Anne magtede ikke julen som alenemor – men så mødte hun sin eksmands nye kæreste

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anne opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Det var mig, der gik fra min mand, Anders. Jeg gjorde det, fordi vi var vokset fra hinanden. 

Det skyldtes nok især den hårde tid, vi var igennem, efter at vi fik vores yngste datter, Karen. 

Læs også

Jeg er bange for, at min svigerinde vil ødelægge julen

Hun blev født med en hjertefejl og skulle opereres mange gange, da hun var lille, og var flere gange ved at dø.

Vi klarede den tid flot og var der virkelig for hinanden, mens vi skiftedes til at tage på hospitalet og blive hjemme hos vores ældste datter, Marie. Da vi endelig kom ud på den anden side, og Karen trivedes og kunne leve normalt, kom en periode, hvor vi måtte tage os af Marie. 

Hun ville ikke gå i skole og havde i det hele taget nogle år, hvor hun reagerede med oprør og vrede på den periode, hvor hun havde følt sig overset. Også det kom Anders og jeg flot igennem. Men til sidst følte vi os mest som en bror og søster. 

Vi var vanvittigt gode til at fordele de praktiske opgaver imellem os, trøste hinanden og tage os af vores børn, men vi havde hverken sex eller lo sammen længere. Livsglæde og livslyst fandt vi hver for sig. 

Anders på sine vandreture med vennerne, mens jeg blev frivillig på et dyreinternat og hele tiden kom hjem med hunde og katte, der manglede en familie.

På et tidspunkt forelskede jeg mig voldsomt i en kollega.

Sikkert mest i desperation, fordi jeg trængte til at blive bekræftet som kvinde. Anders tilbød ret storslået, at jeg kunne have forholdet ved siden af vores ægteskab et stykke tid og se, hvad min kollega betød for mig, før jeg besluttede, om jeg ville gå. 

Men det blev for underligt for mig. Allerede efter en uge, besluttede jeg derfor, at Anders og jeg skulle skilles, og jeg flyttede.

Jeg holdt fast i skilsmissen, selv om min forelskelse drev over i løbet af få måneder. 

Så sad jeg der som 42-årig og var alene og skilt fra en mand, jeg stadig holdt af, men ikke kunne finde ud af være kærester med. Jeg fik en nedtur og følte stor skyld over at have ødelagt vores familie, der havde været igennem så meget. 

Det blev lidt bedre, da Anders et halvt år efter fandt en ny kvinde, en jævnaldrende, sød pædagog ved navn Julie. Jeg var glad på hans vegne, men jeg blev også jaloux. For selvom jeg ikke havde lyst til Anders mere, var det svært at se ham med en anden kvinde og vide, at hun nu lå i min side af dobbeltsengen og hele tiden så mine børn.

Den første jul efter skilsmissen sejlede følelserne stadig rundt i mig, og jeg var forvirret. Anders ville gerne have vores døtre juleaften. Han ville holde den med Julie og hendes to børn, så det blev en rigtig familiejul, og det passede mig fint – bildte jeg mig ind.

Jeg var alligevel ikke i humør til fest og havde aldrig været det store julemenneske. 

I stedet tog jeg over til min bror i USA, den eneste familie, jeg havde tilbage. Det eneste julede hos ham og hans kone var et plastictræ pyntet med sølvglimmer. Jeg savnede mine børn og julen derhjemme forfærdeligt, men undertrykte følelsen. 

Min bror havde også droppet julegaver og julesang, i stedet sad vi efter middagen ude på verandaen med vores rødvin. Jeg så op på stjernerne og kneb en tåre, da jeg tænkte på, at mine børn og eksmand nu gik rundt om træet derhjemme med hinanden i hænderne og skrålede i vilden sky.

Læs også

Da Søren for første gang var en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham

Næste år til jul havde jeg fået mere fod på mit liv. Jeg havde lært at leve alene og skabt mig et rart lille hjem i et halvt dobbelthus. 

Min og pigernes hverdag fungerede også fint. Vi gik ture med vores to hunde og legede med vores to katte. I hver fald sagde de, at de lige så godt kunne lide at være hos mig som hos deres far. Den jul lå det ligesom i luften, at det var min tur til at have pigerne, som nu var 11 og 13. 

Jeg spurgte dem, hvad de forestillede sig og var godt på vej til at gå i panik over svaret, for de havde store forventninger. Marie drømte om et enormt juletræ med guldkugler og røde hjerter, og Karen om and og rødkål og den lækreste risalamande. 

Jeg måtte skynde mig ud for at købe julepynt og julekalendere og love, at der kom både juletræ og hvide og brunede kartofter juleaften. Alt skulle være, som det havde været hos Anders. Jeg havde inviteret min bror og hans kone til at komme fra USA og opleve en dansk jul, men de meldte fra, fordi min bror skulle have et nyt knæ. 

Så spurgte jeg en veninde, som også skulle være alene med sin datter, men hun havde bestilt et ophold på højskole i julen.

