Lykke blev ramt af Corona: ”Jeg skulle samle al min mentale energi for at kunne kravle ud af sengen”

Der kommer til at gå et par år, før Lykke Svarre glemmer sin 44-års fødselsdag. Det var den 11. marts 2020, og det blev den dag, landet lukkede ned på grund af coronavirus.

"Vi havde været ude at spise med vores tre sønner, men da vi kom hjem, var min mand utilpas. Jeg troede, det var søvnunderskud", husker Lykke. Men den aften begyndte hendes mobil at bimle, og det var ikke gratulanter.

"Det var mine elever, der ville høre, om de skulle i skole næste dag."

Lykke vidste ikke mere end alle andre, så hun og hendes mand forsøgte at orientere sig i internationale medier, inden de gik tidligt i seng. Næste dag var hendes mand rigtigt syg. Han var øm i kroppen og havde feber.

"Det var intenst. Han havde også hoste. Altså sådan en rigtig hoste fra dybet", siger Lykke og tager sig til brystet. Dagen efter var hun også selv syg, og da var de ikke længere i tvivl om, at de havde COVID-19, så de delte huset op mellem sig, så de havde én etage, mens deres tre raske drenge havde en anden. Der var en ganske god grund til, at deres drenge ikke også skulle inficeres.

"Den ene af vores tvillinger har en genfejl. Det betyder, at han både har en medfødt hjerte- og leverfejl, og han har nedsat immunforsvar", forklarer hun.

To syge, tre raske

På det tidspunkt kørte alle medier på fuld drøn om corona, selv om ingen vidste noget ret præcist om sygdommen, eller hvordan den smitter.

"Vi tænkte, at vi måtte blive tjekket, for Sune måtte bare ikke få det her", husker Lykke.

Mandag morgen trillede Lykke og hendes mand ind på Roskilde Sygehus’ parkeringsplads til en test i et stort hvidt telt. På bagsædet sad deres søn, Sune. Ganske som de forventede, var de voksne syge, men Sune var heldigvis ikke smittet.

"Det havde jeg ikke set komme. Inkubationstiden for COVID-19 er lang, så man smitter i flere dage inden, man selv bliver syg. Så der var faktisk ingen grund til, at Sune ikke skulle være syg", siger hun stadig forundret.

Fra da af levede familien strengt opdelt. Lykke og hendes mand blev i stueplan, hvor de i forvejen har deres soveværelse, og hvor køkkenet er. Badeværelset er i kælderen, og drengene sad ovenpå og gamede dagen lang.

"På grund af Sune er vi ret vant til sygehusvæsnet. Som familie har vi tit været i højeste alarmberedskab, men vi går ikke i panik, for vi ved, at det ikke hjælper. Men vi indrettede os nærmest som et sterilt hospital. Når en af de to syge havde brugt toilettet, sprittede de det af i rodalon. Bordplader, kontakter og alle ting blev sprittet af flere gange dagligt, og når nogen fra stueplan ville i kontakt med dem på første, foregik det på telefon."

Men det var ikke en frisk mor, der kunne gå og ordne hus og hjem.

"Allerede fra starten mistede jeg stemmen for første gang i mit liv. De værste dage var der, hvor vi fik resultatet. Jeg skulle samle al min mentale energi for at kunne kravle ud af sengen. Når jeg skulle ned på toilettet i kælderen, måtte jeg humpe ned af trapperne på numsen. Da jeg skulle op igen, stod jeg for enden af trappen og kunne ikke, og min mand lå helt stille på sofaen. Det var faktisk kun hunden, der elskede det, for vi var alle samlet, og der var ingen, der forlod huset", siger hun med et smil.

"Vi lå helt ned en uge, inden vi kom på benene igen. Da jeg kunne, tog jeg på arbejde, men så blev jeg slået ud igen og måtte tage en uge mere i sengen. Jeg havde ingen stemme, og jeg kunne ikke smage noget. Vi har ellers altid været glade for mad her i huset, men jeg kunne kun smage salt og surt, og mad uden smag er faktisk ikke særlig rart."

Tre syge, to raske

Lige da Lykke og hendes mand begyndte at føle sig raske, fik de et nyt tilbageslag. Deres ældste søn, Noah, var smittet.

"Han ville så gerne hjem til sin kæreste, men vi var de strenge forældre, der sagde nej. Først da han var ved at være rask, gav jeg mig og kørte ham til Lyngby, så han kunne besøge hende."

Men efter kun et par timer ringede Lykkes telefon.

"Han var blevet syg igen, så vi måtte komme og hente ham og tage hans kæreste med hjem også", siger Lykke med et smil og en hovedrysten.

"Han var faktisk den af os, der blev hårdest ramt. Han måtte ind imellem hive efter vejret, så da det var værst, overvejede vi at ringe til vagtlægen", husker hun.

I dag er Lykke og hendes familie ude på den anden side af coronaen, og hun ved som en af de få danskere, hvad hun taler om.

"Vi skal ikke gå i panik over corona, men det er en lusket sygdom. I min familie har vi kun haft de milde symptomer, men vi har faktisk været meget syge i seks uger. I morgen skal jeg ind og scannes, fordi mit venstre ben ikke har fungeret godt, siden coronaen. Jeg vågner af det om natten, og jeg kan ikke se, hvad det skulle være, hvis det ikke er coronaen", siger Lykke, som frygter, at det kan være blodpropper i benet, som også er en følgesygdom af COVID-19.

"Jeg har aldrig troet, at vi skulle dø af det her – heller ikke Sune. Men vi skal tage det alvorligt, og jeg tror, vi kommer til at leve med det i verden, som vi lever med hiv og aids.