Renée Toft Simonsen: “Jeg tror aldrig, at vi kommer til at gå fra hinanden nu”

Familier kan se ud på mange måder. 

I den nye film 'Børnene fra Sølvgade' består familien f.eks. af fire børn. Katinka, Tristan, Petra og Kirk. De bor helt alene i en stor lejlighed i Sølvgade med deres talende papegøje, og sådan har det været, siden deres mor for ti måneder siden gik ud for at vinterbade og aldrig kom tilbage.

Læs også

Sabrina kyssede Johann godnat. 10 timer senere var han død

Børnene klarer sig på bedste beskub, men de mangler deres mor. Både følelsesmæssigt og praktisk. For det kan mærkes, når et familiemedlem forsvinder. 

Det er Renée Toft Simonsen, der har skrevet bogen og manuskriptet bag filmen, og når man taler familie med hende, er det helt uundgåeligt at komme ind på det afgrundsdybe hul, der opstod for to år siden i Renées egen familie, da sønnen Hugo Helmig gik bort i en alder af bare 24 år.

"Vores familie døde for to år siden. Der var noget, der døde i os alle sammen, da Hugo forsvandt. Det var som et meteornedslag, hvor vi stod og kiggede ned i et dybt krater og tænkte, hvad er vi nu? Hvem er vi nu? 

Vi er stadigvæk den familie, vi har været hele tiden, men så alligevel ikke. Vi er en ny familie. Og hvordan er vi så den familie?"

Det spørgsmål bruger Renée en del tid og mange ord på at prøve at besvare denne formiddag i Aarhus, for selvom hun næsten ikke kan være i tankerne om sin søn, kan hun alligevel ikke lade være med at tale om ham. 

Tabet fylder alt og har ændret hende helt grundlæggende, men samtidig er hun også stadig den samme bramfrie, drævende århusianske psykolog, forfatter og manuskriptforfatter, som hun hele tiden har været. 

Og derfor skal vi selvfølgelig også tale om hendes film. Det er jo grunden til, at hun stiller op til interview, understreger hun. 

Hun er nemlig kommet til et sted i livet, hvor hun kun gør de ting, der giver mening for hende, og hun stiller ikke op til hvad som helst, som hun måske havde en tendens til at gøre tidligere i livet. 

Det handler blandt andet om at være blevet meget bevidst om egne værdier, og netop værdier er det, Renée trækker frem, når hun skal beskrive sin og instruktør Mehdi Avaz’ film. Den handler kort fortalt om, at de fire forældreløse børn i Sølvgadelejligheden bliver nødt til at få sig en hushjælp for at undgå at blive sendt på børnehjem. 

Valget falder på en mand, som møder op iklædt nederdel, høje hæle og farverige smykker, og som det første siger: ”Jeg hedder Niels, men alle kalder mig for Miss Nelly, så det må I også godt gøre”. Derfra ruller den forrygende og ret rørende handling, som man også som voksen tilskuer bliver helt forført af.

Hvad vil du gerne have publikum til at reflektere over, når de ser filmen?

"Først og fremmest: Hvor ressourcestærke børn egentlig er. Jeg har altid elsket Astrid Lindgren og hendes meget ressource-stærke børn, og filmen er lidt sådan en Pippi-fortælling. Børn kan så meget mere, end vi tror, og så er de sjove, finurlige og umiddelbare. 

Det vidunderlige ved børn er også, at de endnu ikke er korrumperede på nogen måde. Der er noget rent over børn. De fire søskende i filmen er meget kærlige overfor hinanden, og de holder virkelig sammen. 

Som Petra siger: ”Det er bedre at passe på hinanden end at gøre det, der er det rigtige”. Det handler jo om værdier. Og hvad er det for nogle værdier, de her fire unger har? De er i en situation, der er svær, og de er virkelig oppe imod noget, som de skal overkomme og overvinde. Og det gør de jo. De finder en vej med Miss Nelly."

Hvilken figur er Miss Nelly?

"Miss Nelly er en aparte figur på nogle måder. Men jeg har altid haft en stor forkærlighed for LGBT-miljøet. Der er noget enormt sårbart over at være et menneske, som på grund af sin seksualitet bliver udsat for, at der er nogle, der synes, at de har ret til at mene noget om det menneskes liv. 

At være anderledes er sårbart. Derfor kommer mange mennesker i LGBT-miljøet ind i verden med en anden åbenhed. Der er højt til loftet. Og ofte store følelser. Det skal jo balanceres i en film, og i arbejdet med 'Børnene fra Sølvgade' har vi haft uendelige diskussioner om f.eks. Miss Nellys påklædning. 

