Gensynet med sit livs kærlighed kom til at betyde meget for Camilla – men ikke på den måde, hun havde troet

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Camilla opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg vågnede ør og omtumlet efter min venindes 50-års fødselsdag. Jeg havde fået for meget at drikke aftenen inden og sovet for lidt, men jeg havde også en vild følelse i kroppen. 

Jeg havde nemlig mødt Allan for første gang i næsten 25 år. Pludselig stod han i Anettes køkken med en øl i hånden, og på nær de ekstra kilo og grå tindinger så lignede han sig selv.

Læs også

Morten Kirckhoff har været gift i 25 år: ”Dét har været nøglen til vores lange ægteskab”

At gense Allan var som at blive skudt tilbage til mine 20’ere i raketfart, og jeg følte mig overrumplet. Ikke mindst, fordi jeg kunne se på Allan, at han havde det på samme måde. Vi faldt spontant i armene på hinanden. At mærke hans krop mod min føltes som at glide ind i den havn, jeg altid skulle have ligget fortøjet i. 

Vi veg ikke fra hinanden resten af aftenen. Vi talte da sammen, men jeg huskede dårligt om hvad. Det var den fysiske nærhed, vores blikke og berøringer, jeg huskede.

Allan og jeg havde været kærester, da vi var unge, selvom jeg altid havde syntes, at ’kærester’ var et tamt ord for den forbindelse, vi delte. Det var kærlighed ved første blik, og vores forhold var lidenskabeligt helt fra starten. Vi havde begge været frie fugle, og vi elskede at rejse både sammen og hver for sig. 

Efter adskillelserne fandt vi altid sammen igen. Vi kunne simpelthen ikke holde os fra hinanden. Jeg følte dengang, at jeg havde fundet den perfekte mand, og jeg kunne ikke forestille mig, at vi nogensinde skulle skilles fra hinanden igen. Vi passede simpelthen så godt sammen, og jeg fik derfor et chok, den dag Allan fortalte mig, at han havde brug for sin frihed. Han ville rejse ud i verden – alene og uden hverken forpligtelser eller bagkant.

Der var dage dengang, hvor jeg ikke troede, at jeg ville overleve vores brud. Der var ikke internet dengang, så jeg havde ingen anelse om, hvor Allan var, eller hvad han lavede. Jeg hørte intet fra ham, for det var sådan, han ville havde det: et rent brud og sin frihed.

Selv fandt jeg kun en kærestesorg så stor, at jeg aldrig troede, jeg ville komme over den. Jeg forsøgte mig med tiden halvhjertet med andre kæresteforhold, men de kunne ikke måle sig med den intensitet, jeg havde oplevet med Allan.

Til sidst kom jeg til den konklusion, at jeg ikke ville møde den samme voldsomme kærlighed igen, og jeg gik ind i et nyt forhold velvidende, at det føltes som et kompromis. Det forhold blev mit ægteskab, vi fik en søn sammen, men min mand kendte godt til min fortid med Allan, og han følte at den spøgte. Det værste var, at han havde ret, og vi endte med at blive skilt. Det havde jeg egentlig haft det fint med indtil den aften, hvor jeg løb ind i Allan igen.

Nu lå jeg så i min seng med en ild brændende i både tanker og krop. Efter vores nye møde var jeg endnu mere overbevist om, at Allan og jeg havde en stærk og særlig forbindelse.

På trods af, at jeg ikke huskede ret meget af, hvad vi havde sagt til hinanden aftenen før, så huskede jeg alligevel en vigtig detalje: at Allan var gift. Selvom jeg havde det lidt skidt med det, så havde jeg også en endnu stærkere lyst til at skrive til ham, men ringen på hans finger gjorde, at jeg holdt mig tilbage.

I stedet greb jeg min telefon og googlede hans navn. Fotos fra sejlkonkurrencer og bjergklatring, fortalte mig, at Allan var den samme eventyrer, som han altid havde været. Men jeg så også enkelte fotos af ham med hans kone og tre døtre, og selvom mit hjerte gjorde ondt ved tanken, var jeg nødt til at indrømme, at de faktisk lignede en lykkelig familie.

Jeg fik derfor endnu et chok, da der tikkede en besked ind på min telefon sent næste aften. Her skrev Allan, at han ikke kunne få vores møde ud af hovedet. Ville jeg ses igen?

Næste aften trådte jeg ind på den café, hvor vi skulle mødes. Allan sad allerede i baren med to glas rødvin klar, og jeg nåede knap at drikke mit, inden vi endte i armene på hinanden. Senere kyssede vi i en port, og inden længe tog vi hjem til mig, for min nu halvvoksne søn var hos sin far. Vores sex var præcis så lidenskabelig og altopslugende, som jeg huskede det. Det føltes som om, vi var skabt til at passe sammen, og da vi efterfølgende lå i mørket og talte sammen, følte vi os begge overrumplede af lykke over, at vi havde fået endnu en chance.

Kontakten imellem os var flammende og intens det næste stykke tid. Vi så hinanden, når vi kunne, og følelsen af stærk samhørighed gjorde mig lykkelig. Tænk, at jeg skulle opleve den kærlighed, jeg havde troet var gået tabt! Livet var virkelig forunderligt.

