"Uden laster bliver livet for kedeligt"
Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev har sat en time af til træning – hver dag. Til gengæld prioriterer hun også sine laster højt.
Mandag: Jeg vågner kl. 6.15 hver dag, så jeg har et kvarter til mig selv. Jeg bruger de første fem minutter på nogle vejrtrækningsøvelser, som jeg lærte under ”Vild med dans”, og som gør, at jeg får trukket vejret helt ned i maven. Derefter læser jeg de første nyheder og får overblik over min kalender. Overblik giver ro. Dagen slutter med en massage hos Kristoffer Glavind hos Manuvision. Han er en gudsbenådet massør inden for Body SDS og har lært mig meget om, hvordan jeg arbejder med min krop – og kan altid løsne op de mest låste steder.
Tirsdag: Som medlem af Københavns Borgerrepræsentation må jeg træne i Københavns Brandvæsens træningslokaler – det er jo et fantastisk selskab at være i. Jeg prioriterer at træne en time hver dag, både puls og styrke, og helst om morgenen som i dag. Om eftermiddagen er jeg til paneldebat, hvor der er frokost. Jeg har ikke spist hvidt brød, pasta og ris siden januar, derfor er det indimellem en udfordring at spise frokost ude. Men her er heldigvis masser af mørkt brød.
Onsdag: Jeg starter morgenen med banan, yoghurt med Rugfras og levertran. Jeg synes, jeg restituerer bedre, når jeg spiser levertran, så det gør jeg hver dag. Er til en masse møder i løbet af dagen. Sidste stop er en reception, hvor jeg bliver budt på et glas rosébobler – én af mine yndlingslaster. Uden laster bliver livet for kedeligt, så dem prioriterer jeg højt!
LÆS OGSÅ: Få Rikke Hørlykkes 3 tip til at holde fast i din træning
Torsdag: Jeg skruer lidt op for morgenmaden, da jeg skal løbe halvmaraton på søndag – indtil nu er det længste, jeg har løbet, 10 km. Derefter løber jeg en halv time i højt tempo, og bagefter har jeg møder. Jeg når for første gang i denne uge hjem at spise sammen med familien. En gryderet med en masse grøntsager, der er blendet sammen – har en lidt kræsen datter, der skal ”snydes” en smule.
Fredag: Springer morgentræningen over, da min kalender pludselig er blevet rykket rundt. Når til gengæld tidligt hjem, så jeg går en lang tur med hunden i stedet og spiser rugbrødsmadder med ungerne til aftensmad. I anledningen af fredagshyggen får jeg popcorn, et glas Cola Zero og lakridste.
Lørdag: Er af sted hele dagen til forskellige arrangementer. I mit job sker meget af det sjove i weekenderne, så jeg er indstillet på ikke at holde weekend. Da jeg kommer hjem, bestiller vi thaimad, og jeg tillader mig at spise masser af ris, så jeg er klar til løbet i morgen.
Søndag: Gør mig klar til at løbe mit første halvmaraton – er meget nervøs. Det vil være forfærdeligt, hvis jeg ikke kommer igennem. Kl. 11 går løbet i gang. Spiser en gel under løbeturen, men nøjes ellers med at drikke vand, til jeg kommer i mål i tiden 2.14.52 – en tid jeg er meget tilfreds med. Hjemme falder jeg omkuld på sofaen kl. 19.30.
LÆS OGSÅ: 6 fakta om hvordan alkohol påvirker din træning