Paprika Steen: „Jeg vil altid elske min eks”

Paprika Steen: „Jeg vil altid elske min eks”

En skilsmisse, en søn, der snart er voksen, og en ny kæreste. 51-årige Paprika Steens liv har slået kolbøtter de sidste par år, men urkræfterne i hende er stærkere end nogensinde før ...

Den ultimative ro, som jeg forventede at have her omkring 50-årsalderen … jeg synes, at den er lidt svær at finde. Jeg føler mig stadig som halvt gadetøs og halvt voksen dame – og indimellem ret meget på glatis. Hvor er det center, den der kerne, som alle taler om, at de finder? Jeg har altså ikke fundet den endnu.

Værsgo, Paprika Steen. Som bare ikke kan forestille sig at lade som om. Undtagen når hun står på scenen og brænder igennem som skuespiller. Og så måske også en smule på de sociale medier. Som hun godt kan lide af samme grund:

– Nogle gange kan jeg godt få det til at se lidt bedre ud på facebook, end det reelt er, mens jeg lige trækker mig tilbage og samler nye kræfter. Det må være okay.

Paprika Steen er fyldt 51 år. Og hun har med egne ord været i hi som en isbjørn, der har ligget under sneen og ventet på lysere tider. Vintermørke forstærker hendes eget indre mørke, men det letter nu, kan hun mærke på en spirende lyst til at komme ud. Ud at gå, ud at løbe, bare ud!

– Jeg er sådan et menneske, som enten lever sundt og træner rigtig meget. Eller står helt stille, som jeg har gjort det seneste år. Jeg tror, at det bl.a. er en reaktion på overgangsalder og et barn, der bliver stort. Min søn er 15 år nu og på efterskole.

Det er god timing, at energien vender tilbage, for fra den 8. april stod hun på scenen på Folketeatret i hovedrollen som Tove Ditlevsen i stykket „Toves værelse”, der handler om forfatterens fjerde og sidste ægteskab med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen, som spilles af Lars Brygmann. Hverken for børn eller sarte sjæle, siger Paprika Steen om stykket og forholdet, der var præget af underkastelse og dominans. Og meget langt fra hendes egen verden. Hun blev selv skilt for to et halvt år siden. Men var og er stadig bedste venner med sin eksmand, filmproducer Mikael Rieks.

SE OGSÅ: Mia Lyhne: "Jeg er nødt til at være bomstærk"

Hormonerne raser i min krop

Enden på et langt parforhold er måske også en del af forklaringen på Paprika Steens år i „vinterhi”.

– Kvinders liv er i det hele taget fyldt med overgange, og jeg synes, at det er stærkt undervurderet, hvor meget de transformationer egentlig fylder og former os. Der er hele tiden en ny fase, vi skal igennem og finde os selv i.

– Det gælder også den fysiske og hormonelle forvandling; vi bliver kønsmodne, vi bliver mødre, vi kommer i overgangsalder – og for mit vedkommende føles det lige nu, som om at de fire årstider konstant kæmper i min krop: fra kulde til varme, op og ned i vægt, sove for lidt, sove alt for meget. Alle de der ubalancer, som dræner energi. Men samtidig har jeg jo også en kraft og styrke i mig, som er meget større, end da jeg var 25 år.

– Hele mit liv har jeg forsøgt at finde ud af, hvorfor jeg spænder så vidt fra den ene yderpol til den anden. Er jeg depressiv, har jeg en diagnose? Jamen, fuck nu hvad jeg har eller ikke har, for det er jo dét her, jeg er!

– Jeg er 300 procent nærværende og til stede, når jeg er dét. Og på andre tidspunkter har jeg brug for at sove mere end de fleste. Min nye kæreste, Casper, er fuldstændig forbløffet over, hvor meget jeg kan sove.

SE OGSÅ: 20 fantastiske fordele ved at sove

Mikael vil altid være i mit liv

– Når man spørger mennesker om deres største fiasko, svarer de tit: „Min skilsmisse”. Hvad er din største succes?

– Min skilsmisse. I hvert fald er det der, hvor både jeg og Mikael har været helte. Vi er gode til det. Så gode, at folk siger til mig: ”Det kan ikke være rigtigt, I spiller komedie”. Men det er faktisk sandt. Der er en ubesværethed mellem os, og der er ikke dét, vi ikke vil gøre for hinanden. Hvis den ene er på røven, så hjælper den anden.

– Vi har ikke en konto med skyld, bebrejdelser og ”du-gjorde-også”, som vi går og trækker på. Og det har vi aldrig haft, heller ikke da vi var sammen.

Familiens hus i Gentofte er solgt, og i dag bor Paprika Steen i en stor, gammel herskabslejlighed tæt på Frederiksbergs Allé. Hendes eksmand bor få hundrede meter derfra, og når sønnen Otto er hjemme på weekend fra efterskolen, prioriterer de at have dage, hvor de tre er sammen. Fordi:

– Det er gået op for mig, at den treenighed, vi har som familie, aldrig forsvinder. Mikael og jeg har et barn sammen, og han vil være i mit liv resten af mit liv.

– Hvordan tager man den beslutning at blive skilt, når man rigtig godt kan lide hinanden og er gode venner?

