Lasse var for længe om at gennemskue sin egoistiske far: "Det var hårdt at erkende, at han ikke undte mig lykken"

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lasse opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Min engelske far ankom som ung på en enkeltbillet til Danmark for at besøge en kammerat, der havde bosat sig her i landet. At han ikke havde en returbillet skyldtes, at han ikke havde så travlt med at vende retur til England igen, hvor han hverken havde et fast arbejde eller et sted at bo.

Læs også

"Er jeg tvunget til at genoptage kontakten til min datter?"

Først 10 år senere, hvor han i mellemtiden havde mødt min mor, og jeg var kommet til verden, rejste han retur på en enkeltbillet – stadig uden en krone på lommen.

For på trods af sine 10 år her i Danmark, så havde min far aldrig været villig til at slå rødder. Han havde heller ikke hverken lært sig at tale dansk eller haft et fast arbejde. Han havde i stedet stædigt forsøgt at overbevise min mor om, at de skulle flytte tilbage til England, hvor de ifølge ham snildt kunne finde et sted at bo til en langt billigere husleje, og hvor han – uden at blive flået i skat – kunne skabe sig en indbringende forretningskarriere.

Min mor, der arbejdede som skolelærer, havde imidlertid afvist enhver tale om at opgive sit faste job for at blive hjemmegående husmor i et fremmed land. Hun havde efterhånden heller ikke den store tiltro til en fremtid sammen med min konstant arbejdsløse far og endte da også med at foretrække en fremtid som enlig mor for mig.

Siden da så jeg min far hver anden weekend rundt omkring på de lejede værelser, han boede på, i byen. Hans tilværelse virkede ret så kummerlig, alligevel underholdt han mig konstant om den strålende fremtid, der ventede ham, når han en dag vendte retur til England. 

Derovre ville han etablere sin egen virksomhed i løbet af ingen tid og tjene så mange penge, at han kunne købe sig et stort hus og køre rundt i italienske sportsvogne – uden at skulle betale de uhyrlige danske afgifter.

Jeg så det hele lyslevende for mig, men han nåede dog ikke at vise mig sit fædreland, før jeg som 6-årig stod i lufthavnen og vinkede farvel til ham. Han ville nu hjem og realisere sin fremtid som forretningsmand. Forinden havde han overbevist mig om, at jeg ville komme til at se lige så meget til ham som før. 

Fremfor hver anden weekend skulle jeg nu blot til at flyve over til ham i mine skoleferier. Alligevel græd jeg som pisket, da vi stod i lufthavnen, og jeg bad i mit stille sind til, at han ville misse sit fly til Manchester, så han var tvunget til at blive hos mig. Den bøn blev ikke hørt, og min far drog hjem til England.

Min fars dedikerede mål om at blive millionær trak derimod ud. Hver gang, jeg siden fløj over til ham, var det derfor min mor, der betalte for billetten. Når jeg landede i Manchester, blev jeg heller ikke hentet i en italiensk Alfa Romeo, men i en nedslidt bil, der var ved at falde fra hinanden. På vej hjem til min fars lille lejlighed i et nedslidt beboelseskvarter, indviede han mig i, at han var i opstartsfasen af sin nye business. 

Når vi var sammen, sad han nu mest foran sin computer og røg cigaretter, mens jeg legede for mig selv eller så fjernsyn for nedrullede gardiner. Hvis jeg kedede mig, sagde han, at jeg bare kunne smutte udenfor og finde nogle andre børn at lege med. Men selv når jeg var udenfor sammen med ham, følte jeg mig ikke tryg i det kvarter. Af samme grund kaldte han mig for en ”mummy's boy” og mente, at jeg var en tøsedreng, der manglede hår på brystet.

For ikke udelukkende at skulle leve af baked beans på dåse, spædede jeg til kosten med de lommepenge, min mor havde givet mig med hjemmefra. I takt med at jeg blev teenager og tjente mine lommepenge på et fritidsarbejde, fyldte min far så også mere og mere i indkøbsvognen i de engelske supermarkeder og lod så mig betale ved kassen.

Læs også

Gensynet med sit livs kærlighed kom til at betyde meget for Camilla – men ikke på den måde, hun havde troet

Selvfølgelig var jeg efterhånden blevet klar over, at min fars høje tanker om sig selv og hans økonomiske fremtid var de rene luftkasteller. Jeg elskede ham dog ikke mindre af den grund og ønskede stadig inderligt, at det ville gå ham godt. Når jeg derfor rådede ham til at sænke barren og stille sig tilfreds med et almindeligt lønmodtagerjob, anklagede han mig for at prædike den ”danske Jantelov.” I hans verden var det stadig kun et spørgsmål om tid, før han blev stenrig.

