"Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg gjort en større indsats for at blive i mit første ægteskab – i min kernefamilie"

Sølvi Ellinora Degnegaard mistede noget forskelligt, hver gang hun blev skilt, men det største tab er uden tvivl kernefamilien.

– Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg gjort en større indsats for at blive i mit første ægteskab – i min kernefamilie, siger hun.

Første gang hun blev skilt, var hun i starten af trediverne og havde en datter på to år samt en tro på, at kernefamilien kunne genskabes med en ny mand.

– Mens min eksmand var ulykkelig, havde jeg egentlig bare travlt med at komme videre, fortæller hun.

– Jeg troede naivt, at man bare kunne skifte hinanden ud med et menneske, der passede én bedre, men jeg har siden fundet ud af, at det ikke er så enkelt. Tabet af kernefamilien er for evigt.

LÆS OGSÅ: ”Jeg fik åndenød og mærkede et pres i brystet, som om der stod én på min brystkasse”

Smålig og rigid

Nogle år efter bruddet med sin første mand mødte Sølvi den store kærlighed igen. Hun blev forelsket i en 17 år ældre amerikansk historieprofessor og øjnede muligheden for et nyt liv under Californiens sol.

– Hvis jeg skulle arbejde i USA, var jeg nødt til at gifte mig med ham, så det gjorde jeg uden endnu at være flyttet derover, beretter hun.

– Men det viste sig hurtigt, at hverdagen ikke levede op til min romantiske drøm. Desuden var det svært for min datter og hendes far at bevare en ordentlig kontakt. Så jeg rejste hjem igen.

Det er kun små fire år siden, at Sølvi blev skilt for tredje gang – denne gang efter ti år i en sammenbragt familie.

– Min eksmand havde tre børn på alder med min datter. Jeg har altid beskæftiget mig med og holder meget af børn, og jeg troede, det ville være naturligt at finde mig til rette i en sammenbragt familie, men jeg tog fejl, indrømmer hun og forklarer, at med fire biologiske forældre og ofte flere papforældre på begge sider er der mange, der mener noget om alt.

– Der er mange følelser i klemme, når familien ikke er bundet sammen af biologi. Det kræver en seriøs forventningsafstemning, hvis både børn og voksne skal komme helskindet igennem, siger Sølvi.

Selv mødte hun sider af sit jeg, som hun ikke havde forestillet sig, at hun rummede.

– Jeg oplevede blandt andet mig selv blive smålig og rigid, og det gik op for mig, at jeg slet ikke havde lyst til, at nogen skulle blande sig i min familie.

I dag er Sølvi mentor for sammenbragte familier med det håb at kunne ruste dem til et familieliv, der stiller helt andre krav end kernefamilien. Havde hun selv vidst, hvor vanskeligt det er at skabe en familie, havde hun givet det mere tid i ægteskab nummer et, for kernefamilien har man kun én chance med, som hun siger.

LÆS OGSÅ: Mette har et skjult handicap, som kun de færreste kan forstå

Mistede troen

Selv mistede Sølvi troen på parforholdet efter skilsmisse nummer tre.

– Jeg havde ikke længere nogen romantisk forestilling om parforholdet og ingen forventning om at møde den store kærlighed, så i stedet fokuserede jeg på en masse andre ting og tog en uddannelse, siger hun.

For nogle måneder siden skete så det forunderlige, at Sølvi og hendes tredje eksmand efter fire års adskillelse fik øje på hinanden i et nyt lys.

– Vi har været meget gode venner i de år, der er gået, og pludselig en dag stod vi i en situation, hvor alle børn var flyttet hjemmefra, og en ny fase kunne begynde, forklarer hun.

På parrets oprindelige bryllupsdag mødtes de til brunch, og med ét lagde de planer for en fælles fremtid.

– Det var i virkeligheden meget romantisk og viser, at man aldrig skal opgive kærligheden. Her i runde to er det kærligt, rummeligt og helt rigtigt.

LÆS OGSÅ: ”Jeg havde jo fået at vide, at jeg ikke kunne få børn”

LÆS OGSÅ: ”Jeg har lært at man ikke kan redde folk, når det kommer til misbrug”

LÆS OGSÅ: ”Jeg følte, at der sad en knytnæve i solar plexus og prøvede at presse sig ud igennem mellemgulvet”