Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

Et lille, pulserende blink dukker op på skærmen, ligeså snart Fallulah har lagt sig til rette på briksen i den private skanningsklinik. Sangerinden er kun i sjette uge af sin anden graviditet, men hun har behov for lige at se med egne øjne, at den… okay, meget tydelige streg på graviditetstesten nu også er ensbetydende med, at der er liv i maven.

Bekræftelsen giver Maria Apetri, som Fallulah egentlig hedder, overskud til jokende at stille det spørgsmål, der måske allerede har plantet sig som en ubevidst fornemmelse i hende.

– Jeg siger for sjov: “Nu er der vel kun én derinde, ha ha ha”. Sygeplejersken svarer: “Jeg tjekker lige”, og så kører hun rundt med skanneren… “Nå, hov, der var faktisk én til”, siger hun så. Og jeg begynder bare at grine helt hysterisk!

Maria Apetri bryder ud i latter ved mindet om den absurde situation, som forklarede, hvorfor graviditetstesten i første omgang lyste op som et juletræ. At der gemte sig en ekstra stor pakke i hendes livmoder, kom dog ikke helt så meget bag på Maria Apetri som på hendes kæreste.

– Thomas var lidt i chok. Det er ikke lige det, man forventer. Men min mormor er tvilling, så jeg har altid haft sådan én “det kunne jo godt være”. Men det her er ikke genetisk, for de er enæggede. Så det er helt tilfældigt, at ægget har delt sig. Det er ret vildt, at ægget har tænkt: Vi skal være to. Jeg laver lige en makker.

Gravid på fuld tid

Fallulah, som hun er kendt som i offentligheden, understreger, at chokbølgerne hurtigt faldt til rette som en stor glæde – både for hende og kæresten. Hun er i skrivende stund i 17. uge og ovenud lykkelig over at være udvalgt til at opleve den underfundighed, det er at få to helt identiske børn, da hun slår sig ned med danskvand og en bolle i bagerste hjørne af en café i indre by.

Forpustet og en smule pinlig over at komme 45 minutter for sent til interviewet, som hun troede, var i morgen. Hun undskylder og understreger, at hun ikke forstår, hvordan hun kan have skrevet dagen forkert ned i sin kalender, for normalt har hun fuldstændig styr på sine aftaler og går op i at komme til tiden.

Men i disse dage bugner hendes e-boks af indkaldelser til lægesamtaler, skanninger og tjek, tjek, tjek af snart det ene, snart det andet, så det kan være svært at huske, at hun faktisk er fuldtidsmusiker og ikke fuldtidsgravid. For når man venter tvillinger – mirakel eller ej – lander man som udgangspunkt i kategorien risikograviditet.

En betegnelse, som måske mere er en forholdsregel end et faktum, men som alligevel ville kunne få bekymringsrynken til at sitre hos de fleste gravide. Især dem, der har en tendens til angst. Det har Maria Apetri, hvilket vi kommer tilbage til.

Det er nemlig svært at forestille sig, at mørke tanker ind imellem tager magten over sangerinden, hvis smil stråler om kap med den voksende mave, som titter frem under hendes let gennemsigtige bluse. Hun er tilfreds med livet. Og at akupressur-armbåndet om hendes håndled ser ud til endelig at virke.

– Jeg har faktisk ikke kastet op i går. Og to dage i sidste uge gjorde jeg det heller ikke. Så det er rigtig dejligt!

Det lyder dejligt – især når alternativet er de tre til fem gange om dagen, hun ellers har set dybt i toiletkummen tre måneder i streg. Det fysiske benspænd virker dog ikke til at fylde så meget for Maria Apetri. Hun har netop fået at vide, at det er to piger, der lige nu slår kolbøtter og – hvilket hun kunne se til seneste skanning – forsøger at holde hinanden i hånden inde i maven.

Det kunne næsten ikke være anderledes, end at kvinden, der står bag græsrodsbevægelsen ’Hej søster’, som arbejder for at hylde de alt for ofte oversete kvindelige musikere på den danske musikscene, er ved at gro sin egen lille hær af søstre. Hun er i forvejen mor til Gloria på tre år og til marts altså hendes to lillesøstre. Kønnet er dog ikke så vigtigt for Maria Apetri.

– Med Gloria kendte vi ikke kønnet på forhånd, hvilket var meget svært for vores omgivelser at forstå, for hvordan kunne vi så forberede os? Men vi havde det sådan: Det er et spædbarn, behovene er vel de samme uanset kønnet. Denne gang har vi valgt at få det at vide på forhånd, også for Glorias skyld. Selv om hun hele tiden har vidst, at det var piger, griner Fallulah.

