Anders Lund Madsen er kommet i topform med hjælp fra Lotte Arndal.

Anders Lund gik fra "fedeabe" til "lækkermås"

Anders Lund Madsen er gået gennem livet med en hjerne, der har været lige så veltrænet, som hans krop har været utrænet. Men nu er han skrumpet gevaldigt ind og er gået fra "fedeabe" til "lækkermås", som undertitlen på bogen om hans forvandling lyder. Dels på grund af et indtrængende ønske om at blive gode venner med sin krop, og dels fordi han har en hel del hjælp fra træningsguruen Lotte Arndal.

På en restaurant ved den amerikanske vestkyst sidder Anders Lund Madsen bænket over for sin bror, lægen og foredragsholderen Peter Lund Madsen. Foran sig holder han stedets spisekort. Blikket fæstner sig på menuen ”Twin Peaks” bestående af to 170-grams filet mignonbøffer toppet med bacon, hummer og hollandaise på den ene bøf og broccoli, rejer og bearnaise pa den anden. Dertil fedtglinsende pomfrittes og en balje cola.

Peter vil vide om Anders er en tøsedreng, eller om han skal have Twin Peaks? I det øjeblik går alting op i en højere enhed for Anders Lund Madsen. Nej, han skal ikke have en Twin Peaks-menu. Han skal på kur. Samtidig 9.000 km væk går sundhedsekspert Lotte Arndal rundt ude i sit køkken i lejligheden på Kongens Nytorv med sin ene datter. Kort efter tikker en mail ind, og da hun åbner den, tror hun i første omgang, at der er tale om en spøg:

Kære Lotte Arndal

Er du interesseret i en virkelig monstrøs udfordring? Noget hvor du bagefter – hvis det går godt – kan læne dig tilbage og smile i sikker overbevisning om, at du har skabt et mesterværk? For så er jeg lige ved at være klar til at blive en flot fyr.

Anders Lund Madsen :-)

Det er næsten to år og 13 kilo siden, at Lotte svarede ja til Anders’ råb om hjælp. Nu sidder det umage makkerpar i sofaen i Lottes spa og fitnesscenter i indre København. På bordet foran dem står karafler med iskoldt vand med tynde skiver af lime og agurk. Midt i alt det afdæmpede og rolige lyser Anders op i den mørkegrå sofa med neongul hættetrøje og den karakteristiske viltre hår- og skægvækst. Hvordan har hans syn på fitness og sundhed forandret sig?

"Før i tiden syntes jeg, sundhed var en lille smule kvalmende."

Anders: – Før i tiden syntes jeg, sundhed var en lille smule kvalmende. Jeg var meget anti-sund. Jeg lyder som en, der har fundet Gud… men jeg har fundet Gud. Et eksempel er, at jeg bor ved en park, hvor det hvert forår myldrer frem med de her motionstyper, og før plejede jeg at blive fyldt med vrede over, at folk spilder deres liv på den måde. I år var det anderledes. Jeg kunne stadig ikke finde på at løbe med, men jeg har ikke den samme vrede længere. Det lyder exceptionelt banalt, men jeg har erkendt, at sundhed er noget med at tage vare på sig selv og ikke spise for mange flæskesvær og sidde ned hele tiden.

LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: 4 kvinder tester: Hvor sund er du egentlig

Ortodoks med hang til gris

Anders karter lidt rundt i sofaen og læner sig hen mod Lotte, der rager højt op over ham med sin lange, sortklædte krop.

Lotte: – Hvis Anders kan, så kan alle. Da Anders startede hos mig, var hans form jo ikkeeksisterende. Han kommer fra en meget akademisk familie, hvor tingene først og fremmest er foregået oppe i hovedet. Men han var jo bare i dårlig form, og det er jo ikke en sygdom.

Anders: – Nej, men det kunne det have udviklet sig til. For mig har fitnessverden været en bizar verden at træde ind i, men alt i alt en overraskende behagelig oplevelse. Lottes kropstempel er nok ikke det værste, og så er det jo som i mange andre af livets tilfælde første gang, man gør det, der er den mest grænseoverskridende. Det er jo ligesom, hvis jeg var troende ortodoks jøde, og nogen så sagde ”prøv at spise flæskesteg”. Men jeg prøvede jo ”flæskestegen” og oplevede, at det egentlig er okay. Jeg tænker stadigvæk ikke ”yes, jeg skal ned og træne”, men jeg gør det, og det er okay.

