Anne Sofie Espersen om sin sklerose: ”Hver gang vi planlægger noget frem i tiden, sidder det i mig”
Skuespiller Anne Sofie Espersen blev tilbage i 2019 diagnosticeret med multipel sklerose. Hun er træt og ked af sygdommen og det, den har bragt med sig, men har også vendt det til noget positivt, fortæller hun i FIT Living.
”Røv-Huls-Syg-dom.”
Sådan lyder overskriften på det opslag, Anne Sofie Espersen skrev på sin personlige blog et halvt år efter, hun havde fået konstateret den kroniske sygdom multipel sklerose. I dag bokser hun stadig med følgevirkningerne fra sit attak, og tvivlen om fremtiden er altid en skyggefuld følgesvend.
Det fortæller hun til FIT Living.
”Jeg er skidesur over, at jeg er blevet syg, og jeg er så træt af det. Det er ikke det samme som, at jeg ikke har lært noget af det, eller at jeg ikke har fundet den her silver lining, men selve sygdommen og uvisheden – den ville jeg da gerne have været foruden. Hver gang vi planlægger noget frem i tiden, sidder det i mig,” fortæller hun og fortsætter:
”Jeg skulle have været gift i maj, men det kunne vi ikke på grund af corona, men hvor lang tid skal vi så vente, for hvordan vil jeg have det? Jeg prøver hele tiden at overbevise mig om, at det er et vilkår, som alle deler. Ingen ved, hvad vi kan næste år, og ingen af os ved, hvornår der kan ske en ulykke eller andre livsændrende nedslag. Det finder jeg en form for trøst i.”
Peptalk
Der skulle gå et halvt år, før Anne Sofie Espersen fortalte offentligheden om sygdommen. Hun var nemlig rædselsslagen for at blive gjort til ”hende den syge” eller et offer, der skulle passes på, som hun selv forklarer det.
”Jeg synes, at omverdenen har forstået, hvordan jeg har reageret på det. I starten var der meget ynk og nuhr og nååhr, men det kunne folk godt mærke, at jeg ikke havde lyst til. Jeg kunne ikke rumme, at folk blev kede af det eller synes, at det var synd for mig, og sådan har jeg det stadig,” fortæller hun og fortsætter:
”Lad være med at sende grædesmileys til mig. Skal jeg så sidde og trøste dem? Det sidste, jeg har brug for, er mennesker, der ikke er læger, der kommer med deres bekymringer. Jeg har ikke brug for pity, jeg har brug for en peptalk.”
Styrken i ’nej tak’
Siden hun fik konstateret sygdommen i 2019, har Anne Sofie Espersen gjort sig mange tanker om, hvorfor det var lige netop hende, der blev ramt af den kroniske sygdom, samt valgt at gå aktivt ind i sit sygdomsforløb ved at lægge sit liv om.
”Jeg er ret overbevist om, at en af grundene til, at jeg har fået det, helt klart har været stress. Jeg har haft for travlt med at bevise og gøre og ordne, så mit stresshormon har kørt hele tiden, og jeg tror, det har været med til at vælte noget, så den her proces, hvor immunforsvaret begynder at angribe sig selv, er gået i gang,” siger Anne Sofie, der nu har lært at give sig selv lov til at sige nej tak.
”Det er en kæmpestor lettelse og gave (at have lært at sige nej red.). Jeg fungerer så godt i det. Jeg er mere i livet, end jeg nogensinde har været, fordi jeg slipper for alt det der spekulade, som jeg kalder det. Jeg har altid skulle fikse, fikse, fikse, men nu sorterer jeg i, hvad der er vigtigt eller ikke vigtigt. Er det ikke vigtigt, så skal det ud.”
Læs meget mere om, hvordan Anne Sofie Espersen arbejder med sygdommen til hverdag ved blandt andet at isbade, spise grønt og ændre sine mønstre lige her.