Klumme: "Jeg har altid været bevidst om, at jeg kun låner mine børn"

At være nogens mor er et vanvittigt ridt gennem hele følelsesspektret. Ja, det er bare decideret vanvittigt at udsætte sit blodtryk og tårekanaler for. Jeg har tre døtre på henholdsvis 8, 13 og 13 år. Vi er forbi fasen, hvor jeg havde brug for alenetid. Vi er gået ind i fasen, hvor de har brug for alenetid.

Hvor de før konstant klyngede sig til mig, så tager jeg mig selv i at klynge mig til dem. Man prøver krampagtig at holde fast i tiden, der smuldrer for øjnene af én. Deres kinder bliver mindre trutteværdige. Deres bevægelser er sikre.

Til deres første fødselsdage kunne jeg genkalde lykkerusen fra den første dag på fødegangen helt fysisk. Senere forvandles den håndgribelige lykkerus i hjertet til et kært, men mere intellektuelt minde, som er lagret i hjernen. Som mor elsker man at se sine unger vokse op. Samtidig er det en underlig følelse hele tiden at skulle sige farvel til en gammel version af dem.

Man elsker og savner inderligt på én gang. Jeg har altid været bevidst om, at jeg kun låner mine børn. At de tilhører sig selv og verden. De skylder mig ingenting. Men fuck, hvor er det hårdt at give slip. Svært ikke at folde en lasso af navlestrengen og indfange dem, til de er ved at kvæles. Det har inspireret mig til denne liste.

Du ved, du er dårlig til at give slip, når: 

• Dit yngre barn lover, hun vil blive boende hjemme, til hun er 80 år, og du spontant udbryder: Kan jeg få det på skrift? (Det bliver en grim retssag).
• Du retter ikke de sidste, små talefejl, men begynder – helt krampagtigt – at rette dem tilbage: Det hedder ”ketmus”, skat. Da ikke ketchup …
• Vold. Terror. Lemlæstelse. Sådan er der ude i verden, alle steder – undtagen herhjemme ved mor. Havde du nær sagt.
• Ja, ja. Men nu skal du også tænke på, at jeg ikke bliver yngre, og jeg jo altid har været der for jer. Havde du nær sagt med et ynkeligt, veltilrettelagt host.
• Du gemmer en rusten trehjulet cykel, H&M-kjolen fra første skoledag, en legoklods med lidt mundvand på og 1.000 tegninger af … Ja, det ved du ikke lige. Du lyver for dig selv og tænker, at det bliver de enormt glade for, når de selv får børn (og slap nu bare af, Marie Kondo).
• Du begynder at sige sådan nogle Gajol-flapting, som ”At gøre sig umage med lektierne er den bedste garanti for selv at kunne bestemme over sig selv i voksenlivet” og ”Skønhed kommer indefra og fra kogt broccoli”. Du håber, de en dag vil citere dig med ærefrygt: Som min moder altid sagde … (Amen).
• Du hører dig selv labrador-begejstret råbe ting som ”Så skal vi se ”Bagedysten””. Og du ignorerer totalt, at de tydeligvis kun sidder og ser flowtv sammen med dig for din skyld. Ih, hvor vi hygger, piger!
• Du skriver #hvorblevtidendogaf under de få billeder af dem, du får lov til at poste. Inderst inde ved du godt, den – desværre – gik alt for meget med madlavning, vasketøj og ”skynd dig lige, skat”.
• Du starter en terapikonto til dem, så de når at tilgive dig for alle dine brister, inden de som voksne pludselig afslår en endeløs række af middagsinvitationer.
• Og apropos: Du giver dem absolut ikke dine hemmelige opskrifter nu, men venter til døds- lejet. Det er din hemmelige joker for at få dem lokket hjem.

Arhg – det dur jo ikke: Så stik da af, smukke, unge mennesker. Når det nu ikke kan være anderledes.