"Manden er stadig familiens overhoved"

KLUMME: Under Spaniens Franco-regime, der varede frem til 1975, var det straffrit at slå sin kone eller datter ihjel, hvis de havde bragt skam over familien. I Danmark havde vi med samme logik rabat på straffen for såkaldte jalousidrab helt frem til 2009, hvor Højesteret mente, at udviklingen efterhånden var løbet fra det med, at det skulle være en formildende omstændighed, at den dræbte havde været i seng med gerningsmanden.

Tanken om, at manden ejer familien, har sit mest ekstreme udtryk, når pressede mænd over hele den vestlige verden dagligt tager livet af kone og/eller børn. Den hvide mands æresdrab er det blevet kaldt. Det er den knap så hvide mands æresdrab, som får mest opmærksomhed, særligt når det er store eller voksne børn, der slås ihjel for at opretholde familiens forkvaklede æresbegreber. Men til grund for de to typer drab ligger samme (mis)forståelse af faderen som værende familiens overhoved med hånds- og halsret over familiemedlemmerne.

I de vestlige lande har vi over det sidste århundrede taget store livtag med den kulturelt lejrede forestilling om familien som mandens ejendom. Vi har med undtagelse af Malta alle sammen fået ret til skilsmisse, kvinder har fået ret til at have bankkonti og købe på kredit uden deres mands underskrift og ved skilsmisse har man set på, hvilken af forældrene som barnet eller børnene var mest knyttede til.

Denne nye vestlige retstradition omkring skilsmissebørn har stået i modsætning til f.eks. fortolkninger af sharialoven og den retlige tradition i mange muslimske lande, hvor faderen forbliver familiens overhoved efter skilsmisse, og hvor moderen får lov til at have barnet hos sig indtil det har en vis alder, hvor barnet så automatisk skal over og bo hos faren. Barnets tarv er i princippet underordnet.

Synet på barnet varierer i det hele taget enormt kulturer imellem. Jeg har tidligere skrevet om mine egne oplevelser som mor i Madrid. Jeg var overrasket over, hvor stor forskel der var. I Nordeuropa ser vi den lille som et selvstændigt individ, og vi tager hensyn til barnets personlighed, tilbøjeligheder og udvikling. Vi organiserer os fuldstændig efter det, går i seng med hønsene og stiller vores liv på pause i et årti eller to. I Sydeuropa er det groft sagt omvendt. Barnet er en gave til hele familien, det skal nydes, vises frem, kysse på kommando, og det skal altid kunne sove i klapvognen, så forældrene kan drikke noget god vin og spise en tallerkenfuld pasta under åben nattehimmel.

Men det danske kulturelle og lovgivningsmæssige udgangspunkt, der tages i barnet som person, et individ med behov og interesser, er trængt tilbage det sidste årti, når det kommer til skilsmisse og forældremyndighed. Først med forældreansvarsloven, som indførte automatisk fælles forældremyndighed efter skilsmisse, og nu med regeringens planer om at udvide rettighederne for de forældre, der ikke er bopælsforældre. Hensigten bag lovene er at fremme fædrenes stilling efter skilsmisse.

Det er nemlig kvinder, der tager næsten hele barslen, omsorgsdagene, deltiden, karrierenedgangen, og som resultat af deres tid med barnet er mest knyttede til det. De danske mænd kan i modsætning til kvinderne statistisk set se frem til en klækkelig lønstigning og karrierefremgang efter de er blevet forældre. Og resultatet af den uens fordeling af opgaver i og udenfor hjemmet og i familien er tydeligt, når far og mor går fra hinanden. Børnene bliver i langt de fleste tilfælde hos mor. Når det fungerer godt, kan forældrene finde sig til rette med deleordninger og udvidet samvær, men når det fungerer dårligt bliver farmand ofte taberen. Og dem er der mange af, så mange, at ellers seriøse, velbegavede mennesker har kaldt den ude-dømte far Danmarks eneste ligestillingsproblem.

Og lad mig lige understrege, at mødre og fædre har en forpligtelse til at lægge ego og følelser til side for børnenes skyld. Den forælder, der bruger børnene til at hævne sig på den anden rangerer lavest i det forældrehierarkiet på niveau med bælteafstraffere og andre psykopater. Kun de kvinder, der bruger falske anklager om incest imod deres ex-mand, rangerer under dem. De skader ikke bare deres egne børn, men også de børn, som rent faktisk er udsat for incest, og deres chancer for at blive taget alvorligt, når de fremsætter anklagen. Det er utilgiveligt.

Men når vi forsøger at lovgive os til ligestilling efter en skilsmisse, men ikke til ligestilling i familierne, arbejdslivet og med hensyn til tilknytning, omsorg og barsel, så bevæger vi os faktisk tilbage mod den historiske og globalt udbredte tankegang om, at manden har automatisk ret over familien, og væk fra udgangspunktet om, at barnet og dets tarv er i centrum.

Regeringen har droppet mærkesag efter mærkesag på ligestillingsområdet og den såkaldte ligestillingsminister synes aldeles fortabt og uden retning på sit ressortområde. Ikke mindst derfor kunne man frygte, at denne pludselige trold af en æske er uigennemtænkt symbolpolitik i et valgår og måske endda et forsøg på at kamuflere, at regeringen indtil videre har været ude af stand til at formulere nogen nævneværdig politik for ligestillingen i Danmark eller for landets børnefamilier.

LÆS OGSÅ: De har brudt med familien

LÆS OGSÅ: Anne Sofie Allarp: I Danmark splitter vi familier

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Sådan får I en god deleordning