Kønsroller: Hvorfor er det negativt at være en tøs?

Vi har da allerede ligestilling, har vi ikke? Det var etspørgsmål tv-vært Christiane Schaumburg-Müller fik ørene i maskinen for at stille. For kønsroller er stadig et farligt emne, og når mænd siger, at feminisme også gavner mænd, vækker det stadig opsigt. I denne uge stiller forkvinde Ulrik Frost skarpt på, hvordan sproget kan være med til at fastholde negative forestillinger om kvinder.  

DEBAT: Kogekoner, landmænd, jordemødre og embedsmænd: Sproget er fyldt med køn, der former den måde, vi ser virkeligheden på. Men det kan også blive en begrænsning, når vi låser folk fast i kønnede roller.

Mor, hvorfor hedder det gadedrengehop, når piger også godt kan finde ud af det?", spurgte min venindes 4-årige datter sin mor for nylig. "Jeg synes hellere, det skal hedde gadepigehop", sagde hun ivrigt og hoppede videre. Jeg stod i præcis samme situation som barn, da jeg opdagede, at sproget ikke passer til den virkelighed, vi lever i.

Dengang mærkede jeg på min egen krop, hvad det vil sige at skulle leve op til en kønsrolle. Jeg forsøgte ihærdigt at finde interesse for fodbold og de vilde "drengelege", selvom jeg var i mit es, når jeg tegnede med pigerne og klædte mig ud i kjoler. De andres drillerier fik mig til at tro, at der måtte være noget galt med mig, når de kaldte mig for "tøse-Ulrik". Indtil det slog mig, at det måske var samfundet, den var gal med.

Stort set alle kvinder må før eller siden "mande sig op". De får i ét væk titler som formand, landmand og embedsmand, alt efter hvilket hverv de tager. Men det gælder ikke den anden vej rundt: Vi ville studse over en mand, der kaldte sig embedskvinde eller landkvinde. Der har vi stadig en udfordring for ligestillingen, fordi det beviser, at det mandlige har større værdi end det

kvindelige: Alle må være mænd. Alle må gå i bukser og i blåt. Men det værste, en dreng kan være, er en tøsedreng. Og selv for piger er tilføjelsen "tøs" skammelig. Ingen vil være en tøsepige, og det kvindelige eller pigede er dermed af så lav værdi, at det kan devaluere selv piger – og dermed har vi også sagt, at piger somme tider helst skal agere som vores klassiske opfattelse af en dreng med klassiske maskuline værdier. Som når mor trækker i jakkesættet for at lege med de store drenge på chefgangen.

I sproget ligger en særlig magt, der er med til at bestemme vores virkelighed. Det er sproget, der er med til at afgøre, hvad mænd må, og hvad kvinder må. Eller især ikke må. Derfor er det ikke så underligt, at mange drenge leger vilde lege, fordi vi sprogligt opfordrer dem til det: "Nøj, du er en rigtig dreng, hva? Sikke en vildbasse!". På samme måde siger vi til piger, at de er nogle fine, dygtige prinsesser, der kan sidde stille og koncentrere sig. Sjovt nok ender det med, at mænd og kvinder opfører sig forskelligt. På den måde skaber vi identiteter, som ikke er givet alene på grund af vores biologiske køn. Vi skaber nemlig et socialt køn gennem opdragelsen, hvor kvinder og mænd er fra henholdsvis Venus og Mars. Sådan skaber sproget vores virkelighed.

Rusk op i sproget

Problemet opstår, når sproget ikke kan indfange hele vores virkelighed. Som dengang, da jeg som barn hellere ville tegne og gå i kjole, eller som da min venindes datter ville hoppe gadepigehop. Derfor er det vigtigt, at vi rusker op i sproget og tilpasser det den virkelighed, vi er en del af. De maskuline titler har fået en neutral betydning, mens de kvindelige titler stadig er yderst værdiladede. Når folk ringer til forkvinden for Selskab for Ligestilling, forventer de, at en kvinde svarer, selvom navnet er Ulrik Frost. Lige indtil min dybe røst chokerer, og folk får virkeligheden i den gale hals.

Forklaringen på denne kønsballade er ganske simpel: De kønsroller, vi forventer, mænd og kvinder indtager, er begrænsende for vores frihed til selv at bestemme over vores egne værdier. Vi putter mænd og kvinder i jernhårde båse og tillægger dem værdier alene på baggrund af køn. Hvis vi ønsker ligestillingen, må vi åbne op for, at mennesker frit kan afgøre, hvilke værdier, der er vigtige for lige netop dem – uanset deres køn. Og nu er der så dem, der vil sige, at langt de fleste passer ned i de bokse, vi har skabt. Og det er heldigvis sandt, at flertallet kan acceptere kønsrollerne. Men hvor ville det være en berigelse, hvis vi kunne åbne op for, at der er et utal af måder at leve på, som ikke skal afgøres af, hvad man har mellem benene.

Frihed og tolerance er nøglen til det gode samfund. Frihed til at vælge, hvem vi vil være, og tolerance, der giver andre den samme frihed til at vælge. Men det er et problem, at samfundets snævre kønsnormer begrænser vores udfoldelse. Derfor må vi ruske op i den traditionelle kønsforståelse og nuancere vores sprog. Vi kan starte med at udskifte de kønnede betegnelser som gadedrengehop, formand og kogekoge med gadehop, forperson og kogeperson.

Et frit og lige samfund er et, hvor mænd kan gå i kjole, sy og tegne, mens kvinder kan være vilde, spille fodbold og klatre i træer uden at blive set skævt til. Det er en pædagogisk udfordring at lade piger være drenge og drenge være piger, fordi vi skal udvide vores virkelighedsopfattelse. Men det er besværet værd! Så næste gang, du er lige ved at tage dig selv i at sige, at din søn er en "rigtig dreng", fordi han slås med sværd, at din niece elsker "pigefarver", at nogen er en "tøs", fordi han eller hun ikke bunder snapsen til julefrokosten, eller at din kollega blev "tøsefornærmet", så stop op, og find et andet ordvalg. Det er en vej til frihed, tolerance og ligestilling!

Sig det, del det, skriv det

Har du en mening, du vil dele? Så send dit debatindlæg til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde 700-900 ord.

LÆS OGSÅ: "Manden er stadig familiens overhoved"

LÆS OGSÅ: Samfund: I Aarhus dropper de kaffeaftalerne

LÆS OGSÅ: Derfor bliver det sværere at holde sammen i familien