Hvor feminin skulle han være? Der vil jo altid være nogle, der er imod sådan en karakter, og som synes, at det er for meget, men jeg synes, at Jakob Fauerby, der spiller rollen, rammer balancen fuldstændig. 

Det bliver aldrig karikeret. Og det bliver ikke et tema. Da Kirk, som er over-jeg’et i filmen, siger, at det er underligt, at Miss Nelly har nederdel på, siger lille Petra til ham, at det er lige meget, hvilket tøj folk har på, det må de selv om, og i øvrigt skal man tale pænt om andre mennesker. 

Og det er også et af filmens vigtige budskaber: Ja, det kan godt være, at andre mennesker er anderledes end dig – og hvad så? Gå hjem og pas din egen butik."

Børnebørnene lyser op

Med Miss Nelly – og hans kæreste Brian – får de fire Sølvgadebørn langsomt skabt sig en lille ny familie, som fungerer på sine egne præmisser. Det samme er ved at ske i Renées eget liv, hvor hun og hendes nærmeste kæmper for at finde ud af, hvordan man kan være med hinanden – og i verden – når det værste er sket.

Læs også

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

"Vi har alle skullet lære at leve vores liv på en ny måde, efter vi mistede Hugo. Som familie og hver især. Vi må på hver vores måde prøve at finde en mening med overhovedet at være her i verden, og vi må hver især finde en vilje til at tro på livet og på familien. 

Jeg har flere gange i løbet af de sidste to år sagt: ”Okay, vi må leve for de levende”. Og der hjælper det, at der kommer alle de små nye lys til os.

Og de små lys er børnebørnene?

"Ja, det er børnebørnene. De lyser op på vores vej. Og på nogle måder er vi stadigvæk os. Vi er stadig den familie, vi var, og de mennesker, vi var, og så er vi det alligevel ikke.

Men jeg har en kerne, der er den samme, som den altid har været. Jeg har stadigvæk de samme værdier, som også er afspejlet i filmen, f.eks. at man passer på hinanden i en familie og prøver at gøre det rigtige. Vi er meget tætte i vores familie, men der er kommet en anden sårbarhed ind. Jeg kan mærke, at jeg er sårbar på en anden måde. At jeg har forandret mig."

Hun holder en lille pause og tænker over, hvordan hun skal forklare den forandring.

"Altså, jeg har altid været god til at ryste tingene af mig og komme videre. Og der kan jeg godt mærke, at det kan jeg sgu ikke længere på samme måde. Men jeg er også god til fortrængning, og det er jo en vidunderlig, vidunderlig psykologisk mekanisme. 

Jeg tror ikke, vi kunne holde ud at være på den her jord, hvis fortrængning ikke fandtes. Vi kan jo sidde og se noget helt forfærdeligt i nyhederne og så gå hen og hente en pose chips og tænke på noget andet. 

Det er fortrængning. Og jeg har virkelig haft det sådan de sidste to år: Ikke tænke på det. Ikke tænke på det. Ikke tænke på det. Ikke tænke på det."

Hjælper det?

"Det virker jo kun et stykke hen ad vejen. Så kommer tankerne snigende igen. 387 gange om dagen. Men ja, det virker lidt, selvom jeg egentlig ikke forstår hvorfor. 

Samtidig tænker jeg, jamen det er jo også sådan, det er. Det er sådan, livet er. Der er mange, vi skal tage afsked med. 

Thomses mor døde, Thomses far døde, min moster døde, flere af mine nære venner døde. Alt sammen indenfor de sidste tre-fire år. Det sker. Jeg kan mærke, at jeg er kommet i afskedens alder, og jeg synes, jeg har opholdt mig meget og rimelig intenst ved døden de senere år. Jeg har også tænkt en hel del over, hvor vi går hen, når vi dør."

Har de tanker ændret sig?

"Ja, det har jo ændret sig på den måde, at jeg nu tænker over det. Det gjorde jeg simpelthen ikke på samme måde før. Jo, jeg havde selvfølgelig tænkt over døden, da jeg mistede mine bedsteforældre, men med Hugo er det en helt anden historie, for der er noget galt med rækkefølgen.

Så det tab og den sorg er …?

"Ubeskriveligt. Og jeg er nødt til at holde den der for overhovedet at kunne holde til at være her."

Hun strækker armen ud og holder hånden op foran sig for at markere en afstand.

"Jeg er simpelthen nødt til at holde den der. Og så – en gang imellem – går jeg ind og besøger det sted. Det er en proces, og den er nødt til at ske i et tempo, hvor jeg kan være med."

