Klumme: Kønsneutral opdragelse er noget pjat
Vores klummeskribent Ann-Alicia Thunbo Ilskov skriver i anledning af DR2's program "På den anden side" om faren ved at fornægte kønnene, skære alle over én kam og bruge betegnelsen "hen" i børnehaverne frem for han eller hun.
D. 19. August kl. 20.00 blev første afsnit af DR2s nye programserie, "På den anden side," sendt. Afsnittet hed, "Uden køn" og omhandlede et eksperiment, der gik ud på at udviske kønsrollerne blandt børn i en børnehave i Ringsted henover 10 dage.
Ifølge kønsforsker Lovise Haj Brade, som også medvirkede i programmet, var formålet med forsøget, at børnene ikke skulle føle sig låst fast i de kønsroller, som samfundet har været med til at forme gennem årtusinder. Hun mener, ligesom en del hippier i 1970'erne, at børn skal have mange flere muligheder end blot dem, samfundet har bestemt passer til piger eller drenge.
Uholdbart med Alberte Åberg
De fleste af børnene tog pænt imod forsøget og lod sig ikke mærke med, at betegnelserne han/hun blev erstattet med det kønsneutrale "hen." Ligeledes var drengene åbne for, at Alfons Åberg blev til Alberte Åberg, og de fleste drenge prøvede også at få neglelak og kjoler på uden de store protester. Dog kunne man efterfølgende godt fornemme, at de gerne ville tilbage ud og lege med skovle, og prinsessekjolelegen faldt dem ikke helt så naturligt, som den generelt gør for piger.
Helt grundlæggende er jeg personligt meget imod hele denne kønsneutralitet. Jeg synes, det er en værre omgang pjat, at man i børnehaver flere steder i Norden permanent har ændret sig til at være "intetkønsbørnehaver."
Feministernes påstande om, at det er sundt for børnene med færre kønsbestemte regler, fordi det øger børnenes udfoldelsesmuligheder, synes jeg er et uholdbart argument. De mener, at de manglende kønsmarkører, som ellers peger i retning af, om børnene skal lege med actionfigurer eller med dukker, vil give børnene rigere mulighed for at finde ind til, hvem de selv er uden at blive hæmmet af, om de er piger eller drenge.
Men at lave en "intetkønsbørnehave," er jo netop at lægge bånd på børnene, fordi de så slet ikke kan udvikle sig i forhold til, hvad der for flertallet vil virke naturligt. Når drengene får læst en masse bøger om omsorg og babyer, vil de måske med tiden føle sig endnu mere forkerte, fordi de kan mærke, at de inderst inde ikke passer ind i det billede, de ser i bøgerne og omkring sig - fordi de meget hellere bare vil slås og bygge huler. Hvorfor fratage dem muligheden for at udleve deres indre hulemand til fordel for, at de skal lære at være prinsesser? Vil det ikke blot bidrage til mere kønsforvirring og lavere selvværd?
Hulemenneskets berettigelse
Blandt forskerne er der delte meninger omkring de genetiske forskelle på mænd og kvinder. Nogle mener, at der ikke er ret stor forskel på manden og kvinden, og andre hævder, at forskellene er markante. Det er blandt andet testosteronen og østrogenen, der gør forskellen.
Testosteronen er med til at øge det aggressive og kampklare i mænd, mens manglen på samme i kvinderne gør, at de er mere tilbøjelige til at udvise omsorg og passe andre. Et forsøg blandt 1-årige børn viste også en markant forskel. Børnene blev adskilt fra deres mor af en mindre væg. Størstedelen af drengebørnene begyndte at slå på væggen og kæmpede for at få den nedlagt for at komme hen til deres mødre, hvorimod pigebørnene for det meste blot satte sig foran væggen og begyndte at græde. Selvom forskningen muligvis peger i forskellige retninger, viser størstedelen, at piger og drenge grundlæggende er mentalt forskellige fra naturens hånd.
Uden de fysiske og psykiske forskelle, vi tydeligvis besidder, kunne mennesket slet ikke eksistere. Mandens muskler og råstyrke til at jage og passe på familien og kvindens omsorg og ømhed til at opfostre børn og skabe fred er blot nogle af de instinkter, som ligger naturligt i os. Det har sikkert virket meget naturligt for urmennesket, at opdele mænd og kvinder sådan, fordi de var kloge nok til at se, hvor i gruppen de forskellige forcer lå.
Opfordret til at fornægte
Idag, har vi ikke behov for, at se på de styrker, der ligger så naturligt i os, fordi vores basale behov dagligt bliver dækket. Vi blander alting sammen, fordi kulturen med tiden har udviklet en generel, indsnævret, rødstrømpet holdning, der dikterer, at den omsorgsfulde, madlavende mor, som er SOSU-assistent, er mindre værd end den arbejdende, forsørgende far, som er direktør. Der bliver jævnligt talt om, at der bør være lige så mange kvindelige direktører som mandlige, men sjovt nok hører vi sjældent om, at der skal være lige så mange mandlige SOSU-assistenter, som der er kvindelige.
Godt nok, mener de feministiske kønsforskere som sagt, at denne intetkønsopdragelse vil give børnene en større frihed til at vælge, hvem de er på baggrund af deres person og ikke deres køn. Men hvor selvrealiserende er det egentlig at være en "hen" - at være et intetkøn, når man nu så tydeligt både fysisk og psykisk er et bestemt køn? Hvorfor ikke bare omfavne de naturlige forskelle og nyde godt af hinandens forcer?
I de fleste danske børnehaver er børnene ikke bundet til at lege med hverken dukker eller biler. Hvis drengene vil deltage i "far, mor og børn-legen", er jeg sikker på, at det er i orden. De børn har faktisk mere frihed til både at kigge nedad og indad og erkende, hvem de er, netop fordi de må omfavne, at de er han- eller hunkøn.
De bliver ikke som "intetkønsbørnene," opfordret til at fornægte eller undertrykke deres køn. Derfor kan de også nemmere være stolte af de forcer, der ligger i at være dem, de er, uden at have dårlig samvittighed over, at de måske hellere vil høre historier om actionmænd i rumdragter, end actionmænd i kjoler.
Stolt af at være hunkønspige
DR2s nye programserie, er et forsøg på ryste posen lidt, og det sætter mennesket ud på kanten for at se, hvordan det så reagerer. Første program i rækken var interessant og eksperimentet var til dels underholdende, og selvom nytænkningen ikke var prangende, så satte det alligevel de små grå i gang. Jeg kiggede med og følte mig derefter på én gang beriget og provokeret. Men mest af alt følte jeg mig lykkelig over, at jeg er opdraget til at være stolt af, at jeg er en vaskeægte hunkønspige, uanset om jeg til tider har leget med biler og actionmænd.
Piger af hunkøn, kan nemlig sagtens lege med drengelegetøj uden, at de behøver fornægte deres køn og kalde sig "hen." Der er nemlig intet skammeligt i, at være hverken han eller hunkøn, men at være en "hen" - det er da lidt kønsløst.