Sharin Foo: Det har været svært at tale om, at jeg er flyttet til Danmark, og min datter er blevet i USA

Sharin Foo rejste til USA for 17 år siden for at forfølge en drøm om en international musikkarriere. Drømmen gik i opfyldelse med rockbandet The Raveonettes, der har turneret i det meste af verden. Men hun fik mere end det. Hun fik en amerikansk mand, et liv i Los Angeles og datteren Molly, som er fyldt 11 år. I dag – fraskilt og tilbage i Danmark – har Sharin en drøm om en drøm, som endnu ikke er gået i opfyldelse.

– Jeg har altid været lidt jaloux på folk, der drømmer, at de flyver. For det har jeg aldrig drømt. Jeg har læst om drømmetydning, og jeg kan forstå, at drømme om at flyve handler om en eller anden form for ekstrem frihed. Det kunne jeg godt tænke mig at opleve. En måde, hvorpå jeg kunne give slip på kontrol.

Er der en mangel på frihed i dit liv?

– Nej, jeg føler ikke, at der er en mangel på frihed … eller jo, jeg er nok et menneske, som er ret meget i kontrol. Jeg er vant til at være den, der holder styr på mange ting. Som har det store overblik, og som sørger for, at det hele fungerer. Jeg føler lidt, at jeg kunne være sådan en, der kunne være manager for en stor produktion eller et stort slot. Men det har jeg ikke lyst til. Jeg vil gerne give mig selv lov til ikke at skulle være så meget i kontrol. Og man kan sige, at min beslutning om at flytte til Danmark handler om frihed. Jeg tog mig den frihed at tage beslutningen om at flytte tilbage hertil, selvom det ikke var nemt. Så det er jo noget, som jeg tydeligvis arbejder med.

Der er langt fra sunny California til regnvåde København en mandag formiddag. Der er også langt fra den rå rockscene til den lidt generte, tilbageholdende og umiddelbart sårbare kvinde, der sidder over for mig for at fortælle, hvorfor hun er kommet tilbage til sit hjemland, og hvorfor hun har valgt at lade sin datter blive i USA. Det er ikke nemt at tale om.

Og det er vigtigt for Sharin, at vi får alle nuancerne med. For det skal ikke være en sensationshistorie om, hvordan hun dog har kunnet gøre det.

– Da jeg i 2002 valgte at rejse først til London og derefter til USA, handlede det udelukkende om musikken. Sune Rose Wagner og jeg fik muligheden for at blive en del af det internationale musikmiljø med vores band, The Raveonettes, og det var overhovedet ikke svært for mig at tage det spring dengang. Det var følelsen af, at det var en drøm, der gik i opfyldelse. Eller i hvert fald muligheden for, at en drøm kunne gå i opfyldelse. Sune og jeg havde snakket om det i flere år, og pludselig gik det hele meget hurtigt. Og så sker der jo det, at livet udvikler sig. Jeg mødte min eksmand, Greg, i 2005 i New York. Han boede i Los Angeles, så i 2007 valgte jeg at flytte fra New York og over til ham. Ikke ud fra et ønske om at være i LA, det var for at undersøge vores forhold og prøve at leve sammen. Og så kom Molly i 2008. Så det var livet, der foldede sig ud på sin egen måde. Det var ikke et bevidst valg, jeg tog, om at vælge Danmark fra. Slet ikke.

Var det svært at forlade familie og venner?

