Få varigt vægttab med 12 enkle trin
En slankekur dersmelter kiloene væk, hurtigere end man kan pille papiret af en marsbar!
Det kan til tider være fristende at hoppe på, selv om det ikke er sundt.
Men hvis det er, hvad du leder efter, kan du lige så godt klikke videre. Artiklen her handler nemlig om ernæringsekspert Per Brændgaards nye bog. Og hvis du har hørt om hans tidligere bøger som "Mindful spisning" og teknikken "små skridt", har du allerede luret, at han ikke er leveringsdygtig i den slags.
Ellers siger titlen på den nye bog alt om hans filosofi: "Slankekurs – 12 trin til et sundt og holdbart vægttab".
Fra slankekur til slankekurs
Men hvad er egentlig det nye i hans bog?
- Det er, at det drejer sig om en mentalitetsændring i forhold til det at tabe sig. Jeg mener, at vi skal gå fra slankekur til slankekurs. Det er en holdning til, at man prøver at holde en kurs for sin sundhed frem for at være på en hård kur i en begrænset periode, siger Per Brændgaard til ALTfordamerne.dk.
Og så handler metoden om at gøre op med det ekspertvælde, som Per Brændgaard mener har travlt med at fortælle os, hvordan vi skal leve hele tiden. Men er han ikke selv en del af det?
" Vi skal væk fra slankediktaturer."
- Nej, tilbage i 2000 skrev jeg bogen "Spis som du vil", men dengang var folk ikke lige så klar til at bestemme over sig selv, men vi skal væk fra slankediktaturer, hvor man trues med straf, hvis man træder ved siden af, så vi kommer over i en mere afbalanceret tilgang.
3 simple spørgsmål som kan give dig vægttab
Mere om dem senere. Først til de tre simple spørgsmål, som kan give os et vægttab eller en sundere livsstil, hvis vi stiller dem hver dag, ifølge Per Brændgaard:
- Hvad kan jeg vælge nu, som er sundere, og som jeg også har lyst til?
- Hvordan kan jeg bevæge mig i dag?
- Er jeg sulten?
"De tre spørgsmål fokuserer egentlig slet ikke på at tabe sig. De fokuserer på sundhed, bevægelse og kropsfornemmelsen af mavesult," skriver han i bogen.
Så ud over at rumme essensen i Per Brændgaards nye bog, er spørgsmålene også et eksempel på, at vi, i stedet for at dunke os selv i hovedet med vores dårlige vaner, skal accepterer dem – fordi de slet ikke er dårlige.
Start hvor du er
Forklar?
- Min tanke er at starte, der hvor folk er. Du har jo de vaner, du har, fordi de giver dig noget godt. For eksempel kan en pose slik om aftenen virke afstressende og afslappende. Men måske har vanen den bivirkning, at du får for mange kalorier. Så er kursmetoden at finde noget andet, som kan give dig samme gode følelse, men med lidt færre kalorier.
Hmm, det lyder mistænkeligt som de sædvanlige råd om at bytte chokoladebaren ud med en gulerodsstav, men Per Brændgaard fortsætter:
- Når du står i supermarkedet og rækker ud efter chipsposen, så anerkend at det er der du er. Men måske kan du overveje at tage en lidt mindre pose chips, nogle lidt sundere chips eller måske med tiden noget frugt i stedet for. Hvis vi fordømmer og flygter fra vores vaner, så udsætter vi bare problemerne. Det er vigtigere at opdage, hvad der motiverer en til at handle, som man gør, så man med små skridt kan ændre lidt på sine vaner.
"Du giver slip på at prøve at kontrollere din vægt og på at tabe dig."
Men hvad nu, hvis man bare gerne vil tabe de der tre kilo i en ruf?
- Mange har vænnet sig til, at det der giver motivation for en slankekur er, at man vejer sig, fører regnskab med vægttabet og er på en skrap kur, så man virkelig føler, at man gør noget. Det kalder jeg et forceret vægttab. Slankekurs er et uforceret vægttab, hvor du giver slip på at prøve at kontrollere din vægt og på at tabe dig. Men i stedet gør du alt mulig andet – og det medfører vægttabet, siger Per Brændgaard.
Tænk sundere valg ind i hverdagen
"Gisp" , tænker nogle måske nu, men Per Brændgaard mener, at man ved at tænke de sundere valg ind i sin hverdag vil få et stabilt vægttab. Og til det formål opstiller han intet mindre end 55 veje til vægttab, som du selv skal vurdere relevansen af for dit liv, samt hvor mulige de er at gennemføre. De er bygget op om ydre og indre faktorer.
Hvis din vej til vægttab er at vælge drikkevarer med færre kalorier, når du elsker vin, så kan metoden være at koncentrere dig om smagen af vinen og din opmærksomhed på den, så du undgår at få for meget.
12-trins programmet
Et 12-trins program som du selv kan vurdere, om du vil bruge over tre måneder eller 12 måneder kan også hjælpe.