Et liv med angst

Hun tænker, det bliver en fest at være mor til tre piger. Også fordi hun har prøvet det hele før og kan trække på sine erfaringer, både i forhold til, hvad hun skal gentage, og hvad hun skal gøre helt anderledes. Det var nemlig ikke helt nemt – eller faktisk ret svært – at være gravid, føde og blive mor første gang.

Det begyndte i graviditeten, hvor hun som en pendant til hendes tro graviditets-følgesvend, kvalmen, fik en stofskiftesygdom (det har hun også denne gang…). Det betød medicin hver morgen, en time før hun måtte spise noget – en nærmest umulig opgave, når man har det dårligt. Og så var der angsten, som hele tiden lå på lur.

– Jeg havde sindssygt meget angst i min første graviditet. Jeg kom til at opsøge alle skrækscenarierne og alle de dårlige historier. Det var en form for selvtortur. Sådan “nu prøver jeg at beskytte mig selv ved at finde ud af, hvad det værste, der kan ske, er.” Men det virker jo omvendt, og man bliver totalt stresset af at gå rundt og tænke på vuggedød og alle mulige andre forfærdelige ting.

Angsten har været et vilkår i Maria Apetris liv, siden hun var barn. Allerede som helt lille var hun én, der overtænkte og havde usædvanlige tanker for sin alder, og da hun mistede sin far til kræft som niårig, blev det bekræftet: Det værste kan ske.

I 1990’erne var der ikke så meget fokus på, hvad det kan betyde for et barn at miste én af sine allernærmeste, og derfor var der ikke rigtig nogen, der spurgte til, hvordan hun havde det.

– Dengang var det lidt sådan “Nå. Videre i teksten”. Min mor begravede sig i arbejde. Så det blev bare noget, man dealede med stille. Og det er selvfølgelig ikke særlig sundt. Så jeg fik aldrig lært at snakke om det. Jeg kan huske, at jeg kom i skole, efter det var sket om sommeren, og så var der nogle forældre, der havde fundet ud af det. Jeg blev omringet af børn, der spurgte mig om alt muligt med min far. Jeg kunne slet ikke håndtere det, jeg synes, det var dybt grænseoverskridende, og siden da snakkede jeg ikke om det i flere år.

Følelserne blev vendt indad, og på den positive side, ræsonnerer Fallulah, ville hun måske ikke være begyndt at skrive sange, hvis hun ikke havde haft et helt indre katalog over følelser, der ville ud. Først i tyverne begyndte hun, ansporet af sin kæreste, at åbne op andre steder end i sine sangtekster. Men da maven begyndte at vokse første gang, blev følelsen af at kunne miste noget dyrebart pludselig doblet tifold op.

Der blev smidt ekstra tændvæske på angstens bål, da Maria Apetri først blev sengeliggende fra graviditetens sjette måned på grund af en brækket fod, derefter gik 14 dage over tid og siden endte med en 32 timers fødsel, der var milevidt fra det naturlige og smertefri scenarie, fødselsforberedelseskurset havde stillet i udsigt.

Da Maria Apetri langt om længe lå med sin datter i armene, blev hele hendes alarmberedskab alarmeret.

– Ligeså snart hun kom ud, blev jeg ramt af denne her overvældende, store kærlighed, og jeg tænkte bare, “shit, det er MIT ansvar, det her lille væsen, hun kan ingenting selv!” Angsten kom buldrende, og jeg følte, at jeg skulle sidde og kigge på hende hele tiden. Jeg kunne slet ikke give mig selv ro, og efter fem dage stort set uden søvn var jeg halvpsykotisk.

Men jeg kunne stadig ikke give slip og kunne ikke lide, at andre gik en tur med hende i barnevognen, jeg var bange for, at de ikke kunne finde ud af at gå over for grønt. Jeg mistede tilliden til, at andre kunne tage vare på det her lille menneske, som jeg bare ville gøre alt for. Det var en vild følelse.

Jagten på det perfekte

Set i bagspejlet fik Maria Apetri ikke talt fødslen ordentligt igennem med en professionel, hvilket hun i dag kan se, ville have fået hende hurtigere tilbage på benene. Måske ville det have kunnet få hende til at se tingene lidt mere ovenfra og for eksempel indse, at tiden ikke var til at tage på turné, da datteren var fire måneder.

Men afsted kom hun. Torsdag til søndag bumlede Maria Apetri rundt i sin svigermors gamle Toyota med en baby (der sov dårligt) på bagsædet og en krampagtig intention om at holde fast i karrieren på forsædet.