Efterhånden som min mor ikke længere betalte for mine flybilletter, fik jeg selv andre økonomiske prioriteter end at rejse over til min far i mine ferier. Jeg nøjedes med at flyve derover et par gange om året på en forlænget weekend uden for feriesæsonen, hvor det ikke kostede nær så meget. Min far afviste selv enhver tale om at flyve over for at besøge mig. Ifølge ham, havde Danmark taget nok fra ham, så her gad han ikke komme længere.

Intet i min fars liv havde forandret sig, da jeg selv blev færdig med min handelsskoleuddannelse og landede i mit første faste job som salgsmedarbejder i et stort firma. Når jeg forsøgte at forklare min far, hvad mit nye job gik ud på, fnøs han. Han mente nemlig ikke, at det job krævede en uddannelse, det ville det i hvert fald aldrig gøre i England. 

Hvis han ellers selv gad, så kunne han i øvrigt til enhver tid udføre det samme job på den halve tid. Nej, hvis jeg i stedet tog imod hans faderlige råd og investerede i hans nye virksomhed, ville jeg snart se seriøse penge. Det tilbud afslog jeg høfligt. I stedet nøjedes jeg med at blive ved med at fylde hans køleskab, når jeg besøgte ham i England.

Da jeg havde mødt min kæreste Ida, og vi flyttede sammen, pressede jeg på for, at min far skulle komme og besøge os i vores nye hus. Men selvom jeg ovenikøbet tilbød at betale for hans flybillet, så tog han ikke imod mine invitationer. Han mente, at jeg i stedet skulle invitere Ida med over og møde ham i England. Jeg gav mig langt om længe, men netop som vi havde booket flybilletter, lukkede hele verden ned pga. corona. Da den åbnede op igen, var Ida blevet gravid.

Nu gik jeg mere hårdt til min far. Jeg forsøgte at overbevise ham om, at nu hvor jeg selv skulle være far, så blev han nødt til at komme over og besøge os. Hårdt presset indrømmede min far så, at han skyldte den danske stat ret mange penge, fordi han havde undladt at betale sine børnepenge for mig, han var derfor sikker på, at han ville blive lagt i håndjern i det øjeblik, han satte sine fødder på dansk jord.

Måske burde jeg ikke være blevet så chokeret over den information, men det blev jeg. Efter at have sundet mig, var jeg dog lettet over, at der langt om længe var en fornuftig forklaring på min fars stædige modstand mod at besøge mig i Danmark. Da jeg selv kontaktede de danske myndigheder, kunne de imidlertid meddele, at de for længst havde opgivet at inddrive min fars gæld og derfor havde henlagt sagen. Det fortalte jeg min far, hvorefter jeg sendte ham pengene, så han kunne købe en billet.

Læs også

Kan jeg tillade mig at gå fra min kone?

Da jeg stod i lufthavnen og ventede på, at min far skulle ankomme, var jeg selv blevet far til min lille søn på tre uger. Jeg var derfor sikker på, at denne forlængede weekend med min far og min lille søn ville være den, der langt om længe ville bringe os sammen. Det håb viste sig desværre ikke at holde stik. For da min far trådte ud i ankomsthallen og fulgte med hen til min nye familiebil, begyndte han med det samme at nedgøre bilen. Han forklarede mig, at han i England kunne købe den type bil til ”foræringspris,” men at han i øvrigt aldrig ville eje eller have sådan en bil.

Da han trådte ind i mit og Idas nye rækkehus, spurgte han som det første til prisen på det. Han undlod heller ikke at sige, at han aldrig selv kunne drømme om at købe et hus med kun ét badeværelse. Eller med en så lille have, som han gentog, hver gang han modvilligt gik derud for at ryge.

Min far bestilte i det hele taget ikke andet den weekend end at nedgøre alt det, jeg selv havde opnået. I den tid, hvor han var hos os, udviste han heller ikke spor interesse for sit barnebarn, for han havde mere travlt med at tale om sig selv. Det, at jeg ikke engang kunne dele min glæde over at være blevet far med ham, var selvsagt dybt sårende. Hårdt var det også at erkende, at min egen far ikke undte mig fremgang og lykke, men i stedet havde mere travlt med at pille mig ned.

Selvom det gjorde mig vred, så bed jeg tænderne sammen. For jeg vidste jo, at det var spild af tid at forsøge at lave om på min far. Men da jeg havde kørt ham tilbage til lufthavnen og sagt farvel, gav jeg langt om længe slip på mit håb om at få et bedre forhold til ham.

I dag, to år efter, beklager min far sig fortsat over, at jeg ikke besøger ham, når jeg en sjælden gang taler med ham. Til det svarer jeg, at hvis han vil se mig og sit barnebarn, så må han jo købe sig en flybillet, for jeg har som familiefar andre økonomiske prioriteter. Dermed ikke sagt, at vi ikke en dag vil flyve over for at aflægge min far et besøg, det bliver bare når det passer ind i familiens planer. For min fars pibe – den er jeg færdig med at danse efter.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.