Spice Girls til Brit Awards

I mere end 100 år har frisuren delt vandene: Nu er den (igen) for alvor tilbage

I mere end 100 år har pagen delt vandene og været anset som topmålet af provokation, raffinement OG kedelig konefrisure. Få klipninger har så mange trofaste disciple og skeptiske kritikere, men uanset om du elsker din page, aldrig skal bede om den eller faktisk går med overvejelser om at lade lokkerne falde, så læs med, når ALT for damerne kigger nærmere på de halvlange længder også kaldet the bob.

Pludselig var den hér, dér og alle vegne. Pagen.

Bedst som vi troede, at vi skulle have extensions, bløde bølger og lange længder godt hjulpet på vej af romancens genkomst med serier som 'Bridgerton' og den generelle forelskelse i nostalgisk popkultur med binging af serier som '90210' og 'Sex and The City', så er der sket noget på hårscenen. 

Kendisser fra Zendaya og Lily Collins til Victoria Beckham og Penelope Cruz har ladet de lange længder falde til fordel for nye versioner af den moderne frisureklassiker: pagen.

Men hvad skete der lige? Og hvorfor nu?

En farlig frisure

Pagen, der på engelsk lystrer navnet the bob, er mere end blot en simpel frisure – den er et symbol på selvtillid, individualitet og ofte også et stille oprør mod traditionelle skønhedsidealer.

Selvom kvinder gennem historien og på tværs af kulturer har båret kort hår, har langt hår i vestlige samfund længe været betragtet som det feminine ideal – det, som ”rigtige” kvinder skulle ønske sig.

Fokusset på langt hår som den kvindelige ”norm” har faktisk været langt mere konstant end andre skønhedsidealer, såsom kropsformer. Derfor har det i det 20. og 21. århundrede også været set som et markant signal, når en kvinde vælger at klippe sit lange hår kortere; det er et brud med de konventionelle skønhedsnormer – et brud, der signalerer uafhængighed og styrke.

Pagen har haft mange fans igennem tiden, deriblandt model Linda Evangelista i 1980’erne.

Idéen om den rebelske, kortklippede kvinde kan muligvis spores helt tilbage til Jeanne d’Arc, der levede fra 1412-1431 i Frankrig og døde som jomfru, martyr og frihedskæmper – og som page-klippet kriger.

Siden begyndelsen af det 20. århundrede har pagen især været forbundet med store sociale og politiske ændringer. I 1920 sporede The New York Times oprindelsen af ”page-epidemien” tilbage til 1903, hvor to kvindelige studerende fra Bryn Mawr College dukkede op med kort hår for at spille basketball. 

Artiklen hævder, at frisuren blev populær i Greenwich Village mellem 1908 og 1912 takket være indflydelsen fra ”intellektuelle kvinder” fra Rusland, som brugte frisuren til at skjule sig for politiet.

I 1920’erne cementerede de såkaldte flapper girls pagen som billedet på den selvstændige, moderne kvinde, der drak, røg, tyggede tyggegummi og dansede og elskede, som det behagede hende. Og her var pagen ideel, for den enkle, korte frisure passede perfekt til tidens mode med slanke silhuetter og gjorde det lettere at deltage i den vilde dans, som prægede tidens natklubber.

Frisuren – der her var ganske kort og ofte ledsaget af et skarpt pandehår – blev et kendetegn for ikoniske skuespillere som Clara Bow og Louise Brooks, hvis skarpe, ikoniske frisure satte sit præg på samtidens mode og kvindesyn.

Selvom pagen i dag er relativt ukontroversiel og ofte får det lidet flatterende prædikat ”en praktisk page”, som midaldrende kvinder tyer til, når work/life-balancen ikke tillader besværlige længder og tid til krøl, glatning og føn, så mødte frisuren oprindeligt en del modstand. Konservative kredse i USA specifikt og den vestlige verden generelt anså kort hår for et tegn på, at kvinder forsøgte at ”opføre sig som mænd” ved at bryde med traditionelle kønsroller og skønhedsidealer.

Kvinder med det kæbekorte hår blev ofte associeret med skandaløs opførsel såsom at drikke alkohol, bære makeup og vise knæ – ting, der var rystende i mellemkrigstidens konservative kredse. Pagen blev derfor et symbol på kvindernes oprør mod traditionelle forventninger og et symbol på emancipation.

Skuespillerinden Mary Gordon udtalte i 1927, at ”det at slippe for vores lange hår er en af de mange små lænker, som kvinder har smidt i deres kamp for frihed. Alt, der hjælper kvinders frigørelse, uanset hvor småt det kan virke, er det hele værd.”