Anders må have hørt fra pigerne, at jeg ikke havde det nemt med at stå alene med det hele. I hvert fald ringede han en dag og tilbød, at jeg og pigerne kunne holde jul med ham og Julie og hendes børn. 

Han sagde, de var enige om, at de havde hjerterum til det hele. Men stoltheden kom op i mig. Anders skulle ikke tage sig af mig længere på den måde. Anders spurgte så, om det handlede om, at Julie var hans nye kæreste?

"Er det, fordi du ikke kan lide hende?" spurgte han.

"Nej, nej, jeg kan fint lide hende," svarede jeg ærligt.

Jeg havde mødt Julie til flere mærkedage, og hun var sød. Det handlede mere om, at jeg skulle tage mig sammen og vise, at jeg kunne stå på egne ben. Så jeg fortsatte med mine halvhjertede juleforberedelser og ignorerede, at mine døtre frygtede det værste. 

En dag kom jeg hjem med et meget stort træ, som jeg kæmpede med at få ind ad døren, og som viste sig alt for stort til vores stue. Beslutsomt hentede jeg en sav og fik skåret en meter af, men så røg toppen jo med.

"Nu kan det slet ikke fungere som juletræ," sagde Marie grædefærdig.

Jeg fik det ud i carporten og gik ned i byen for at finde et nyt og mindre. Det var der, jeg mødte Anders’ kæreste, Julie. Jeg prøvede egentlig at undgå hende, for jeg var ikke i humør til det møde lige der. 

Men Julie stilede lige imod mig på fortovet. Hun var sådan en mild og sød type, der begyndte med at fortælle mig, hvor meget hun satte pris på den måde, mine børn havde taget imod hende og hendes børn.

"Det er jo ikke børnene, der skal betale prisen for, at vi bliver skilt, vel?" sagde hun og blinkede til mig.

Hun fik skyldfølelsen op i mig. Jeg sagde, at det skulle de ikke, nej, men der var jo nogle livsomstændigheder, der fulgte med, og som de nok måtte finde sig i. 

Julie så forkert ud i hovedet og svarede, at hun ikke ønskede at få mig til at føle mig skyldig. Hun havde selv kæmpet enormt med skyld, fordi hun ikke kunne enes med sin mand, og de derfor ikke længere sås. 

Åbenbart havde de, inden de holdt op med at se hinanden, skændtes om næsten alt, undtagen julen, som hendes eksmand hellere end gerne slap for. Han tog nemlig hvert år til Mallorca med sin nye kæreste.

"Der er du og Anders jo enormt inspirerende, I er bare så søde ved hinanden," fortsatte hun.

For at få Julie til at føle sig bedre tilpas, fortalte jeg hende så om mit mislykkede juletræsprojekt.

"Jamen, det var jo kun endnu en god grund til, at vi skulle holde jul hjemme hos dem," sagde hun. 

Straks efter indrømmede hun, at Anders var helt knust over at skulle tilbringe en juleaften uden sine børn. Han havde faktisk helt mistet lysten til at forberede noget som helst og endda opgivet at lave and. Derfor havde hun håbet, at han havde kunnet få mig til at komme over til dem med børnene. Men Julie respekterede selvfølgelig, hvis vi hellere ville holde jul bare mig og mine døtre.

Læs også

May Lifschitz blev overfaldet under en fotoskydning: ”Det er svært at holde fast i det bløde”

Helt tummelumsk sagde jeg farvel og gik hjem uden et juletræ. Af en eller anden grund var det ikke faldet mig ind, at Anders havde ringet til mig, fordi han ville redde sin egen juleaften og håbede at kunne danse om træet med sine to døtre. 

Hvor havde jeg dog været dum! Straks jeg kom hjem, indkaldte jeg til familieråd og spurgte Karen og Marie, om de helst ville holde jul bare os tre eller være til storjul ovre hos deres far.

"Men kommer du også med derover, mor?" spurgte Karen med store øjne.

"Ja, jeg kommer også med," sagde jeg.

Så var der slet ingen tvivl hos dem om, at de helst ville storjulen. Lettelsen lyste ud af deres øjne. For selvfølgelig var også de kede af, hvis de skulle have undværet deres far.

Det endte med at blive en meget vellykket juleaften. Anders var dybt taknemlig og lavede den dejligste and til os alle. Jeg stod for risalamanden, og Julie og vores børn stod i fællesskab for konfekt og pynt af træet.

Siden er det blevet sådan, at jeg og mine piger holder jul hvert år hos Anders og Julie. Her kender alle efterhånden deres opgaver og alt, hvad der skal ske. Men hvert år tilføjer vi også en lille ny tradition. 

I år skal vi f.eks. slutte aftenen af med en pakkeleg, som mine piger insisterer på at stå for. Jeg glæder mig til at opleve dem i spidsen for den nyindførte tradition, mens vi alle sidder og hygger os i vores lille storfamilie.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.