7 geniale genveje til at se frisk ud
Her får du eksperternes ultimative tips til mere energi og et friskere udseende - med og uden (en lille smule) snyd …
1. GLADERE AF MOTION
Motion er med til at holde vægten og stramme op, men du bliver også både gladere og friskere, når du er i god form. Dit cellestofskifte boostes nemlig af fysisk aktivitet, og din hjerne får mere ilt, så den bedre kan præstere. Har du brug for et energikick her og nu, kan du give den gas i et minut eller to med sprællemænd, hop eller løb på stedet. Du vil med garanti ikke se træt ud bagefter!
2. SOV MERE - OG BEDRE
God søvn er en forudsætning for energi, og den største udfordring for en god søvn om vinteren er paradoksalt nok manglen på lys. Det er nemlig i dagslys, kroppen producerer hormonet serotonin, som er nødvendigt for, at du senere i mørket kan producere hormonet melatonin, som får os til at sove ordentligt og giver kroppen ro til at restituere bag de lukkede øjne. Det er også om vinteren, vi kan få mangel på D-vitamin, som kroppen kun selv kan producere i netop dagslys, og manglen på D-vitamin kan også give rande under øjnene af træthed. Så mange gode grunde til at se at komme så meget som muligt ud i det sparsomme lys om dagen. Spis frokosten ude, hold møderne over telefonen udenfor, eller overvej en lysterapilampe, som kan give dig lidt ekstra lys.
Tip! Det er vigtigt, at soveværelset er helt mørkt om natten, da melatonin, som gør dig søvnig, produceres i mørke. Så mørklægningsgardiner er et must.
SE OGSÅ: Hvad sker der i kroppen, når du sover for lidt?
3. SNYD DIG TIL FRISKE ØJNE
Hævede eller røde øjne og sorte rande får dig til at se træt ud – men du kan snyde dig til et mere friskt look med en kølende øjenmaske eller iskolde agurkeskiver hen over øjnene i nogle minutter. Du kan også duppe lys concealer i de inderste øjenkroge og i næsefolderne – et godt lille trick til et øjeblikkeligt ansigtsløft!
Tip! Sorte rande under øjnene kan være et tegn på dehydrering. Så husk at drikke nok vand.
4. TRÆN DIN HJERNE
Jo mere frisk, du føler dig, jo større chance er der for, at du også ser frisk ud. Så her er tre øvelser, der kan give din hjerne et energiboost i løbet af en lang dag.
1. Hånd-næse-kryds: Før højre hånd op til næsen, og tag fat i den, mens du med venstre hånd griber om højre øreflip. Gentag 10-15 gange. Din venstre hjernehalvdel styrer højre side af kroppen, så du vækker og forvirrer din hjerne på en god måde ved at lave krydsbevægelser som denne. Det er en god øvelse mod stress, tankemylder og svigtende koncentration.
2. Øretræk: Tag fat i brusken – de tykkere dele – på dine ører, og træk i dem. Hiv op, ud og ned. Det giver god energi i kroppen, fordi det afspænder og løsner bindevævet i hele kroppen.
3. Træk vejret stille: Er du virkelig udmattet, kan du arbejde med lydløse vejrtrækninger i et til to minutter. De skal være så stille, at du ikke selv kan høre dem. Træk vejret gennem næsen, så stimulerer du vagusnerven, og det får dig til at slappe af og hjælper nervesystemet med at restituere og giver ny energi.
SE OGSÅ: 9 ting din hud fortæller om din sundhed
5.FORKÆL DIN HUD
Tør og mat hud kan få dig til at se træt ud, men du kan booste den med lidt ansigtsmotion. Bevæg på skift kæber, mund, øjne og pande, så du får gang i blodomløbet. Niv også dig selv lidt i kinderne – det får huden til at vågne og se mere frisk ud. Skal det være rigtig nemt og hurtigt, kan du også snyde huden friskere med highlighter. Børst lidt på kindbenene, næseryggen og under brynene, og vupti – din hud har fået gløden igen.
6. HOLD PAUSE FRA SUKKER
Sukker kan føles som magi, når du er træt og næsten skal slæbe dig af sted. I ti minutter. Ofte sker der nemlig bare det, at energien stiger i kort tid for så bare at dykke helt ned under gulvtæppet og gør dig endnu mere træt. Det påvirker hjernens kemi til at skabe en rar tilstand her og nu, men på sigt forvirrer det dit blodsukker, øger din vægt og kan give humørsvingninger. Hvis du ser træt ud og kæmper med svingende energi, kan det altså være en rigtig god ide at holde pause fra sukkeret. De første par dage uden sukker er ofte hårde, og du vil nok ikke føle dig særlig frisk – det er hårdt at opgive noget, man nærmest er afhængig af! – men hold ud, for det bliver meget bedre efter et par dage. Er den helt gal, kan det være en stor hjælp med sukkerfri produkter de første par dage.
7. POWERSHOT MED INGEFÆR
Boost både dit immunforsvar og energiniveau ved at starte hver morgen med et ingefærshot. Det er gavnligt for både dine led, dit energiniveau og mod eventuelle betændelsestilstande i kroppen. Brug økologisk ingefærrod, smid det i en saftpresser, og drik det rent. Godmorgen – det er stærkt! Har du ikke en saftpresser, kan du blende ingefærroden med vand. Tilsæt evt. presset citron – det smager fantastisk.
SE OGSÅ: Energi & stærkt immunforsvar: Guide til de vigtigste vintervitaminer
SE OGSÅ: 12 nemme trick, der virker: Snyd din sukkertrang
SE OGSÅ: Spis dig til smuk og spændstig hud