Maria Bramsen: ”Jeg er damen i lycra med hjelm og kliksko”
Cykelture i skoven og en dukkert i havet. Det er opskriften på sundhed for sanger Maria Bramsen, der også har fundet ud af, at hun får det bedre i kroppen, hvis hun dropper kulhydrater og sukker.
Grundtanken om sundhed er, at man ikke skal overdrive noget som helst, synes jeg. Derfor prøver jeg på ikke at være for ekstrem i forhold til at dyrke virkelig meget sport eller spise helt vildt specielt. Det handler mere om at slappe af og finde de gode øjeblikke. Det kan være et roligt øjeblik i solen eller en badetur i havet.
Jeg dyrker helst ikke motion, som ikke også har et element af noget, som jeg synes, er behageligt eller rart – musik eller fin natur – ellers får jeg det simpelthen ikke gjort.
Jeg er meget glad for at cykle. Det er en af de måder, hvor jeg kan dyrke motion, som føles bedst for mig. Det skal dog helst være i naturen – ikke i et fitnesscenter på en motionscykel, så ville jeg dø af kedsomhed. Om sommeren kører jeg racercykel, hvis det altså ikke blæser alt for meget, haha. Så er jeg damen i lycra med hjelm og kliksko.
Om vinteren cykler jeg også, men mest for at køre ud til havet, hvor jeg bader hver morgen. Det holder mit humør oppe og min fysik vågen. Det kræver altid lidt overvindelse at hoppe i, når man står der på badebroen, og det er pissekoldt. Men efter man har været i vandet, er ens humør helt anderledes. Jeg ved godt, at det er alle mulige stoffer, der bliver frigivet i kroppen, men det føles skønt.
Jeg har ikke altid haft det forhold til sundhed, som jeg har i dag. Før i tiden spiste jeg alt muligt, og jeg røg en del cigaretter. Jeg tænkte ikke så meget over det og har aldrig gået så meget op i det, som jeg fornemmer, at unge mennesker gør i dag. De dyrker sport, træner og går meget op i at være sunde. Der er en anden kropsbevidsthed i dag.
Igennem årene er jeg dog begyndt at tænke mere på sundhed og kost. Jeg har fundet ud af, at der er mange ting, som jeg bør holde mig fra, fordi jeg har det bedre uden.
Jeg spiser eksempelvis ikke særlig mange kulhydrater og sukker længere. Det er ikke noget, som jeg er helt hysterisk omkring, men jeg har bare fundet ud af, at jeg har det meget bedre, når jeg ikke gør det. Dernæst stammer jeg fra en familie, hvor der er flere, der har diabetes – og det vil jeg jo gerne undgå. Tidligere troede jeg også, at det var normalt, at min mave lignede en stor ballon, når jeg havde spist en middag, men det oplever jeg ikke længere, nu føler jeg mig let.