Mette Frederiksen: ”Jeg har ret tidligt erkendt, at min opgave ikke er at være børnenes bedste ven”

Dette interview blev udgivet i magasinet Eurowoman i august 2020.

Måske er det dét, man først lærer, når man bliver mor. At udsætte sine egne behov. For når din baby græder, er sulten eller træt, er det lige meget, hvad du er i gang med. Du smider, hvad du har i hænderne og er der for det lille liv, som er så afhængig af dig. På samme måde har landets statsministers opgave ændret sig drastisk, siden Eurowoman spiste morgenmad med hende i vores januarnummer. Der talte vi ganske vist også om pligt og ansvar, men også om hendes glæde ved at spise morgenmad med hele sin familie, dyrke motion og komme i seng i ordentlig tid.

“Det, der overraskede mig mest ved denne her krise, var, at den overhovedet kom. Hvis du havde sagt til mig, at jeg kun skulle beskæftige mig med en global krise de næste mange måneder, ville jeg ikke have troet dig,” siger Mette Frederiksen, da vi igen sidder overfor hinanden på hendes kontor med behørig afstand imellem os.

“Vi har ikke oplevet noget tilsvarende i den vestlige verden siden den spanske syge. Vi har vænnet os til at tro, at en pandemi ikke kan ramme os, og derfor var det helt uvirkeligt, da den pludselig var alle vegne.”

Hvis hun er træt, skjuler hun det godt. For selv om hun ikke har lyst til at balancere helt uden støtte på høje hæle op og ned ad Statsministeriets trappe, da fotografen skal tage billeder af hende, har hun overskud til at sludre, spørge til, hvordan vi andre har klaret hjemmeskolen og med et smil konstatere, at selv om hun har sin daglige gang i Statsministeriet, imponeres hun stadig dagligt over de smukke rammer, der udgør hendes kontor og arbejdsplads. Og selv om hun efterfølgende skal lave en videotale til de danske unge og videre til Aftenshowet, virker hun ikke uoplagt eller fraværende. Når man skal holde nationen tryg, må man tale med alle. Og behovsudsætte.

Blev vi en nation af børn?

Når du bliver mor, ved du ikke, hvad for et barn, du får. Og når du indtager en lederrolle ved du aldrig helt, hvad det er for en opgave, der venter. Men når du bliver valgt som statsminister, ved du dog, at du først og fremmest skal lede landet. Så hvad betyder det for statsministeren, når hun fra den ene dag til den anden ikke bare skal lede sit land efter en politisk ideologi og overholde sine valgløfter, men pludselig får til opgave at redde nationen fra en potentiel katastrofe?

“Jeg gjorde mig ikke mange tanker om, at min rolle havde ændret sig. Det var der ikke plads til. Der var en opgave, der skulle løses. Da vi var ved at få begreb om, hvilket monster, det var, vi stod over for, gjorde jeg det klart for mig selv, at nu skulle jeg dele mit eget liv op i en coronatid og en tid efter,” husker hun.

“Det eneste, jeg vidste, var, at denne her opgave har så vidtrækkende konsekvenser, at der ikke var plads til at spekulere på mit eget politiske eftermæle og muligheden for genvalg. Jeg ville simpelthen afpolitisere min rolle og fokusere al min opmærksomhed på opgaven.”

Hvor fik du din handlekraft fra?

“Det, der kendetegnede den danske situation i marts, var, at alvoren ramte flere dele af Europa samtidig. Italien blev ramt først og lukkede ned i hele landet få dage før os. Før det var det kun sket i Asien,” siger Mette Frederiksen. Derfor måtte hun lytte til sine egne eksperter. Og stole på sin egen dømmekraft.

“Jeg kunne ikke vente og læne mig op ad andre. Jeg måtte bare bevæge mig ud som en af de første på isen og se om den kunne bære. Men jeg havde samtidig en stor ro, for da beslutningen om at lukke Danmark ned var truffet, var jeg ikke længere i tvivl. Jeg kunne ikke afvente andre landes strategi eller ny empiri. Vi kunne have ramt den røde kurve på ingen tid – måske var det et spørgsmål om dage. Jeg har været langt mere i tvivl om genåbningen. Heldigvis har jeg kunnet rådføre mig med vores myndigheder. Hvor hurtigt kan vi åbne landet uden at sætte alt det, vi har opnået, over styr?”

Da Danmark lukkede ned, blev vi sendt i kollektiv stuearrest, og flere gange blev Mette Frederiksen beskrevet som nationens mor. Vi har aldrig omtalt Anders Fogh, Poul Nyrup eller Lars Løkke som far. Så var coronakrisen i virkeligheden med til at gøre os til en nation af børn, der vil have en mor til at bestemme, hvordan vi skal opføre os?