Læs også

Min kæreste prøver at ændre sig, men jeg har lyst til at gå alligevel

Nu og da ramte den dårlige samvittighed mig dog, for Allan var jo gift. Hver gang slog han det hen med, at ægteskabet var dårligt, og at han og hans hustru for længst var blevet enige om at gå fra hinanden, når deres yngste skulle på efterskole. Jeg havde ingen problemer med, at han havde brug for at afslutte sit ægteskab nænsomt, og at det derfor ville tage lidt tid, før vi for alvor kunne træde ud i verden som et par.

Hele vinteren nød vi vores genforelskelse og lagde store og eventyrlige planer for vores fælles fremtid. Allan havde en idé om, at vi skulle bo på en båd. Så kunne vi lette anker og sejle afsted, når vi ville. Vi kunne sejle jorden rundt, tage noget forefaldne arbejde og ellers leve af friskfangede fisk og kærlighed. Det ville blive et drømmeliv, men indtil da gik vi på listefødder og ventede på det rigtige tidspunkt til at starte alt det nye.

Jeg var selv overrasket over det næste, der skete, men en uventet skepsis begyndte at flytte ind i mig. Det var ikke det, at Allan ikke lod til at gøre noget for at afslutte sit ægteskab, der gjorde mig mistænksom til at begynde med. Det var mere drømmene og alle fantasierne. I så mange år havde jeg næret mig ved at forestille mig et drømmeliv med Allan. Men nu, hvor jeg hørte ham male et fantasiliv op, hvor vi bekymringsløst sejlede ud i det blå sammen, begyndte drømmelivet at få en hul klang.

For vi havde jo børn, jobs og forpligtelser. Jobbet kunne selvfølgelig siges op, men jeg var faktisk glad for mit faste arbejde, og jeg kunne ikke forestille mig at forlade min søn. Det slog mig, at Allan ikke kunne forholde sig til de praktiske sider af fremtiden. Hans næste løsningsforslag var så, at vi i stedet flyttede til en italiensk bjerglandsby, og han blev helt optændt af den nye idé, mens jeg ganske langsomt begyndte at trække følehornene til mig.

Den første praktiske forhindring for vores fremtid, skete der heller intet med, nemlig Allans ægteskab. Han kviede sig, når jeg gik ham på klingen, og han prøvede gang på gang at charmere sig ud af det, når jeg konfronterede ham.

Det virkede for en tid, men jo mere jeg så igennem hans drømmescenarier, des bedre forstod jeg også, at han aldrig ville handle.

Jeg begyndte også at se hans ægteskab i et nyt lys: Allan var drømmeren og fantasten, mens hans kone var den, der holdt ham forankret i virkeligheden. Den, der sørgede for, at regningerne blev betalt, at børnene fik børstet deres tænder, og at der stod mad på bordet hver aften. Alt det, han syntes var ’kedeligt’ og ’visionsløst’. Men det var også alt det, han havde brug for, at en anden gjorde for ham. Det var derfor, han nølede. Og havde jeg lyst til at overtage den rolle? Nej, det havde jeg bestemt ikke.

Det var en hård erkendelse, for mange af mine egne drømme bristede med den, men jeg måtte indse, at alt det, jeg havde været vild med hos Allan for 25 år siden, ikke var modnet godt. Jeg havde elsket hans impulsivitet, men hos en 52-årig mand fremstod det samme træk blot som egoisme og uansvarlighed. Jeg havde elsket, at Allan var en drømmer, men nu var han bare en fantast. Jeg havde elsket, at han lod sig rive med af sine følelser, men i vores nuværende situation betød det, at han både var sin kone utro og svigtede mig.

Læs også

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med min narcissistiske ekskæreste

Jeg var overraskende afklaret, da jeg gjorde det forbi med Allan, men det fortalte mig også noget godt om mig selv. Jeg havde udviklet mig langt mere gennem livet end Allan. Drømme og fantasier var ikke nok for mig. Jeg ville gerne opleve kærligheden, men det skulle være en ansvarlig kærlighed. Jeg følte mig f.eks. forpligtet overfor min søn, og den forpligtelse var ikke en begrænsning, men en stor værdi i mit liv.

At møde Allan igen vendte mit liv på hovedet på en hel anden måde, end jeg havde forventet. Vores møde gjorde mig i stand til at give slip på nogle forestillinger, jeg nu kunne se, var helt urealistiske. Men det var også forestillinger, der havde holdt mig tilbage. Nu hvor jeg gav slip på dem, så jeg, at det, jeg i virkeligheden ledte efter, var et forhold, der var ligebyrdigt og ansvarligt. Et varigt fundament og ikke en flygtig drøm.

Ganske kort tid efter, at jeg gjorde det forbi med Allan, mødte jeg den mand, jeg er sammen med i dag. Vi har et skønt forhold, hvor der både er plads til rejser og eventyr, men også til at tage ansvar og drage omsorg for hinanden og vores nærmeste.

Det tog lang tid for mig at blive moden nok til at forpligte mig 100% til et andet menneske, men jeg har lært meget om, hvad ægte kærlighed er undervejs – også takket være fantasten Allan.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.