Thomas var godt nok på barsel og med hele vejen, men det var unødvendigt hårdt, og Maria Apetri sværger, at det gør hun aldrig igen. Hvorfor det blev sådan i første omgang, ved hun ikke rigtig. Måske var hun for optaget af, at hun skulle kunne det hele.

– Jeg var meget fokusereret på, at jeg gerne ville fremstå super overskudsagtig. Jeg bukkede nok lidt under for presset om at være sådan en perfekt førstegangsmor. Og det er jo komisk, for man står med lort op til albuerne, og der er sgu ikke noget glamourøst over det. Jeg er ellers glad for sociale medier og synes, de kan meget godt, men pludselig kunne jeg kun se de dér perfekte billeder af stylede, brune børneværelser fyldt med bambus og natur.

Sådan ser virkeligheden altså ikke ud hjemme hos os. Vi kan alle sammen glemme, at selv de mest Insta-venlige hjem gemmer på et skab, hvor rodet vælter ud, så snart man åbner det. Måske skulle vi være bedre til også at knipse et billede af rodebunkerne.

Det er netop derfor, Maria Apetri har valgt at vise hele billedet denne gang. For rodet fylder faktisk meget mere, når det er gemt væk bag en lukket dør, end når vi åbner den op. Det har hun mærket på sig selv.

– Bare det at jeg sidder her og snakker åbent om, hvordan jeg har haft det, og hvilke bekymringer jeg har gjort mig. Det gør mine følelser meget mindre skamfulde. Det er jo det, der er så magisk. Ligeså snart, du siger det højt og bliver mødt med forståelse, så forsvinder det som dug for solen. Det er så ærgerligt, at der er så mange, der går rundt og holder på ting, som er så svære og hårde, for det får bare lov til at vokse sig kæmpestort.

Så jeg synes, vi skal være så meget bedre til italesætte, at der er rigtig mange mennesker, der har det svært. Derfor synes jeg også, det er SÅ ærgerligt, at der stadig er det her glansbillede, vi prøver at opretholde kvinder imellem, især på sociale medier.

Mor på egne præmisser

Udover lettelsen ved at stå ved sine udfordringer har Maria Apetris åbenhed under denne graviditet betydet, at hun har turdet bede om hjælp. Allerede til første lægesamtale bad hun om at komme i et såkaldt udvidet forløb, hvor hun bliver fulgt ekstra tæt.

– Jeg har taget mig nogle helt andre forholdsregler denne her gang. Og det er indtil videre bare SÅ godt. Jeg sagde til min læge, at jeg havde haft et voldsomt forløb sidst, og jeg ved, at jeg lider af angst, og derfor har jeg brug for ekstra omsorg og støtte. Jeg går også til kognitiv terapi, når jeg har brug for det, og det virker helt vildt godt på mig.

Så jeg synes, jeg har taget ansvar for det. Og det er jeg faktisk ret stolt af, for man kunne også bare køre videre, fordi det er svært at se ting i øjnene. Jeg har indset, at angsten er en del af mig, og jeg ved ikke altid, hvordan mit sind reagerer, og denne her gang vil jeg bare virkelig gerne passe på mig selv, både fysisk og mentalt.

Udover den hjælp, Maria Apetri får udefra, har hun på sin egen banehalvdel besluttet sig for at se stort på idealbillederne, som dikterer, hvordan man er en rigtig eller forkert forælder. Også når det gælder emner, som kan få morpolitiet helt op ad stolene. Såsom amning.

– En af de ting, der fungerede rigtig godt, da jeg fik Gloria, var amningen. Det var enormt nemt for mig, og det var dejligt, men det var også en af de ting, der gjorde, at det hang meget på mig rent praktisk. Denne gang har jeg meget mere fokus på, hvordan vi har det som familie.

For vi har en datter i forvejen, der ikke skal glemmes. Og så er det bare en kæmpe stor prioritet for mig at få sovet efter fødslen, så jeg ikke ender med at blive halvpsykotisk ligesom sidst. Så jeg har det sådan, at hvis vi finder ud af, at det giver mere mening, at babyerne skal have flaske, for at jeg også kan være tilstede med min store datter og få sovet, så er det det, vi gør.

Jeg har slet ikke nogen forestillinger om, at det skal køre på én bestemt måde. Og jeg er bedøvende ligeglad med, hvad andre siger, når det handler om at få min egen familie til at hænge sammen.