“Når jeg bliver omtalt som mor, tager jeg det egentligt mest som en lidt karikeret italesættelse af, at det afgørende i en krisesituation er, at vi udviser en stor grad af tillid imellem os. Der stod vi allerede stærkt i Danmark, fordi vi også havde en høj indbyrdes tillid i samfundet, inden krisen ramte. Men jeg er jo ikke den eneste, der er blevet sammenlignet med en mor igennem tiden. Det er Angela Merkel også blevet kaldt,” siger hun.

“Vi har håndteret denne her krise virkelig godt som befolkning. Det var ikke en abstrakt meta-lovgivning, vi skulle forholde os til. Tværtimod var vi alle sammen udstyret med det stærkeste våben mod virussen: Håndsprit, hygiejne og at holde afstand. Og det var så godt, at vi ikke gik i kollektiv panik eller blev for bange.” Hun stopper op. Jeg sidder ikke overfor den type mor, der gerne vil håndhæve sin magt og indskærpe husordenen over for sine børn. Det er den bekymrede mor, jeg sidder overfor, der har det på samme måde som alle os, der råber efter vores børn, når de er på vej i skole, at de skal huske at kigge sig for i trafikken og gå den lige vej.

“Det føltes meget grænseoverskridende, at bl.a. sundhedsministeren, Rigspolitiet, Søren Brostrøm og jeg skulle forholde os til, hvordan du mødes med dine veninder, dine forældre og dine børns legekammerater. Derfor var det så interessant at se, hvor hurtigt vi som befolkning blev enige om, at svaret på krisen er, at vi skal opføre os rigtigt. Det gik så stærkt de første fjorten dage i marts, og alle ændrede bare vaner omgående. Blev hjemme, købte stort ind til mange dage, vaskede hænder og holdt afstand.”

Danskerne har bevist, at vi kan håndtere kæmpe forandringer på ingen tid – også nu, hvor landet er ved at finde en ny dagsorden for, hvordan vi kan være sammen.

“Aldrig har jeg set så meget empati, fleksibilitet og fælleskab. Alle har viljen til, at det skal lykkes – det er helt vildt.”

Jeg har ikke været bange

Vi har lært vores børn, at voksne også kan være bange. Vi har måske endda også sunget det for dem. Men hvordan håndterer den voksne sin personlige frygt, når det ikke bare er børnene, der skal betrygges, men en hel nation?

“Jeg har ikke været bange. Jeg har været bekymret og alvorstung,” siger Mette Frederiksen nøgternt.

“Den frygt, jeg har oplevet, var udelukkende for, at tingene kom ud af kontrol, som i andre lande. Den dag, hvor der ikke er en respirator i Danmark til at redde dit liv, vil jeg ikke nå. Der må vi ikke komme hen. Men jeg er ikke et menneske, der frygter for fremtiden.”

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

Det er kontante udmeldinger som den, der har affødt stor ros til Mette Frederiksens evner for at kommunikere klart, præcist og alvorsfuldt, men også betryggende under coronakrisen. Allerede ugen efter, 19. marts, havde fire af kommunikationsbranchens tungeste profiler givet statsministeren topkarakterer for sin krisekommunikation til branchemediet Bureaubiz. Administrerende direktør for bureauet Operate, Per Rystrøm, påpegede, at det amerikanske Center for Disease Control and Prevention har en manual for krise- og risiko-kommunikation i nødsituationer som denne med seks gennemgående principper: Be first, Be right, Be credible, Express empathy, Promote action, Show respect.

“Præsident Donald Trump har på kort tid nået at bryde seks ud af seks. Mette Frederiksen har sat flueben ved dem alle – og hun formidler det kritisk nødvendige uden at skabe panik,” sagde han.

Men tre uger senere blev statsministeren også kritiseret for at gå enegang. Ikke kun af Venstre og Det Konservative Folkeparti, men også af Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, hvor flere partiledere udtalte, at de kun blev informeret om, men ikke involveret i genåbningen.

“Det er helt efter bogen, at andre partier skal kritisere statsministerens linje. Den kritik ville komme uanset, hvordan det her var blevet håndteret. Men det viser jo en enorm styrke, at vi har kunnet arbejde så godt sammen om nedlukningen, hvor der var så stor usikkerhed om virussens omfang,” siger Mette Frederiksen. Og modsat andre kvindelige politikere før hende, der er blevet beskyldt for at være for skingre, for flashy, for kloge eller for feminine (Hilary Clinton, Lene Espersen, Elizabeth Warren og Helle Thorning-Schmidt), er hun også på forunderlig vis sluppet for det store fokus på køn. Hvad er det, hun har gjort anderledes?