Hvordan lærer man at leve uden sit barn?

"Jeg ved det ikke. Jeg tror ikke, man lærer det. Det gør jeg heller ikke. Men jeg er her."

Fra human being til human doing

Renée ved ikke rigtig, om hendes psykologuddannelse kommer hende til gode i den sorgproces, hun er lige midt i, men hun gør, hvad hun kan, for at blive klogere på sig selv. For nylig har hun været på et meditationskursus. 

Et hold-kæft-kursus, kalder hun det, fordi man ikke måtte tale i flere dage. Hun har gennem årene været på mange af den slags retreats, for hun har altid prioriteret selvudvikling højt.

"Men de kurser, hvor man ikke må tale eller interagere med andre, er blevet sværere for mig de sidste par år, for jeg har på en eller anden måde transmogriffet mig fra at være human being til at være human doing. 

Altså, jeg laver noget hele tiden i min hverdag. Ser Netflix, strikker, finder søpindsvin, ordner have, skriver. Jeg er hele tiden i gang med en aktivitet, for så længe mit hoved og krop er optaget af noget, kan jeg holde tankerne på afstand. Det er min måde at håndtere det svære på. 

Der er sikkert tusind andre måder, man kan gøre det på, og der er nok nogle, der vil sige, jamen du skal ikke holde tankerne på afstand, du skal gå ind i dem og bla bla. Og ved du hvad? Det skal folk overhovedet ikke bestemme, og det kan jeg ikke tage mig af.

 Jeg kommer til at gøre det her, sådan som jeg kan gøre det. Men jeg tror dog, at de selvudviklings- og meditationskurser, jeg har gået på i over 20 år, er en hjælp for mig. Meget af det handler om skyggearbejde, altså om at få øje på ens eget følelsesliv og være med de tilstande, der nu er. 

Det har altid været svært for mig, og det er endnu sværere nu, for de tilstande, der er inde i mig i øjeblikket, er så frygtelige, at jeg ikke har lyst til at være med dem, og derfor går jeg i gang med alt muligt andet. Men jeg har nogle værktøjer, jeg kan bruge. 

Og jeg ved, at jeg ikke skal kaste mine skygger ud over andre mennesker. Jeg skal se på skyggerne og mærke efter, hvad det handler om, når jeg bliver vred, ked af det, føler mig usikker, eller hvad det nu kan være. Det er lidt ligesom, når man siger til sine børn, at det vil være rigtig fint, hvis de lige rydder op på deres eget værelse, så skal andre nok rydde op der, hvor de har ansvaret.

Jeg prøver at tage mig af mit eget lort, og det gør en forskel at tænke sådan. Det betyder ikke, at jeg er færdigudviklet som menneske, at jeg ikke laver fejl, eller at jeg ikke kommer til at blæse noget ud over andre mennesker somme tider. Det er work in progress, og det er det for os alle. 

De temaer, jeg arbejdede med for 20 år siden, arbejder jeg stadig med."

Forpligtet og friheds-vild

Et af Renées livstemaer dukkede for nylig igen op under en visualisering.

"Jeg er et enormt forpligtet menneske og et enormt loyalt menneske. Det er to af min dybeste værdier, og det er jo også det, min film og mine bøger handler om. At være forpligtet, loyal og ordentlig overfor min familie og mine venner er det vigtigste for mig. Og så har jeg samtidig en anden side, som er sådan her: I kan rende mig i røven, altså!"

Hun griner højt, men der er en alvor bag.

"Der er en vildskab inde i mig, som ikke gider forpligtelser, som ikke gider at rette ind eller at gøre noget, fordi nogen synes, jeg skal gøre det, bla bla ..."

De sidste ord vrænger hun ud.

"Kan du høre på min stemme, hvordan jeg har det med det? Jeg kan godt være meget barnlig inde i mit eget hoved og kun have lyst til at lave det, JEG vil lave. Man kan kalde det egoistisk, men jeg synes mere, at det handler om sådan en friheds-vild-side, hvor jeg – ja – har det sådan, at I kan rende mig alle sammen."

Og det clasher jo noget med, at du føler dig forpligtet til at gøre noget for andre?

"Ja, præcis, og det er et af mine store temaer i livet. Det clash. Jeg kan have sådan nogle skøre fantasier om, at jeg flytter til Bahamas og forlader alle. Thomas, mine børn, mine børnebørn. Så skal jeg sidde der på Bahamas og bare tænke de tanker, jeg har lyst til, skrive det, jeg har lyst til, og lave de ting, jeg har lyst til, når jeg har lyst. 

