 2009-2015
− Jeg nægter at ligne en på 41, og jeg siger altid til folk, at jeg er 37. Jeg har fået lavet bryster og fået både restylane og botox. Efter at have ammet to børn var mine bryster rykket en del sydpå, og de var mindre end en A-skål. Mine rynker fra næsen til munden gjorde, at jeg lignede en fransk bulldog, og mine øjne hang, så jeg konstant så træt ud.− Vi bliver bedømt på vores udseende hele tiden – det kan man ikke komme uden om. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg føler mig smuk. Og så kan det da godt være, at det er lidt snyd, at jeg får fikset noget her og der, men jeg bliver gladere af det, og det, synes jeg, er det vigtigste.
− Hvis ikke jeg ser ung ud, har jeg det virkelig ikke godt med mig selv. Min utilfredshed bliver altoverskyggende, jeg kan ikke fokusere på andet end mine fejl og mangler, og det bliver en psykisk belastning for mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har det sådan, men jeg vil ikke stå tilbage for en 23-årig.
− Efter mine indgreb er jeg blevet en helt anden person. Jeg er blevet lykkeligere og meget mere udadvendt. Muligvis kunne jeg have arbejdet med mine problemer psykisk i stedet for at få hjælp fra kirurgerne, men man bliver altså ikke mere sexet af at gå i terapi, så det var ikke løsningen for mig.
− Jeg er blevet smukkere, men jeg har ikke nået målet endnu. Jeg tror først, at jeg er færdig, den dag jeg vågner, ser mig selv i spejlet og er tilfreds – men det sker nok aldrig. Når man først er gået i gang, kan man ikke stoppe igen. Jeg er besat af at se ung ud, og jeg er blevet afhængig af kirurgi og botox. Mit udseende er mit evige projekt.
LÆS OGSÅ: 5 kendte kvinder: Sådan holder vi os smukke kvit og frit
”Jeg troede, at større bryster ville gøre mig gladere”
Hvem: Lærke Fris, 25, materialist
Hvad: bryster og læber
Hvornår: 2008-2015
− Jeg ville aldrig vælge at få lavet mine bryster større, hvis jeg skulle tage beslutningen i dag, men dengang jeg fik en brystforstørrende operation, var jeg kun lige fyldt 18 år. Alle mine veninder snakkede om, at de gerne ville have større bryster, så jeg tænkte: ”Nå ja, det er måske en meget god ide.” Det var en ret spontan beslutning.
− Faktisk havde jeg det fint med min krop, og mine bryster var flotte, men jeg troede, at større bryster ville gøre mig gladere og give mig mere opmærksomhed fra fyrene. Så to dage efter min 18-årsfødselsdag tog jeg til forundersøgelse, og fire uger efter havde jeg en størrelse 65G.
− Lige efter operationen gik jeg i nedringede bluser og nød opmærksomheden. Det var sjovt og spændende pludselig at have store bryster, men ret hurtigt blev de bare en del af mig. Jeg havde regnet med, at flere fyre ville kunne lide mig, men det var ikke tilfældet, og interessen stilnede hurtigt af.
− I dag viser jeg aldrig mine bryster frem. De er pæne, men hvis jeg har nedringede toppe på, ser det vulgært ud, og jeg overvejer faktisk at få dem lavet mindre. I takt med, at jeg er blevet ældre, hviler jeg mere i mig selv, og jeg har opdaget, at selvtilliden ikke sidder i brysterne.
− Jeg synes, det er fint, at man har mulighed for at ændre på sit udseende, hvis man er utilfreds. Jeg får for eksempel restylane i læberne hvert halve år, og det er jeg glad for. Som udgangspunkt synes jeg dog, at man skal passe på med at lægge sig under kniven, hvis der ikke decideret er noget galt, og jeg er ret sikker på, at jeg ville være lige så glad i dag, hvis mine bryster var naturlige.
Sådan gjorde vi
Analysefirmaet Megafon har sammen med ALT for damerne og partnere gennemført den store undersøgelse om kvinder og krop. Undersøgelsen blev gennemført blandt et repræsentativt udsnit af danske kvinder over 18 år. 1176 kvinder indgik i undersøgelsen.
De følgende virksomheder er partnere i undersøgelsen (i alfabetisk rækkefølge): Danpo, Imedeen, Little Miracles, L'Oréal, Matas, Memira.
LÆS OGSÅ: Her er din ultimative guide til overgangsalderen
LÆS OGSÅ: 10 produkter, vi bruger hver sommer
LÆS OGSÅ: 3 råd til meget flottere hud som ikke koster dig en krone