“Æres den, som æres bør. Måske har de kvinder, der kom før mig, taget nogle af slagene for mig. Det er jo stadig relativt ukendt land med kvindelige magthavere, men det er da positivt, hvis det fokus på køn bliver flyttet yderligere af krisen,” siger Mette Frederiksen. Hun mener, at det endnu er for tidligt at afgøre, hvilken indvirkning krisen vil få på ligestillingen. For selv om krisen viste, hvor værdifulde mange af de traditionelt kvindelige erhverv er for vores samfunds sammenhængskraft, afslørede den også en uligevægt i mange hjem, hvor mændene arbejdede i karantænen, mens kvinderne både skulle tage ansvar for husarbejde, hjemmeskole og deres arbejdsliv.

“Jeg tror ikke, at man kan svare entydigt på, om krisen vil påvirke ligestillingen positivt eller negativt. Det, der står tilbage efter krisen, er, at mange kvinder arbejder i erhverv, der simpelthen ikke kan undværes. De udgør en stor gruppe i samfundet, og det får vi nok alle mere respekt for. Men set i et historisk perspektiv medfører globale kriser næsten altid et tilbageslag for ligestillingen,” konstaterer hun nøgternt og tilføjer så med et smil:

“Men jeg glæder mig da over alle de små piger, der kan se, hvor utroligt meget du kan opnå som kvinde i dag. Også at lede et helt land.”

Den store familie

Krisen påvirkede alle danske familier. Men erfaringen var ikke ubetinget negativ. For midt i krisen fik mange af os også et pusterum fra hamsterhjulet. Og overfloden af billeder på de sociale medier med surdejsbrød og strikketøj, vandreture i skoven og langsomme morgener kunne måske give nogle af os lyst til at trække undtagelsestilstanden med ind i hverdagen efter coronakrisen. Og måske slet ikke hoppe ind i trædemøllen igen, selv om det kan betyde et brud med velfærdsstatens sociale kontrakt. Og hvor ender familien Danmark så?

“Den erfaring du beskriver, har man kun oplevet i dele af samfundet. En sygeplejerske på intensivafdelingen på Hvidovre skal både opholde sig i farezonen og passe sine egne børn. Jeg tror snarere, at oplevelsen kan bygge bro mellem samfundets faggrupper, fordi vi pludselig bliver opmærksomme på, hvor gensidigt afhængige vi er af hinanden.”

LÆS OGSÅ: Psykolog: Nej, du skal ikke tale med dit barn om krig

I Mette Frederiksens egen familie har karantænetiden måske nok betydet, at hun var mere hjemme, men ikke at der blev mere tid til brætspil og hjemmesysler. Alligevel mener hun, at krisen har givet os et forstørrelsesglas til vores liv.

“Vi sidder med erfaringen af alt det, vi ikke vil undvære, når vi pludselig ikke kan bevæge os frit. Jeg har arbejdet hele tiden, men jeg har jo gjort meget hjemmefra, og alle de planer vi ellers ville have haft udenfor arbejdet, blev jo også aflyst. Vi har alle sammen været tvunget til at være der, hvor vi er, og jeg har nydt den uplanlagte familietid, der også er opstået. Den nærhed med familien, håber jeg vi tager med efter krisen. Som land håber jeg, at vi tager det stærke fællesskab videre. Ingen kunne klare sig igennem det her alene. Og så har vi set en innovation, kreativitet og fleksibilitet på et niveau, jeg har ikke har set før. Skolelederen, der skulle lukke hele skolen ned, og senere så pludselig genåbne med ca. en uges varsel. Virksomheder, der har måttet lukke ned eller omstille deres produktion. Familier, der hjælper hinanden med børnepasning. Vi har alle stået sammen om at løse det her. Vi er blevet endnu tættere og har oplevet en fælles ro ved at være sammen i denne her situation.”

Mor ude – mor hjemme

Statsministeren måtte forlade en forespørgselsdebat om coronaepidemien i Folketingssalen før tid. Der var akut sygdom i familien. Og selv om hun senere på aftenen kunne melde ud på Instagram, at de var sluppet med forskrækkelsen, viste hun, at hun er mor først. Hendes post og dermed hendes dømmekraft blev liket af næsten 55.000 mennesker, og de 1.662 kommentarer bifaldt hendes beslutning.

Men hvordan får man hverdagen som mor til to børn og to bonusbørn til hænge sammen med hjemmeskoling, bekymring og behovet for nærhed, samtidig med at man skal arbejde i døgndrift?

“Det har været svært, særligt i starten. Alle børnene er så store, at de godt kunne forstå, at der lå meget på mine skuldre. De har taget et meget stort ansvar med at lave mad, vaske op og gå ud med skrald. De har vist en stor omsorg og selv taget initiativet. Men i den første voldsomme tid, var det da svært, at jeg ikke kunne være der mere for dem.”