Ham den sjove

Anders Lund Madsen er vokset op i forstæderne i en middelklassefamilie, hvor den kulinariske udfoldelse var yderst begrænset. Mad var noget, der skulle spises, så man kunne blive mæt. Madpakken bestod af to med leverpostej, en med spegepølse og en sildepostej, der havde skiftet farve fra lyserød til orange og trukket skind. Aftensmaden var haderetter som kærnemælkssuppe med rosiner i, blomkålsgratin eller plukfisk.

Og når Anders skulle lave mad til husgerning i skolen, var det med lærerinden fru Torkelin bedre kendt som fru Torskeslim – navnet siger det hele. Så Anders vidste ikke bedre. Han var en lille, tynd pind, der spiste masser af mad uden at tage et gram på og forsøgte at skjule sig bag tovene til gymnastik for at undgå at røre sig.

"Det at røre sig har altid været forbundet med noget dårligt."

Anders: – Mit forhold til sundhed har helt klart også med min opdragelse at gøre. For kroppen var ikke noget, man brugte, da jeg voksede op. For eksempel så jeg gymnastik som en straf. På den måde har det at røre sig altid været forbundet med noget dårligt. Hvis du skulle straffes, skulle du blive forpustet, og hvis du skulle belønnes, måtte du slappe af. Derfor gik hele øvelsen i forhold til fysisk udfoldelse ud på at komme ud af det gennem hele min opvækst. Jeg har brugt enorme mængder energi på at finde på kreative måder at blive fritaget fra gymnastik på. 

– Når man vokser op i det miljø, er det ikke så mærkeligt, at man forbinder det med noget negativt, når man som voksen ser folk løbe rundt om Søerne. Men det er godt, at det ikke er sådan mere. Min datter på 17 begyndte at løbe sidste år, og hun er ved gud ikke noget fysisk menneske, men det fandt hun altså ud af, at hun ville prøve. Havde det været for fem år siden, havde jeg tænkt ”shit, hun har fået en eller andet psykose”. Men nu tænker jeg bare, at det var fandeme godt, hun gider det, og jeg kan se, at hun har fået en større fysisk glæde ved sig selv – det ville jeg da gerne have oplevet.

Fortsatte med at grovæde

Men sådan var det ikke for den 17-årige Anders Lund Madsen. Hans teenagekrop var ikke noget at skrive hjem om. Derfor var det heldigt, at han havde sit gode hoved. Allerede nogle år tidligere havde han opdaget, at det var her, hans styrke lå. Klassen stod for et modeshow, og da Anders spontant bød sig til som kommentator, gik der et lys op for både ham selv og de andre: Han var den sjove. Det har han været lige siden. Men op gennem 20’erne og 30’erne fortsatte Anders med at grovæde og undgå at røre sig, men pludselig begyndte han – til forskel fra tidligere – at tage på af det.

Anders: – På et tidspunkt blev der lavet en sammenklipning med mig i fjernsynet gennem to et halvt år, og der kunne jeg virkelig se, hvordan jeg boblede op. Herfra voksede motivationen til at gøre noget, og at pilen endte med at pege på Lotte, skyldtes et billede af Iben Hjejles sixpack, som Lotte havde hjulpet med at forme.

LÆS OGSÅ:

Få varigt vægttab med 12 enkle trin

Motivation og timing Anders:

– Min motivation var Iben Hjejle, men det er jo forskelligt fra person til person. For andre vil det være noget andet. Og så er timing vigtigt. Hvis Iben havde fået den sixpack et halvt år tidligere, havde jeg ikke været fed nok til at kunne tage mig af det.

Lotte: – Det kan også hjælpe på motivationen at få støtte og opbakning fra andre.

Altså en god makker. Det, at der hele tiden er en, der er der for en og siger kom nu til træning, spis nu det her mad og så videre.

Har du også et godt råd, Anders?

Anders: – Det er jo en god ide at lave et sammenklip af de sidste to år af sit liv! Det kan man godt gøre uden at have sit eget fjernsynsprogram. Man kan for eksempel bare tage et billede hver morgen.

Lotte: – Man kan også bare nøjes med familiebilleder.

