Ann Eleonora Jørgensen fik konstateret brystkræft: ”At give den besked er det værste, jeg har prøvet”

Da Ann Eleonora Jørgensen i 2019 fik konstateret brystkræft, havde hun svært ved at fortælle det til sine børn. Sygdommen føltes som en rovfugl over hendes hoved, der kunne gå til angreb hvert sekund. Men dén rovfugl fik hende og datteren Carla Eleonora Feigenberg til at rykke tættere sammen og sætte mere pris på de små, hverdagsagtige stunder. Det fortæller de i et stort interview til ALT for damerne.

Det var en kæmpe, personlig mavepuster, da Ann Eleonora Jørgensen fik konstateret brystkræft – især fordi hun vidste, at det ville fylde lige så meget hos hendes børn. Det fortæller hun og datteren Carla Eleonora Feigenberg om i et stort interview til ALT for damerne, nummer 38.

“Jeg tror, at en del af mig gerne ville fremstå stærk. Jeg ville gerne beskytte mine børn. Og at give den besked er det værste, jeg har prøvet. At skulle gøre dem så bange og ikke kunne love dem noget,” siger Ann Eleonora Jørgensen, og datter Carla Eleonora Feigenberg fortsætter:

”Altså, jeg blev jo bange. Det bliver man jo. Og det går ikke væk. Samtidig var jeg også rigtig optaget af ikke at vise det for meget overfor min mor. Jeg tror tit, at man som pårørende føler, at man ikke skal belemre den, der i forvejen er syg, med hvordan man selv har det, så man prøver at være tapper og udstråle, at det hele nok skal gå. Men sygdommen er hele tiden i ens tanker.”

I sygdomsårene skabte mor og datter en fælles metafor for sygdommen. Den blev nemlig til en rovfugl, der svævede over hovedet, som man enten kunne vælge at kigge på eller lade være. Den blev til en bevidsthed om døden, som man ikke kunne stikke af fra.

”Den fugl blev introduceret den dag, min mor fortalte, at hun havde fået kræft, og det har bare været vildt hårdt og svært. Der har været perioder, hvor jeg har været bange på sådan en måde, at det føltes som om, mit indre frøs til is, og hvor jeg bare gik rundt og ventede på, at det tøede op igen. I de perioder var det svært at tænke, okay, vi skal nok komme igennem det her,” siger Carla Eleonora Feigenberg til ALT for damerne.

Som at få et nyt sæt øjne

For at håndtere den nye rovfugl, der konstant befandt sig over Ann Eleonora Jørgensens hoved, måtte Carla Eleonora Feigenberg finde på måder at være der for hende, som kunne få de mørke tanker væk.

”Den sygdom kan hurtigt komme til at overtage alt, og jeg tænkte, at det måtte være enormt hårdt for dig, hvis jeg så også pludselig var en anden. Så jeg havde meget brug for, at vi stadig kunne snakke om nogle flotte gardiner eller bage nogle kanelsnegle. Ja, at vi lavede almindelige ting. Snakkede om almindelige ting,” fortæller Carla Eleonora Feigenberg.

De almindelige ting, de lavede sammen, gjorde, at Ann Eleonora Jørgensen satte mere pris på de små hverdagsting i livet, som fx når tomatplanten var vokset fra at være en centimeter høj til pludselig at bære tomater, fortæller hun.

Sygdommen blev grundlaget for et nyt, ændret livssyn, som også skulle vise sig at bringe mor og datter tættere sammen.

”For mig betyder det, at jeg ved, at jeg har meget, jeg skal nå stadigvæk. Så lad os nu komme afsted og gøre de ting, vi gerne vil, der er ingen grund til at udskyde noget,” siger Ann Eleonora Jørgensen.

Og dét syn er Carla enig i. Hun er også blevet opmærksom på, at der er andre ting, som er vigtige for hende nu, end de var før sygdommen. Det gælder bl.a. at beskæftige sig med noget, der virkelig giver mening, og hvor hun har noget på hjerte.

“Opmærksomheden omkring de her ting er det positive, der kommer ud af, at ens liv pludselig bliver sat i perspektiv på en voldsom måde af sygdom. Livet er nu.”

I 2021 blev Ann Eleanor Jørgensen erklæret kræftfri.

Læs hele interviewet med Ann Eleonora Jørgensen og datteren Carla Eleonora Feigenberg på linket nedenfor. Her fortæller de mere om at være mor og datter, hvordan Carla følte sig som gæstestjerne i sine forældres liv, efter de blev skilt, og at gemme en fuckfinger i sin lomme. Du kan finde artiklen i vores digitale magasinunivers, Flipp.