Men hey, så ved jeg bare også, at der kun ville gå cirka to minutter, så ville jeg have knyttet mig til nogle mennesker derude, der havde brug for mig, og som jeg lige ville smutte forbi og hjælpe.

Fordi jeg også elsker forpligtelsen. Og relationerne."

Deri skismaet?

Hun griner højt igen.

"Ja, deri skismaet. Det er et tema, jeg har arbejdet med hele mit liv, og som altså dukkede op igen forleden dag. Men det nye er, at stemmen, der siger "I kan rende mig", måske ikke behøver være så mørk og voldsom. 

Den kan være lidt mere blid og sige "okay, måske behøver jeg ikke cutte alle bånd og tage til helt til Bahamas. Måske kan jeg bare lige tage et par dage i sommerhus for mig selv". Det handler om også at vende følelsen af at være forpligtet indad og stå ved, at jeg også godt må være forpligtet overfor mig selv. 

For når jeg får lyst til at flytte til Bahamas, så handler det jo slet ikke om alle de andre og om deres forventninger. Det handler om noget inde i mig. Et behov jeg har, og som jeg skal tage alvorligt."

Samtidig med, at du er forpligtet overfor din mand, dine børn, dine børnebørn …

"Som jeg elsker, ja. Og som jeg elsker at være forpligtet overfor."

Hvad har det betydet i dit og Thomas forhold, at I har mistet jeres søn?

"Ja … Altså det er jo en helt anden og meget lang snak … Lad os ikke gå derind."

Hun stopper op, men vælger alligevel at sætte flere ord på.

"Men vi er her endnu. Lad os bare sige det. Da Hugo døde, sagde min far til os, at nu skulle vi huske på, at de fleste mennesker i den situation bliver skilt."

Fordi man sørger forskelligt?

"Der er meget, man kan falde i, men som sagt, vi er her endnu, vi elsker hinanden, og jeg tror aldrig, at vi kommer til at gå fra hinanden nu. Det tror jeg ikke."

Hun banker under bordet.

"Knock on wood."

Thomas er jo den eneste, der har mistet præcis det samme som dig?

"Ja, det er han. Så det er godt, vi er sammen, og det er godt, at vi finder ud af det. Og det er ikke nemt. Det har det heller ikke været for os. Det tror jeg ikke, det er for nogen mennesker i den situation. 

Men jeg tror, at vi er bundet sammen til evig tid nu. Sådan er det. For os."

Hun holder en lille pause igen.

"Men altså, who knows, livet har det jo med at throw you a curveball, og så ved man ikke en skid alligevel. Det er jo det, livet kan. Lige pludselig er alt forandret, så det her med at sige, at sådan og sådan er det, det skal man nok lade være med. 

Læs også

Da Mette forsøgte at tænde gnisten i ægteskabet, kom mandens reaktion som et chok

Der er ikke noget ”sådan er det”. Livet er en organisk størrelse, og vi er i forandring hele tiden. Man må bare følge med. Og det gør vi. Vi følger med."

Børnebørnene Olga, Norma, Billy Hugo og Julius Thomas – de små lys – er noget af det vigtigste i Renées liv. Hun smider gerne alt, hvad hun har i hænderne, for at være sammen med dem, og hun smiler stort, da hun godt selv kan høre, at med dem fortsætter den uendelige forpligtelse.

"Det stopper jo aldrig, ha ha."

Hvordan er du som mormor og farmor?

"Jeg tror, jeg er meget kærlig, egentlig. Og legende. Jeg kan godt lide at lege stadigvæk. Norma og jeg laver f.eks. terrarier. 

Jeg elsker frøer, bænkebidere, der ruller sig sammen til en lille kugle – alle sådan nogle dyr i naturen – og til at begynde med kunne Norma slet ikke røre ved noget som helst, der bevægede sig i haven. 

Men så pludselig, en tidlig morgen for nylig, kom hun gående hen til mig med en kæmpe ”Lars” i hænderne – hun kalder alle frøer for Lars. ”Se mormor, den her er faktisk en tudse”. Og jeg var bare sådan, ja, hold da op, det er det virkelig. Og den var godt nok liiidt stor i det, ha ha. 

Så sådan en mormor er jeg – en, der godt kan lide den verden, der er udenfor, og som gerne vil dele den med mine børnebørn, som simpelthen er så skægge at være sammen med. Så ja, legende, kærlig og rummelig, håber jeg, at jeg er. 

Og nej, det er jeg så nok ikke hele tiden, for det er der jo ingen mennesker, der er."

Denne artikel blev publiceret første gang i ALT for damerne i uge 40.