Se top 5 tips til at få styr på dit rod
Rod stresser i en travl hverdag med job og børn. Få her klummeskribent og husholdningsekspert Ann-Alicia Thunbo Ilskovs råd til at få styr på sagerne.
Rod er lig med stress
Undersøgelser viser, at rod kan have en enormt stressende effekt på kroppen og sindet, og det kan føre til øget træthed, manglende sexlyst, mere temperament, hovedpine, samt en forhøjet lyst til trøstespisning og alkohol. Rod skaber ikke bare kaos i hjemmet, men også indeni os.
Parforholdet bliver tungere og legen med ungerne mere endeløs. Men til trods for at de fleste ønsker at bekæmpe rod, kan det være svært at overskue, når klokken er lidt i fem onsdag eftermiddag og det flyder alle vegne. Derfor kommer der her et par gode råd til de rådvilde om, at skabe kosmos i kaos.
I baljen
Et must i hjemmet eller på arbejdspladsen er en oprydningskurv. Størrelsen afhænger af, hvor meget rod der produceres i løbet af dagen, så den kan variere mellem alt fra en lille hyggelig beholder til en stor balje.
På mit kontor har jeg en mindre beholder, som står lige nede ved siden af min affaldskurv. Den er lille og diskret og hver eftermiddag når jeg er færdig, ryger skrivebordsrodet ned i kurven. Dette har en kæmpe betydning for arbejdsmoralen, når man møder ind om morgenen. Det rodede skrivebord derimod, kan få selv de mest veludhvilede til, at være uoplagte og uinspirerede fra morgenstunden af.
"Men det er faktisk nu, dagens vigtigste 15 minutter begynder."
15 effektive minutter
Når du kommer hjem og aftensmaden er klaret, madpakkerne er smurt og ungerne er puttet, kalder sofaen. Men det er faktisk nu, dagens vigtigste 15 minutter begynder. Har du fyldt en rodekurv i hjemmet, i løbet af dagen, så er det nu den skal tømmes.
Sæt et æggeur til 15 minutter og så går oprydningen i gang. Det er ikke så svært og man når overraskende meget på 15 effektive minutter. Dette vil ikke bare give dig et boost af selvtilfredshed og adrenalin - det vil også bidrage med en rar afslappet følelse, når du bagefter kan sætte dig ned i en opryddet stue.
LÆS OGSÅ: Hvorfor er der aldrig nogen, der kigger efter mig?
Uoverskueligheden
Giv dig selv tid til at holde orden. Det kan godt være nogen siger, “Åh, det tager ingen tid lige at støvsuge, tørre støv af og sætte en steg i ovnen.” Men jo! Selvfølgelig tager det tid. Sæt tid af til de uoverskuelige projekter. Fat kalenderen og sæt et kryds der hvor den uoverskuelige kælder skal have en tur. Er det muligt kan du også invitere nogle der kan hjælpe dig med projektet, så du ikke med lethed kan springe over når dagen oprinder.
Roden til rod er også tit, at vi køber en masse nye ting, uden at smide noget af det gamle ud først. Derfor er det vigtigt at sortere indholdet i legetøjsskufferne, tøjkurvene og køkkenskabene to gange årligt. Sælg, smid ud eller giv tingene væk og hvis du er i tvivl om du skal skille dig af med det, så er det et ja - ud med det!
"Dit hjem vil blive et samlingspunkt og ikke et minefelt."
Alle ved hvad rod er
Med stress, der spreder sig som en spredhagl over hele landet, er det super vigtigt, at vi kan finde ro og hygge i vores egne hjem. Hjemmet skal ikke være med til at kaste benzin på bålet, tværtimod. Generelt er det helt umuligt, at undgå rod. Trøst dig selv med tanken om, at alle oplever det dagligt, der er bare vidt forskellige måder, at håndtere det på.
Erkend overfor dig selv, hvad det er der stresser dig, ved dit hjem og sæt så ellers tiden af til at få styr på det enten dagligt eller ugenligt. Det er ikke kun dig selv der vil værdsætte det og opleve en øget lyst til spontanitet, uventede gæster og livet. Dine børn vil også få mere lyst til, at invitere venner med hjem, og generelt vil hjemmet blive et samlingspunkt og ikke et minefelt.
TOP 5 RÅD TIL AT FÅ STYR PÅ DIT ROD
1. Hav en rodekurv, hvor du i løbet af dagen, kan samle dit rod.
2. Sæt 15 minutter af hver aften, til at tømme rodekurven.
3. Sæt tid af i kalenderen, til de mest uoverskuelige projekter.
4. Smid ud af køkken-, klæde-, og legetøjsskabe to gange årligt.
5. Trøst dig selv med at det også roder hjemme hos alle de andre.
LÆS OGSÅ: Sådan slipper du af med de negative tanker
LÆS FLERE KLUMMER AF ANN-ALICA THUNBO ILSKOV:
Hvorfor er der aldrig nogen, der kigger efter mig?
For selvisk til at være curlingmor
Sådan slipper du af med negative tanker
Sådan får du en vellykket ferie med børnene
Kønsneutral opdragelse er noget pjat
Fifty Shades-filmen vil floppe fælt