Og på trods af modstanden var det ikke muligt at standse udbredelsen af den korte frisure. Selv konservative kvinder, der ikke ønskede at skille sig for meget ud, begyndte at bære parykker, der efterlignede pagen, og når frisørsaloner nægtede at udføre denne ”drastiske” klipning, var der flere kvinder, der endte med at gå til barbersaloner, hvor man var mere villig til at foretage den modige klipning.

I 1960’erne fik pagen en renæssance, da frisøren Vidal Sassoon genfortolkede den.

Kend din klipning

Den klassiske page 

Den, der skærer lige ved hagen, og som oftest har enderne bukket indad. Ingen inkarnerer den version bedre end chefredaktør på amerikansk Vogue, Anna Wintour.

Den skarpe page 

Også kaldet razor cut bob skæres med en barberkniv i stedet for saks, har hakkede, teksturerede spidser og et mere rocket, sexet look. Lily Collins har netop fået klippet den, og både Gigi Hadid og Halle Berry bærer netop nu versioner af looket.

Midi-pagen 

Går under hagen, men uden at ramme skulderen. Den er blevet set på Alicia Vikander, Salma Hayek, Penelope Cruz, Margot Robbie og Kendall Jenner, og det er der nok en grund til. Det er den perfekte længde til dig, der er ved at lade en korthårsfrisure vokse ud.

Den lange page

Ned tilnavnet Lob (the long bob) er perfekt til dig, der ikke kan undvære en hestehale-løsning af og til, til dig der ikke kan få rigtigt langt hår eller til dig, der gerne vil prøve en trend af, men ikke har modet til en kort page. Bl.a. Victoria Beckham og Zendaya har rocket den lange page.

Pagens genkomst

Efter 1940’erne og 1950’erne, hvor man orienterede sig mod mere traditionelt feminine looks med markerede taljer, klokkeformede skørter, torpedo-bh’er og lange længder, så fik pagehåret sin renæssance i 1960’erne. Her blev den genfortolket af den legendariske frisør Vidal Sassoon, der gav den et mere kantet og moderne look. 

Frisuren blev igen populær i 1980’erne, hvor supermodeller som Linda Evangelista gjorde den til en statementfrisure, der matchede den spirende minimalisme – der varede langt ind i 90’erne. Siden da har frisuren været båret af adskillige kendisser og har cementeret sin plads som et symbol på både stil og kvindelig styrke.

Selvom frisuren ikke nødvendigvis vækker lige så meget opsigt som tidligere, er den stadig et stærkt udtryk for kvinders frigørelse og kontrol over deres egen krop; måske fordi vi associerer den med kvinder forbundet med magt, styrke og selvstændighed – fra Coco Chanel og Greta Garbo til Jackie Kennedy, Anna Wintour, Diana Ross og Debbie Harry.

Dagbladets Informations kunstredaktør, Maria Kjær Themsen, har selv rocket en page hele sit liv. I dag er det hendes signaturlook, men den har også været et nødvendigt onde:

"Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det var et sikkert stilvalg fra min side, men det handler mest af alt om, at jeg ikke kan få langt hår. Jeg har altid elsket kvinder med langt hår og ville ønske, jeg selv kunne gro en ordentlig manke, men de der tynde, glatte leverpostejsfarvede lokker jeg har, egner sig bedst til noget kort og skarpt," fortæller hun.

Maria Kjær Themsen har været igennem flere former for page – fra en Kleopatra’sk version i rød henna over en Elsa Gress-agtig grydeklip til en næsten Vidal Sassoon’sk asymmetrisk version. I dag har hun forliget sig med sin egen naturlige hårfarve og bare at ligne sig selv. Men sådan var det ikke altid.

"Hele min barndom havde jeg grydefrisure, og da tv-serien med 'Silas og den sorte hoppe' blev sendt, blev jeg enormt barneforelsket i Silas. Vi havde samme frisure, samme store mellemrum mellem fortænderne og samme dybe forbindelse til hesten. Så Silas var klart mit første forbillede," husker hun.

Der er masser af page-inspiration at hente i filmens verden hos bl.a. Uma Thurman i 'Pulp Fiction'.

"Da jeg blev ældre, forelskede jeg mig i 1920’ernes garçonne-look (drengepige-look eller flapper-look, red.), og typer som skuespilleren Louise Brooks blev mine stilmæssige forbilleder. 20’ernes og 30’ernes æstetik ligger stadig som en grundsats i min egen stil og garderobe," siger Maria Kjær Themsen og bemærker, at pagen modsat mange andre frisurer ofte indbyder til sammenligninger.