– Der var da selvfølgelig øjeblikke, hvor det var et afsavn. Ved højtider, eller da min lillebror fyldte 18, og jeg ikke var der. Når der skete ting, jeg ikke var en del af. Men vi turnerede nærmest konstant, så egentlig var det lige meget, hvor ”hjemme” var på det tidspunkt. Jeg var bare alene, og der var et afsavn, som ville have været der, også selvom jeg havde boet i Danmark. Afsavnet blev lidt tydeligere for mig, da jeg blev mor. Der blev jeg konfronteret med, at mit barn blev født med to kulturer. Der var mange ting at skulle navigere i i USA. Derovre skal man vælge alting selv. Man skal selv finde ud af, hvem der skal være ens læge, hvilket hospital man skal føde på, og hvilken jordemoder man skal have. Man skal købe sig til fødselsforberedelse, og man får ikke nogen sundhedsplejerske. Der er ikke nogen ”pakke”, som der er i Danmark, når man bliver gravid. Man bliver ikke taget ved hånden. Jeg havde heller ikke et miljø af venner og veninder, der fik børn, så det var en ensom proces.

Hvad skete der med musikkarrieren, da Molly kom til verden?

– Den kørte bare videre. Det var også en udfordrende og igen en lidt ensom proces. For det var faktisk svært at finde nogen, som jeg kunne spejle mig i. Nogen, der kunne vejlede mig. Jeg kendte ikke rigtig nogen, der havde erfaring med det, så det var helt klart en forvirrende periode. Vi begyndte at turnere igen, da Molly var tre måneder gammel, og hun var med på tour.

Jeg har haft min lillesøster med som sitter, jeg har haft min mor med, jeg har haft min eks-svigermor med. Og jeg har haft veninder med. Alle mulige forskellige, der hjalp med at passe Molly. Greg var også rigtig meget med, han er også musiker, og han satte sin musik på hold i en periode. For mig var der også nogle identiteter, jeg kæmpede lidt med. Det med at være rockstjerne det ene øjeblik og så komme hjem det næste og være totalt forstads-hjemmegående-husmor. Jeg var i et band, hvor det ikke nødvendigvis var noget, der blev rummet enormt meget. Moderskabet. Det var meget ”drengene”.

Og de var ikke så interesserede i det der med baby. Så jeg havde helt klart et sideløbende liv, som nogle gange var lidt svært at få til at smelte sammen med livet som rockmusiker. Da Molly blev to år, turnerede hun ikke med os længere. Jeg valgte i stedet at rejse frem og tilbage, og vi rejste meget kortere. Vi prøvede at få det hele til at spille sammen. At få alle til på en eller anden måde at kunne co-eksistere.

I 2015 blev Sharin og Greg separeret og siden skilt. Det affødte en længere proces for at finde en ny måde at leve på.

Hvad skete der?

– Skilsmisser er jo altid utrolig tragiske, og det er meget svært acceptere, at ens familie går i stykker. Eller at den i hvert fald skal dekonstrueres. Og ja, hvad skete der …? Det gik ikke for os. Det gik i stykker. Retrospektivt kan jeg se, at det var virkelig svært at acceptere, at det var det, der skulle ske, fordi jeg godt kunne se, hvor udfordrende det er, når man har barn sammen og kommer fra to forskellige lande. På en eller anden måde er det nærmest endnu vigtigere at få det til at fungere, når det er sådan. Og den der ekstra udfordring, der er i geografien, var meget sorgfuld, synes jeg.

Og du havde jo taget meget store personlige valg for at være sammen med Greg?

– Ja, det havde jeg. Og skilsmissen fra Greg er en af grundene til, at jeg pludselig ikke føler den samme forbindelse til USA. Vi har selvfølgelig arbejdet rigtig meget på at finde ud af, hvad det så betyder. Hvad er vores nye struktur? Først og fremmest har vi været opmærksomme på, hvordan Molly trives bedst i det. Det kender alle skilsmissefamilier. Vi har være igennem al mulig efterterapi og mediation for at få professionel hjælp til, hvordan man skaber den allerbedste struktur for barnet. Jeg synes, vi har været rigtig gode til at være meget voksne og meget modne omkring det. Meget hensynsfulde omkring Molly. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at få hende til at trives bedst muligt i den svære situation, som det er for hende.

Og nu er det endt med, at du er flyttet hjem til Danmark, og Molly er blevet i Los Angeles?