Krisen har været et “wakeup-call,” også for statsministeren, men hun har ikke følt meningsløshed eller afmagt. Tænkepauserne og roen har hun, som mange andre danskere, fundet lige udenfor sin egen hoveddør.

“Når jeg skal læsse af, hopper jeg i cowboybukser og gummistøvler, og så er jeg i naturen. Jeg står tidligt op og går en lang rask tur, og det kan få mange ting til at flytte sig oppe i hovedet. Og så har min vigtigste støtte været min kæreste, Bo, der er en klippe,” fortæller hun.

“Jeg kommer ikke til at holde fast i ret meget fra karantænetiden, for jeg vil gerne åbne samfundet så meget som muligt, så hurtigt som muligt. Men vi er alle blevet mere præcise og kommer hurtige til sagen, og det vil jeg gerne videreføre. Alle samtaler og møder har været to the point. Der er blevet skåret ind til det centrale, både i arbejdslivet og privat. Det kan jeg godt lide.”

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg har altid været bevidst om, at jeg kun låner mine børn"

Og dermed minder Mette Frederiksen mig indirekte om, at jeg også skal til at runde af. Tiden er knap, og hvert minut jeg tager, går enten fra den danske storfamilie, eller den lille familie i Hareskoven, hvor hun bor. Alligevel tænker hun længe, da jeg spørger, hvilken type mor, hun er derhjemme.

“Jeg er en blanding af flere forskellige ting. Det vigtigste er at elske dine børn og vise dem det. Det er jeg meget mere optaget af end af alt andet. At de ved, at de er elskede uanset, hvad de gør. Jeg tror ganske meget på kærligheden. Men jeg er også en hård mor og meget tydelig i mine grænser. De skal lave deres ting og bruge deres liv til noget. De skal ikke bare ligge på sofaen. De skal bidrage. Og ligesom politik aldrig må blive en popularitetskonkurrence, skal moderskabet heller ikke være det.

“Det er en værdi for mig at være tydelig og turde at være voksen. Jeg har ret tidligt erkendt, at min opgave ikke er at være børnenes bedste ven. Jeg skal være forælder med alt, det kræver. Jeg skal turde at bestemme – også selv om det bliver over færre og færre ting, jo ældre de bliver.”

På Mors dag postede Mette Frederiksen et billede af sig selv sammen med sin mor på Instagram. Et snapshot fra tiden før hun blev politiker og mor.

“I dag er det syv år siden, sygdommen vandt over livet,” skrev hun under billedet. “Vi mistede verdens bedste mor, mormor og farmor. Savnet følger mig fortsat. Og hun dukker stadig op i mine tanker næsten hver eneste dag. Som et minde om den store kærlighed, der var – og altid vil være.”

Så hvad er den vigtigste værdi, hendes mor har givet hende med, nu hvor hun ikke er her mere?

“Det er empati,” svarer Mette Frederiksen prompte.

“Hun var en meget anderledes kvinde end mig, men hun elskede også at være omgivet af dyr, natur og mennesker. Hun var gæstfri og havde roen til at være lige der, hvor hun var. Men empatien var hendes største styrke. Hvis jeg var ramt af kærestesorg, behøvede jeg ikke at sige noget. Hun havde allerede smidt alt, hvad hun havde i hænderne og var klar til at tage imod mig, inden jeg var kommet ind i indkørslen.”

LÆS OGSÅ: Sharin Foo: Det har været svært at tale om, at jeg er flyttet til Danmark, og min datter er blevet i USA

Mette Frederiksen skal ikke bare udvise empati over for sine egne børn, men for hele nationen. Og der er vel ikke mange mødre, der ikke engang imellem har leget med tanken om, hvordan deres liv ville være blevet, hvis de ikke havde fået børn. Ville de være krigskorrespondent, globetrotter, bjergbestiger eller indehaver af et Bed & Breakfast i Skotland? Alle os, der har en hverdag, hvor de vildeste dramaer udspiller sig, når endnu en luseepidemi har ramt 2.A og inficerer samtlige mails på Aula, kan godt drømme sig væk indimellem.

Men hvad drømmer man om, hvis man er statsminister og ikke må lade sig adsprede af de små problemer i hverdagen, men i stedet skal holde fokus på landets økonomi, folkets sundhed og hele verdens fremtid? Hvad hvis hun kunne smutte fra ansvaret en enkelt dag og leve i anonymitet? spørger jeg, og ser allerede en dansk version af Audrey Hepburn i Prinsessen holder fridag for mit indre blik. Mette Frederiksens svar bringer mig tilbage til virkeligheden og den indsigt, enhver mor får sekundet efter, at hun har fantaseret løssluppent om ubekymret ansvarsfrihed.

“Det drømmer jeg ikke om,” svarer hun.

“Jeg er præcis, hvor jeg skal være.”