"Jeg elskede at have en sort, skarp page, men blev lidt træt af altid at blive set som håret først a la: ”Du ligner hende fra Pulp Fiction”. Så jeg affarvede det sorte, og pagen blev hennafarvet. Så var det ikke længere Uma Thurman, jeg blev sammenlignet med, men Milla Jovovich i 'Det Femte element'," griner hun.

"Pager minder altid folk om nogen. Men nu hvor jeg ikke længere har farvet håret, så er det mindre en karakter og mere mig, der bliver set. Jeg kan allerbedst lide en skarp page, men somme tider får jeg klippet den lidt mindre spydig. Jeg har haft den samme frisør, siden jeg blev Stuhr-model som 21-årig, Anja Lychua, der i dag har egen salon, og hun ved præcis, hvordan den page skal skæres."

Den kan noget, den page

En udbredt page-fordom er, at den kræver mere tid med føntørreren end de fleste andre frisurer.

"Absolut ikke," afviser Maria Kjær Themsen og fortsætter:

"Har man lokkerne til den frisure, så sætter de sig automatisk til rette. Så skal der måske lige glattes lidt, når man skal ud. Altså, jeg ville da ønske, at jeg kunne komme forbi frisøren hver morgen som Anna Wintour og lige blive professionelt stylet, inden jeg skal møde verden. Men en god shampoo og et glattejern gør også meget."

Det er Ofia Seghaou, der er professionel hårstylist med egen salon, overvejende enig i.

"Men det er vigtigt, at man tager en god snak med sin frisør, før man lader lokkerne falde. Du skal nemlig tage hensyn til hårets struktur, eventuelle hvirvler, hvor meget styling du har tid til, og om du har overskud til den vedligeholdelse, det trods alt kræver. En klassisk page-kunde skal regne med en klipning hver 6-8 uge, så den ser velplejet ud," siger hun.

Influencer Thora Valdimars kom i starten af året med på bob-bølgen.

Ofia Seghaou mener ikke, det er bemærkelsesværdigt, at pagen er tilbage i modebilledet, for i hendes optik var den aldrig helt væk.

"Mange har sådan et elske-/hade-forhold til pagen. Der er både fordomme og forbilleder at finde i den klip fra den evindelige ”laden stå til/mor-pagen” over den klassiske ”old money-page” med en gradueret nakke til den evigt chikke og korte ”frankofil pige-page,”" forklarer Ofia Seghaou.

"Den mest klædelige page – eller den de fleste kan bære – er den, der går to fingre under kæben. Det er midi-pagen, der er meget fremme lige nu. Der er mange teknikker, som pagen kan klippes i, og derfor er det ikke nemt at give generelle råd, hvis du overvejer at bliver klippet. Du kan både få en gradueret klip eller en mere solid klippeform, ligesom klippelinjen kan være diagonal med kæben eller horisontal. Det er disse faktorer og dit hårs struktur, der påvirker den endelige form."

Hvilke kendte kvinder bærer den særligt godt, og hvad kan man lade sig inspirere af?

"Flere kendte kvinder kører fra tid til anden page-looket. I modesammenhænge kan man ikke sige page uden at nævne Anna Wintour, men jeg tror dog også, at hun for mange repræsenterer skræmmebilledet på en page, da hun har et nærmest Playmobil-agtigt look," siger eksperten.

"Jeg elsker den måde, Cate Blanchett bærer pagen; hun er for mig en stor inspiration. Hendes klipning og styling er eksempler på et udtryk, der ville være klædeligt til de fleste. Man kan heller ikke komme uden om The Kardashians, der på skift tager pagen op. De kører altid det super sleek og grafiske look, ligesom nu også Lily Collins er hoppet med på det frankofile page-look."

Herhjemme er der også flere danske stilikoner, der har kastet sig ud i en page. Thora Valdimars, der er influencer og en af designerne bag Rotate, fik i starten af året klippet en skarp page, og det var netop i salon Ofia på Frederiksberg.

"Thora er en evig inspirationskilde for os i salonen, og hun deler altid de indtryk, hun har fået til de store modeuger i Paris, New York, Milano og London. Thora har aldrig været bange for at lege med længden, farven og tekstur på sit hår, og vi har derfor tilpasset hendes frisure efter, hvad vi fandt passende til sæsonen. Hun havde i et stykke tid gået og leget med ideen om pagen, og nu var tiden til det."

