"Er jeg tvunget til at genoptage kontakten til min datter?"
En læser spørger, om hun er tvunget til at genoptage kontakten med sin datter. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse her.
En læser spørger, om hun skal genoptage kontakten til siden datter:
Min i dag 33-årige datter mødte sin kæreste, da hun var i 20'erne.
I starten gjorde det mig og hendes stedfar glade, da hun dengang havde et stort tryghedsbehov og tilbragte meget tid herhjemme.
Kæresten virkede umiddelbart sød, og da de ofte var hos ham, fik vi mere ro herhjemme. Efter noget tid flyttede hun ind hos kæresten og hans forældre og begyndte her at ændre adfærd.
Hun kom sjældent hjem, de brugte mange penge og købte også en lejlighed efter råd fra hans forældre og besluttede sig for at få fælles økonomi.
Da jeg udtrykte bekymring over det, eksploderede kæresten en dag og kaldte mig for "en sindssyg kælling", hvilket sårede mig dybt.
Vi havde derfor længe ingen kontakt, men efter at de fik børn og flyttede tættere på os, begyndte de at komme her igen.
Da jeg på det tidspunkt led af en depression, blev deres hyppige besøg for meget for mig, og vores forhold blev igen anspændt, også fordi min datter forventede, at jeg tit passede deres børn.
Da de giftede sig og forærede mig et bryllupsbillede, gjorde jeg dem klart, at det ikke ville blive stillet frem herhjemme. Det fik min svigersøn til at skælde mig ud, mens mine børnebørn var til stede.
Det var nedbrydende for mig, og jeg valgte derfor helt at afbryde kontakten til hele familien.
Ondt gjorde det, men jeg har heldigvis mine to andre døtre.
Problemet er, at min datter og svigersøn stadig bor tæt på os, så vi støder ofte på hinanden dog uden at hilse. Jeg har det fortsat psykisk dårligt, alligevel mener min omgangskreds, at jeg bør kontakte min datter, hvilket jeg ikke har lyst til.
Er jeg helt gal på den?
Vibeke Dorph råder til at agere voksen, og til at tage ansvar:
Hvis du spørger mig, hvorvidt det er i orden, at du dropper kontakten til din datter, så vil mit svar være nej. Forældre dropper ikke deres børn, medmindre der er en afsindig god grund til det, og den finder jeg egentlig ikke i din mail.
For det kan da godt være, at du i sin tid kom på kant med din svigersøn og derfor fortsat har et skævt øje til ham, men desto vigtigere er det vel, at du som din datters mor holder en tæt kontakt til hende, så du kan sikre dig, at hun på trods af sin mand har det godt.
Du har så i stedet for at agere som den voksne og modne her, gjort det modsatte. For det er barnligt, når du meddeler din datter og svigersøn, at du ikke vil stille det bryllupsbillede frem, som de var så venlige at forære dig efter deres bryllup.
Hvordan kan du finde på at komme med en så sårende og meningsløs udmelding? Jeg forstår det ikke helt.
Er der mon tale om gammelt nag fra dengang, hvor du kom op og skændes med din svigersøn?
Eller er der tale om, at du fortsat er harm over, at de kom anstigende med dine børnebørn på trods af dit dårlige helbred?
Om det er det ene eller andet, ved jeg jo ikke, men har du ikke fået renset luften med din svigersøn efter en hændelse, der ligger mere end 10 år tilbage eller fået sagt fra til børnepasning, så er det sygdom eller ej dit eget ansvar at få sagt fra i tide.
Om du nu skal kontakte din datter eller ej, det kan både jeg og din omgangskreds have vores mening om, men den er sekundær her.
Vigtigst er det, at du gør det, du finder rigtigt, men tænkt dig godt om. For hverken du eller din datters familie har glæde af, at du dukker op i deres liv igen, hvis det hele igen skal ende i meningsløse konflikter imellem jer.