Da Mette forsøgte at tænde gnisten i ægteskabet, kom mandens reaktion som et chok
Da vores børn var flyttet hjemmefra, gik det op for mig, hvor langt Martin og jeg var gledet fra hinanden. Jeg satte derfor alt ind på at få bragt liv i vores forhold igen. Det blev desværre en kamp, jeg kom til at stå meget alene med.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Mette og Martin opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Da vores børn var flyttet hjemmefra, trængte jeg i den grad til at få sat pep i mit og Martins ægteskab – og ikke mindst i vores intime liv.
For i takt med at vores børn var blevet teenagere, havde den høje musik fra deres værelser og deres sene sengetider holdt os mere vågne end lidenskaberne for hinanden, og det ville jeg gerne have lavet om på.
Den trang til forandring havde Martin bare ikke, viste det sig. Når vi gik i seng sammen om aftenen, gav han mig fortsat et tørt kys på kinden, inden han med et langstrakt gab stillede vækkeuret og lagde sig til at sove med ryggen mod mig.
Mit forsøg på at give ham et langt godnatkys eller smyge mig ind under hans dyne ignorerede han fuldstændigt.
Når jeg stadig ikke opgav, var det mest af alt, fordi jeg savnede den nærhed og intimitet, vi engang havde haft. Så i endnu et forsøg på at tænde gnisten imellem os købte jeg et fint sæt undertøj, som jeg en søndag formiddag overraskede ham med, da han steg ud af badet.
Havde jeg håbet på en begejstret reaktion, så blev jeg dog skuffet:
"Helt ærligt!" udbrød han mere forskrækket end fornøjet. "Har du set dig selv i spejlet, tykke?" tilføjede han, før han greb sit håndklæde og forsvandt ind i soveværelset for at klæde sig på.
Ydmyget stillede jeg mig hen foran badeværelsesspejlet. Jo, jeg vidste godt, at jeg i årevis havde trængt til at tabe mig, hvilket Martin da også mange gange før havde sagt.
Jeg vidste dog ikke, at det var de efterhånden 15 overflødige kilo, der var skyld i, at han undgik mig og ikke længere kunne finde gnisten for mig.
Da jeg kom ud fra badeværelset, undskyldte Martin dog for sit ufølsomme udbrud og tilføjede så, at min vægt faktisk bekymrede ham. For han elskede mig jo og ønskede, at vi skulle blive gamle sammen.
Han opfordrede mig derfor med et kys i panden til at skænke mit eget helbred mere opmærksomhed end vores manglende sexliv.
Annonse
I stedet for at gå i forsvar valgte jeg at se det som hans trods alt kærlige opfordring til at komme i gang med at tabe mig. Målrettet gik jeg derfor til værks. Hos en diætist fik jeg lagt et program. Jeg startede også i et fitnesscenter, hvor jeg slavisk fulgte det hårde træningsprogram, der blev lavet til mig.
I starten føltes det som ren tortur at stå der og svede på løbebåndet. Når jeg senere på aftenen vaklende ind ad døren derhjemme, havde jeg da heller ikke overskud til andet end at dejse om i hjørnesofaen, hvor Martin i forvejen lå og så fjernsyn.
I takt med at kiloene begyndte at rasle af mig, blev Martin så utilfreds med de ændrede kostvaner derhjemme. Han savnede sovs og kartofler i hverdagen, en god bøf samt lunt bagerbrød og wienerbrød søndag formiddag, sådan som vi plejede.
Han begyndte tilmed at friste mig med et stykke af sin rygende varme take-away-pizza med smeltet ost. Mens det ikke altid lykkedes mig at modstå fristelsen, vækkede mit vægttab imidlertid ikke mere af hans appetit på mig i ægtesengen.
Selv da jeg havde tabt de overflødige kilo og var kommet i form, gjorde det ingen som helst forskel for Martins lyst til mig.
I løbet af det næste år var den eneste forandring i vores ægteskab derfor, at jeg tog flere kilo på, end jeg havde tabt mig. I mellemtiden var Martin igen begyndt at bruge min overvægt til at forklare sin manglende lyst til mig.
Når jeg nu så mig selv i badespejlet, blev jeg efterhånden tvunget til at erkende, at så længe jeg blev sammen med Martin, så ville intet forandre sig. Om jeg så startede forfra på løbebåndet, ville jeg aldrig blive tilfreds, hverken med mig selv eller med vores ægteskab.
For det var jo ikke kun vores sexliv, der var dødt. Den manglende intimitet var i virkeligheden kun et symptom på, at alt andet imellem os også var det.
For at kunne skabe den forandring, jeg længtes efter, blev jeg derfor nødt til at gå fra mit ægteskab.
Måske var en skilsmisse i virkeligheden også det, Martin inderst inde ønskede, men som han var blevet for doven til selv at tage skridtet?
Én ting var i alt fald sikkert. De eneste reelle protester, han kom med, da jeg bad om skilsmisse, var over det besvær, det krævede. Han insisterede også på at blive boende i huset, hvor jeg uden protester lod badevægten stå på sin vante plads.
For jeg følte mig allerede 10 tons lettere, da jeg flyttede fra Martin og ind i min nye lejlighed, hvor der siden er kommet masser af liv i min tilværelse.
I dag, tre år efter, har jeg mødt en ny mand, som virkelig har lyst til at dele sit liv med mig – og som i øvrigt også er fuldstændig ligeglad med, hvad jeg vejer.
Det er jeg ikke selv, men når jeg nu igen har tabt mig og insisterer på at holde vægten, er det udelukkende for min egen skyld.
Annonse
Siden jeg gik fra Martin, har han derimod taget på, hvilket han vist ikke selv er helt tilfreds med. Alligevel gør han ikke et forsøg på at gøre noget ved det.
Så på det punkt har hans liv heller ikke forandret sig, mens jeg til gengæld er lykkelig for, at vi alligevel ikke nåede at blive gamle sammen, for det ville godt nok være en trist fornøjelse.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