Hun viser, hvor klædelig, moderne og cool en klassisk blond bob kan se ud. Hendes look understreger, hvad mange nok har opdaget: En velklippet page gør det samme for dit look, som en lækker hvid T-shirt gør for din garderobe. Den kan tilpasses tidens tendenser, den har lige som altid været her, og den er en ægte klassiker, man aldrig bliver træt af.

Ofia Seghaou

er lead hair stylist med egen salon på Frederiksberg, hvor der bl.a. bliver klippet versioner af pager på kendte kvinder som Thora Valdimars, Camille Jones og Anja Camilla Aladji.

Gel Serum, Oribe, 380 kr.

Maui Wowie Beach Mist, Phillip B, 280 kr.

Skarp som på Sharin og blød a la Helena

International hårstylist Marianne Jensen er også en garvet pageklipper, og hun bliver aldrig træt af frisuren.

"Pagen er for mig en never ending story, den har en evne til at genopfinde sig selv. Lige nu ser man den ofte i en blødere form, the baroque bob, hvor vi styler den med krøllejern og bobber den mere end længe set," forklarer hun.

"For mig er pagen indbegrebet af en power hair cut, og jeg ville ønske vores egen statsminister ville går den vej, i stedet for det løse look, hun har lige nu, som bare sender et forvirret signal. Pagen signalerer evig elegance, god smag og cool stil."

Marianne Jensen kigger altid på ansigtsformen, når hun skal afgøre, hvordan saksen skal i spil.

"Hvis du har en rund eller hjerteformet ansigtsform, så er den længere LOB (long bob, red.) klædelig, mens en oval eller smal ansigtsform kan blive rammet flot ind med pandehår. Og hvis du vil have et karakteristisk look, kan den stramme box bob være flot – den laver jeg på f.eks. Sharin Foo med helt lige længder. Det klæder hende så godt, og de få gange, vi har klippet hende anderledes, har jeg altid fortrudt det."

Anderledes er det, når Marianne Jensen skal klippe supermodel Helena Christensens hår – her skal udtrykket ikke være stramt, men derimod levende og organisk:

Model Helena Christensens page har længde, masser af etager og er kombineret med et blødt pandehår.

"Jeg lader altid pagen være længere på Helena og med masser af etager. Og så kan hun bare bære et ikonisk kort pandehår. Hemmeligheden bag hendes klip er de løse spidser, som skaber tekstur og liv og passer godt til hendes egne bløde bevægelser. Derudover synes, jeg at det bliver mere sexet og let af, at snittet i min klip ligger lige over skuldrene, så man får maksimal bevægelse i håret," forklarer hårstylisten.

"For mig er pagen en af de mest tilfredsstillende klipninger. Intet er mere lækkert end en page, der er flot klippet og falder helt rigtigt. Historisk kan vi også se, at pagen vender tilbage igen og igen. Den var stor i 1920’erne og 1930’erne – helt kort med fingerfald. Så yndigt! 

I 1960’erne kom den så tilbage med fuld styrke, da Vidal Sasson første gang klippede den med saks, og det skabte præcedens for den måde, vi klipper den i dag. Jeg har selv klippet page på Pernille Rosendahl og Oh Land, og jeg er sikker på, at mange flere stjerner vil ønske sig den frisure fremover."

Spørger man pagefan Maria Kjær Themsen, hvorfor frisuren kan lide under et ry, der siger, den er ”damet” – eller endnu værre ”konet” – forstår hun det ikke.

"Kigger man på den franske garçonne, er der jo intet konet over det udtryk. Problemet opstår, hvis der kommer en frisk stribe i, eller håret ikke klippes skarpt og teknisk godt. Frisøren skal med andre ord være knalddygtig. Jeg havde totalt krise, da min frisør var på barsel – der faldt min klipning ikke altid heldigt ud," husker hun.

I dag ved hun, at pagen bliver hendes foretrukne frisure resten af livet, men måske med referencer til barndommens første frits.

"Jeg går og drømmer om at få min grydefrisure tilbage. Helt skarpt, helt drenget."

Marianne Jensen

er key hair stylist for det internationale hårfirma KAO og fast holdleder under danske og internationale modeuger – og ikke mindst den eneste, der får lov til at farve og klippe danske stjerner som Oh Land, Sharin Foo og Helena Christensen.

Hairplay Molding Paste, KMS, 250 kr.

Maximista Thickening Spray, Oribe, 315 kr.