Det har været en proces for hende at komme til et sted, hvor hun helt oprigtigt kan sige, at andres meninger ikke trænger ind under huden. Hun kan godt huske, hvordan det var at være tilflytteren, der kom fra Amager til Jyderup efter at have mistet sin far. Og fik at vide, at hun var københavnersmart og i øvrigt gik i det forkerte tøj.

For at skærme sig selv fra andres holdninger til det allermest følsomme har sangerinden valgt ikke at dele ud af sit moderskab på de sociale medier. Jo, der er billeder af hende som gravid, og den forestående tvillingefødsel blev da også offentliggjort på Instagram, men billeder af Gloria og detaljer om sit familieliv deler hun kun med familie og venner.

– Jeg fortæller ikke offentligt om, hvordan vi opdrager, eller hvilken mad vi får derhjemme. Det synes jeg ikke, jeg har lyst til at indbyde til debat omkring. Jeg er meget bevidst om de mennesker, jeg omgiver mig med, og derfor føler jeg mig ikke dømt af dem, jeg har tæt på. Og omvendt er jeg bevidst om ikke at dømme andre. Det, synes jeg, er enormt vigtigt. Jeg har fuldstændig tiltro til, at alle gør det bedste, de kan, og jeg synes, det er så fedt, at vi gør tingene forskelligt. 

Kvinder skal bakke hinanden op

Når hun lige om lidt skal til at opdrage ikke bare én, men hele tre piger, er det én af de ting, hun vil lægge særlig stor vægt på: At de skal bakke hinanden og deres medsøstre op i stedet for at dømme hinanden. Et mantra, der ligger så fint i forlængelse af ’Hej søster-bevægelsen’, som Maria Apetri netop har sat i verden for at bekæmpe den mislyd, der stadig florerer i pigegrupper, hvad enten det er i skolegården, i søsterflokken, på kontoret eller på musikscenen.

– Jeg tror, at mange af os er vokset op med at høre kvinder snakke nedsættende om andre kvinder – det være sig mødre, lærere eller andre kvinder omkring én. Det kan være små, uskyldige bemærkninger som “det var godt nok en hidsig farve, hun har på”, som alligevel er alt andet end uskyldige, fordi de lærer os at dømme andre. Det er enormt begrænsende, hvis man skal gå og lege politibetjent over for andre. Hold kæft, hvor kedeligt altså, siger Maria Apetri, som erkender, at hun også selv har deltaget i shamingen af andre kvinder.

– Jeg har ligget under for det tidligere, uden at tænke over det. Det dér med lige at sidde i en venindeflok og vende en anden veninde – så skal hun lige svines til. Det har jeg hundrede procent været med til. Men det, der er gået op for mig, er, at det faktisk er det mest pinlige, man overhovedet kan gøre, for pilen peger direkte tilbage på én selv og afslører, hvor usikker man selv er.

Det er KUN det, det handler om. Hvis man hviler i sig selv, har man slet ikke behov for at lægge mærke til, hvad andre laver. Så det har været en kæmpe lettelse for mig at aflære de her mønstre, og det vil jeg helt vildt gerne være med til at sprede, så mange flere bliver bevidst om det. Både mine egne døtre og også andre kvinder gennem ’Hej søster’.

I forhold til barslen bliver svigermors Toyota i garagen denne gang. Et halvt år efter, at tvillingerne kommer til verden, står der kun barsel i kalenderen. Det er måske ikke så længe sammenlignet med mange andre, men der skal også smør på brødet, og musikerens fleksible arbejdstider opvejer for den – i nogens øjne – korte orlov, konkluderer Maria Apetri.

Det giver noget luft i hverdagen, at hun modsat sin kæreste, som har almindelige arbejdstider i sit kontorjob, ikke skal ud ad døren hver morgen kl. otte. Ikke at fleksibiliteten er en garanti for, at det hele ikke bliver kaos alligevel, når to spædbørn simultant flytter ind i huset i Hvidovre. Maria Apetri har besluttet sig for at tage det, som det kommer.

– Det gode er, at jeg denne gang ved, at jeg ikke kan planlægge på forhånd, hvordan tingene bliver, eller prøve at regne noget som helst ud. For alt er så uvist, og vi bliver simpelthen nødt til at møde de her mennesker og finde ud af, hvem de er.

Jeg var nemlig overrasket over, at Gloria kom ud og havde enormt meget personlighed og var meget tydelig omkring, hvad hun ville og ikke ville. Det har lært mig, at du ikke kan generalisere og sige “alle babyer falder i søvn, når de kører bil”. Du aner ikke, hvem der kommer ud til dig. Så jeg prøver virkelig at sige til mig selv, at det bliver stormfuldt. Men vi kommer totalt meget igennem det sammen.