Anders: – På den måde tvinger man sig selv til at se, hvem man er og så tage stilling til, om man har det så dårligt med det, at man vil lave det om. Så kommer det jo for fanden indefra, hvis det er stort nok, og hvis det ikke er det, så er det sandsynligt, at man hare det fint. Det havde jeg jo, indtil jeg var overfed. For mig var den grundlæggende bekymring ikke så meget det æstetiske, det var mere den praktiske med at det her, det ville jeg på sigt dø af. Og det dur ikke at dø, for jeg har jo mine børn. Det er også meget banalt. Altså, jeg er jo en gammel far (Anders er for nylig blevet far til en lille dreng, red.), så jeg vil gerne kunne overleve, indtil drengen bliver myndig. Nu er jeg næsten 50, og han er lige født, så jeg skal i hvert fald blive 70, for at det er sjovt.

Lotte: – Ja, ja, du bliver mere end 70.

Anders: – Det bedste ved mit nye ufede jeg er ikke at kropsskamme sig. Jeg kan ikke lide at kigge mig selv i spejle, og det har jeg aldrig kunnet. For eksempel har jeg altid været meget uvillig til at blive sminket til fjernsynet, for jeg er ikke noget forfængeligt menneske og har haft sådan en fornemmelse af, at der ikke var noget at vise frem. Det har jeg stadig, men nu behøver jeg ikke længere at skjule ting. Det var virkelig ulækkert at have fået bryster f.eks. Noget af det bedste har helt klart været, når folk på gaden har bemærket forandringen. Det er virkelig rart, når de kommer hen og siger ”Det var lige godt sørens” eller ”Du er jo ikke nær så fed, som du plejer at være”.

"Jeg nyder at blive rost for at være pæn."

– Jeg nyder at blive rost for at være pæn. Det er skønt, når der står en ældre dame i metroen og siger ”Ja, jeg talte med min mand om det, at det er faktisk sjovt, at du kunne sådan gå hen og blive en pæn mand, det havde vi aldrig troet”. Og så tænker jeg, de har siddet og talt om min krop et eller andet sted i Hellerup, og det er rigeligt med belønning for de tre måneders pinsel. Det gør også, at jeg vil virkelig ikke vil være fed igen. Men det ærgerlige er, at det klinger lidt af med komplimenterne.

Lotte: – Så må du overveje at gå efter Brad Pitt-kroppen

 Anders: – Ja, det har jeg tænkt over, men det bliver ligesom for meget, ikke?

En atypisk slankebog

Hvad håber I på, at læserne vil få ud af bogen?

Lotte: – De fleste sundhedsbøger på markedet er lidt formynderiske. Der adskiller den her sig, fordi Anders er så ærlig og sjov. Når man kigger på Anders, tænker man jo ikke, at han er fitnesstypen. Han er kendt for noget andet og erkender selv, at han overhovedet ikke har forholdt sig til sin krop.

Anders: – Jeg ville i hvert fald have været glad for at læse sådan en bog selv, da jeg vejede for meget. For hvis jeg kan komme i form, så kan alle. Jeg er ved grød ikke noget lys til det med det kropslige, men det er alligevel lykkedes.

"Min ven kroppen. Fra fedeabe til lækkermås", af Anders Lund Madsen og Lotte Arndal. Er netop udkommet på forlaget Samvirke. 249,95 kr.

LÆS OGSÅ: Så nemt booster du viljestyrken

Anders’ forvandling

TRÆNINGEN Anders har trænet i 12 uger, tre gange om ugen i 60 minutter. Træningsprogrammet har bestået af både stabilisering, styrke og kondition. Styrkeøvelserne har haft fokus på stabilisering og desuden har fokus været øvelser, hvor han har brugt flere muskler på en gang, fremfor at sidde i en maskine. Han har desuden lavet højintensitets-intervaltræning.

KOSTEN Hans kost var før meget kalorierig og fedtholdig – han fik mange flere kalorier, end han forbrændte. Han manglede proteiner fra de gode kilder, herunder fisk, samt grøntsager, vand og fibre. I dag spiser Anders flere proteiner og grøntsager samt mere fiberrigt. Desuden drikker han langt mere vand end før.

RESULTAT Anders’ vægt er gået fra 79 til 66 kg. Fysisk inaktivitet er udskiftet med to gange træning om ugen og 75 armbøjninger om dagen. Fedt, fløde og flæsk er udskiftet med den nye yndlingsspise edamamabønner. Problemerne med at gå op ad trappen i DR-Byen uden at blive forpustet og døje med hovedpine og sure opstød er pist forsvundne.