Julie Berthelsen

Julie Berthelsen: Jeg var aldrig på noget tidspunkt bygget til størrelse nul. Men det stressede mig

Sanger og forfatter til bogen ”Sund balance”, Julie Berthelsen, kan af og til godt selv have svært ved at finde den rette balance i en hverdag med børn, arbejde og træning, men hun prøver. Og hvis ikke det lykkes, prøver hun igen i morgen.

Hvordan finder du en sund balance i hverdagen?

"Jeg synes ærligt talt, at det er svært. Min mand bor i Sverige, hvor hans nuværende håndboldklub er, og jeg er derfor ene om alt med børnene. Det er fint nok, jeg kan sagtens klare det, og så har vi au pair, så det er en kæmpe hjælp – det var faktisk nok aldrig gået uden. Men det betyder naturligvis alligevel, at der er mindre tid til mig. Derfor skal jeg også finde min sunde balance i det mentale, og når jeg kan, så er jeg rigtig glad for at få trænet lidt. Jeg kan nemlig ikke komme udenom, at træning er en af de ting, der giver mig tid til mig og min krop – og det giver mig følelsen af overskud."

Hvilke udfordringer møder du i forhold til sundhed?

"I ti år har jeg nu fortalt livligt om mit yoyo-agtige liv, hvad det angår. Både fordi der har været to børn undervejs, og min krop har undergået seriøse forandringer, og fordi mit liv er så omskifteligt i alt det forskellige arbejde, som jeg laver i min karriere. Jeg kan se misundeligt på veninder og bekendte, som har fået deres tid tilbage efter børn og kan gå helt og aldeles fast til pilates  tre gange om ugen, eller hvad det nu måtte være. Det er ikke og har aldrig været en mulighed for mig.

Jeg har heldigvis efterhånden erkendt, at sådan er det bare – indtil videre. For det er bare for en periode, hvor der ikke rigtig er mulighed for balance i mit liv. Og det er okay, for det kommer en dag. Jeg tror, at tricket er ikke at være for hård ved sig selv og blot hver dag sørge for at gøre sit bedste, og hvis det en dag gik virkelig dårligt, så prøver man igen dagen efter."

Har dit forhold til sundhed ændret sig med tiden?

"Det har ændret sig med modenhed og alder. Jeg har selv været igennem hele møllen fra teenageårene til 20’erne, hvor jeg knoklede for ”idealet”, som i mine starttyvere var size zero – Gudbevares! Jeg var aldrig på noget tidspunkt bygget til størrelse nul. Hverken i krop eller i sind. Men det var det, der stressede mig dengang. I mine teenageår var jeg eliteidrætsudøver – dyrkede langrend på landsholdsplan – og der var det noget helt andet, der prægede mig. Træning og form var alt, og mentaltræning fyldte meget.

Det gavner mig i dag, at jeg har den baggrund, for jeg kender min krop, jeg kender grænserne, og jeg kender min mentale styrke. Af samme grund er jeg stadig god til træning, og min krop er modtagelig og grundstærk. Årene i 30’erne lærte mig, at mine valg forandrer mig. Med to graviditeter og børn gennemgik jeg nye opdagelser om mig selv og min krop, som først nu, i starten af 40’erne, begynder at sætte sig."

Julie Berthelsen, 42 år.

Sanger, lydbogsindlæser og smykkedesigner hos Bykjærgaard. Hun har udgivet fem albums og er bl.a. kendt fra tv-programmet ”Kendisfamilier” og som deltager og vært ved ”Melodi Grand Prix”. Hun har derudover udgivet bogen ”Sund balance” og er medejer af firmaet Northern Decoration. Hun er gift med håndboldspiller Minik Dahl Høegh, og sammen har de Casper, 10, og Sia, 6.