– Ja. Det har været en lang proces. Der har været opbrud både i forbindelse med skilsmissen og i forhold til bandet, hvor vi har sat alting på hold. Jeg stod et sted i livet, hvor jeg følte, at en masse døre blev lukket, og hvor jeg skulle finde ud af, hvad den næste del af mit liv skulle handle om. Hvad føles som hjem nu? Hvad skal være min levevej? Og hvor ser jeg mig selv i den næste epoke af mit liv? Det var, som om alting faldt fra hinanden, og det skulle jeg så bygge op igen. I den proces kunne jeg mærke, at jeg havde meget svært ved at se mig selv blive i LA.

Jeg havde svært ved at se, hvor mine arbejdsmuligheder lå. Jeg følte, at mine arbejdsmuligheder var bedre i Danmark. Samtidig føler jeg mig meget forbundet med Danmark. Jeg havde lyst til at bygge ting op her. Arbejdsrelationer. Personlige relationer. Jeg havde lyst til at være tæt på min familie. Og det handlede også om noget, jeg havde lyst til at give videre til Molly. Hendes forbindelse til Danmark gennem mig. Og det var svært at få til at fungere fra USA.

– Greg og jeg begyndte at tale om, hvordan vi kunne skabe en situation, hvor det kunne fungere, at jeg flyttede til Danmark. Hvordan vi først og fremmest kunne få det til at fungere for Molly. I første omgang virkede det fuldstændig overvældende og fuldstændig umuligt. Jeg kunne slet ikke se, hvordan det skulle løses. Det virkede, som om der ikke var nogen god løsning på det.

Det var så afsindigt komplekst. Efterhånden kunne vi se, at det var mest hensigtsmæssigt, at Molly blev i LA, og jeg begyndte at rejse meget frem og tilbage. Og at det, der skulle ske, var, at jeg stadig skulle have hende halvdelen af tiden. Så hele præmissen er, at vi stadig har hende halvt-halvt, men det er selvfølgelig i en meget anderledes tidsstruktur. Der er længere perioder, hvor vi ikke er sammen, og længere perioder, hvor vi er sammen hele tiden. Vi rådførte os meget med nogle professionelle familieterapeuter i både USA og Danmark, og vi blev understøttet i, at med den alder, hun har nu, vil det være okay, at hun er længere perioder hos hver forælder. Jeg begyndte at være meget i Danmark fra februar sidste år og kombinerer det med længere ophold i LA, hvor jeg har beholdt det hus, der er Mollys barndomshjem. Og så skal Molly være her i Danmark i hele sin næsten tre måneder lange sommerferie.

Hvordan fungerer det?

– Det er jo stadig ret nyt. Jeg har altid været vant til at rejse meget, så jeg har tænkt, at det kan jeg sagtens. Men jeg vil sige, at det ikke bare er sådan helt vildt nemt …

Hun holder en længere pause.

– Det er klart noget, jeg er i proces med. Jeg er blevet adjunkt på Rytmisk Musikkonservatorium, så jeg skal også finde ud af, hvordan jeg kan få det til at passe med arbejdet. Det er ikke et fuldtidsarbejde, så det kan godt fungere.

Hvordan har Molly det med det?

– Det bedste ved hele situationen er, at Molly er utrolig god til at udtrykke, hvad hun føler. Det er da ikke hendes yndlingssituation. Hun ville rigtig gerne have, at jeg ikke tog væk. Hun spørger, hvorfor jeg ikke bare kan være der, hvor hun er. Så det snakker vi om. Men der skete en rigtig fin ting for nylig til hendes fødselsdag. Da hun pustede lysene ud på sin kage, ønskede hun, at hun ville få et godt år i sin nye skole, og at hendes mor ville få et godt år på sin nye skole. Det var enormt kærligt af hende. Og også et udtryk for, at hun har masser af forståelse for situationen.