– Det gør man over lang tid. Det tog et par år, hvor vi fik snakket og dealet med de fleste ting. Og vi sagde mange gange til hinanden: „Vi bliver ikke skilt endnu, vi giver det et år mere og ser, hvordan det går”.

– Men det er da ikke bare lykkeligt, det er også vemodigt, og jeg er stadig ramt af det på mange måder. Vi har alle efterveerne af en skilsmisse, bl.a. perioder med sorg, men det accepterer vi, og det kan vi også godt snakke om.

SE OGSÅ: Thomas Herman: "Jeg fortryder ingenting, hverken skilsmisse eller at jeg har arbejdet rigtig meget"

Man forlader og svigter ikke

Paprika Steen kommer selv fra en familie med mange strenge. Hendes forældre, musiker Niels Jørgen Steen og skuespiller Avi Sagild, blev skilt, da hun var lille. Det var ikke en god skilsmisse, men det blev det med tiden, siger hun. Og det er måske også medvirkende til, at hendes egen skilsmisse er en af de få virkelig eksemplariske.

– Min mor giftede sig med min fars bedste ven, og min far blev ved at komme hos os og var lykkelig for det, for som han stadig siger: „Der var jo ikke nogen, jeg hellere ville have skulle være sammen med mine børn end ham”.

– Min opvækst har på mange måder været ret rodet, men lige netop dét forbillede, er noget af det sunde, jeg har fået med hjemmefra: Nemlig at det ikke handler om, hvem der er par med hvem, men om at der er en form for helhed i familien. Og at man har en underliggende overenskomst om, at man ikke forlader og svigter.

– Det kan godt være, at man indimellem er nogle idioter, men det ser man så på som familie oppefra og ned – man slår ikke hånden af nogen eller vender ryggen til. Det må være ens eget valg at forlade familien og fællesskabet, og der kan være mange grunde til det, men for mig bliver den vigtigere og vigtigere, jo ældre jeg bliver.

Kærlighed er svær at forstå

Den romantiske kærlighed mellem to mennesker har Paprika Steen derimod noget sværere ved at forholde sig til.

– Jeg har svært ved at forstå kærligheden, måske tror jeg ikke rigtig på den. Med årene er jeg i hvert fald blevet mere nøgtern og pragmatisk.

– Jeg tror på, at man skaber noget sammen, som er kærlighed, hvis man møder hinanden som unge og stadig er sammen, når man når min alder. Gennem børn og det liv, man har sammen, opstår der kærlighed.

– Men at gå ud bagefter og på det her tidspunkt i livet, møde et nyt menneske, falde pladask og så er det bare ham eller hende, man har ledt efter hele livet … det tror jeg nok ikke rigtig på. Men ingen kan jo sige, hvad kærlighed er for andre. I øjeblikket spiller jeg Tove Ditlevsen, som var gift fire gange og i høj grad definerede sig selv, og hvem hun var, ud fra de ægteskaber og de mænd, hun var sammen med. Det er så fjernt fra mig at være afhængig af en mand eller at underkaste mig, jeg er nok snarere stærkere og mere uafhængig, end det er nødvendigt. Og det er måske heller ikke helt ideelt.

Bortset fra det … så er Paprika Steen nu i et nyt forhold med kokken og musikeren Casper Vulpius, som hun har kendt i et halvt år. Så helt stået af på konceptet er hun ikke. Og jo, trods pragmatismen vil hun gerne have en kæreste og den form for kærlighed i sit liv også, siger hun.

– Jeg synes, at det er en udfordring at indgå i en ny kærlighedsrelation på det her tidspunkt i livet efter at have haft et familieliv med børn, men hvis du virkelig gerne vil møde et nyt menneske, så tror jeg, at de vigtige spørgsmål til dig selv er: „Hvad vil du selv yde? Hvad vil du gerne give? Hvordan vil du gerne vokse i dit nye forhold? Hvad vil du gerne lære?”

– Du kan altid skyde en ny relation ned, for i dag har vi grundlæggende kun brug for en partner til sex og til at undgå ensomhed, alt andet kan vi klare selv. Så du kan nemt finde grunde til, at det ikke skal være – men spørgsmålet, vi skal stille os selv, når vi møder en anden – og hinanden – er nok i stedet: Hvad er grunden til, at det netop skal være? 

SE OGSÅ: 10 myter om dit humør

3 ting, der giver mig energi:

Kaffe. Det er dokumenteret sundt med ca. fire kopper om dagen. Jeg elsker kaffe.

Gåture. I perioder, hvor jeg ikke træner, går jeg. Jeg har brug for lys, vintermørke forstærker mit eget mørke.

Grin. Selvfølgelig. Det er jo det allervigtigste i livet. Jeg er overbevist om, at det er ekstremt sundt at grine. Man kan få og selv lave ret meget grin på facebook, når man ikke selv har energi til at være derude og være social.

FAKTA

Navn: Paprika Steen.

Alder: 51 år.

Profession: Skuespiller og instruktør.

Priser: Fire Bodil- og tre Robertpriser.

Aktuel i: Stykket „Toves værelse” på Folketeatret. Premiere 8. april.

Privat: Bor i lejlighed på Frederiksberg sammen med sin 15-årige søn Otto.

Sport: Veksler mellem gåture, løb og hård styrketræning.