Det længste, vi har været fra hinanden, er fem uger, og sidst, da jeg var ovre hos hende, sagde hun: ”Jeg har egentlig ikke savnet dig, men jeg savner dig nu, hvor jeg ser dig”. Børn er meget i nuet. Jeg er da sikker på, at der er tidspunkter, hvor hun savner mig, og sådan har jeg det også selv. Der er tidspunkter, hvor jeg savner Molly helt afsindigt. Men det hjælper at vide, at hendes far tager sig godt af hende. Jeg har læst en del research omkring børn og skilsmisser, og børn udtrykker, at det vigtigste er, at forældrene er nærværende, når de er der. At det vigtigste ikke nødvendigvis er, at man ser sine forældre hele tiden.

– Det er klart, at det har været en svær proces for mig at acceptere, at mit eget syn på, hvordan jeg tænkte, at jeg skulle være mor og forælder, ikke er sådan, som det rent faktisk er lige nu. Men det føles som den mest hensigtsmæssige situation for Molly med den præmis, vi har. Jeg er meget lettet over, at det virker, som om vi alle sammen kan fungere i det. Greg og jeg snakker meget åbent om, at Molly på et tidspunkt skal bo hos mig i Danmark. Det er også noget, han ønsker for hende. Vi synes begge to, at hun skal have den meget integrerede oplevelse af de to lande, hun hører til. De to kulturer.

I forbindelse med at Sharin er flyttet tilbage til Danmark, har hun oplevet flere reaktioner på, at hun ikke har taget sin datter med i første omgang. Noget, som hun synes, er ganske tankevækkende.

– Det har ikke været en decideret hemmelighed, at jeg er kommet tilbage til Danmark, og at Molly er blevet i USA, men det har været noget, jeg ikke har været så tilpas ved at tale om. Det må ikke blive en sensationshistorie, det er meget vigtigt for mig. For der er ikke noget sensation i det. Det er en meget gennemtænkt beslutning. Det er interessant, hvordan folk umiddelbart reagerer, og det handler meget om køn. Jeg tror, at reaktionen havde været meget anderledes, hvis jeg havde været en mand, og det er bare lidt stof til eftertanke for os alle sammen. At den måde, vi reagerer på, godt kan blive lidt hyklerisk, når vi samtidig taler om ligestilling på alle mulige fronter.

Handler det om, at en kvinde ikke kan forlade sit barn, og at det ikke er samme problem, når mænd gør det?

– Ja, det gør det. Og jeg har også været overrasket over en del mennesker, som har sagt til mig, at Mollys far ikke kan være bekendt, at jeg ikke må tage hende med til Danmark. Men jeg er faktisk meget taknemmelig for, at Molly har en far, som ikke er klar til at give slip på hende. Jeg synes, at hun er heldig at have to forældre, der på mange måder vil gøre alt for at have så meget tid med hende som muligt.

Greg har en lille søn på to år, og der er mange, der siger, at han jo har en ny familie nu, og så kan han måske bedre undvære Molly. Men sådan er det ikke. Det forhold, at han har en ny familie, betyder ikke, at han så ikke har brug for at være sammen med Molly længere. Greg og jeg har haft mange dybe snakke om, at vi sætter enormt meget pris på hinanden som forældre til Molly. Og at kunne sige det til hinanden i en skilsmissesituation er så fint, synes jeg. Jeg er ikke interesseret i, at Molly skal miste sin far. Og han er ikke interesseret i, at jeg skal miste Molly. Det har været den vigtigste brik i den her proces mellem os.

Hvad skal der ske i dit liv nu?

– Jeg kan mærke, at mit fokus skifter mere og mere til sådan noget med at være en god samfundsborger. Fra at være meget indadskuende vil jeg gerne være en del af en større sammenhæng. Jeg tænker meget over, hvad jeg kan bidrage med. Og ellers er der alle mulige ting, jeg gerne vil. Jeg vil gerne dykke mere ned i forskning inden for musik. Og jeg glæder mig rigtig meget til at skrive mere musik og til igen at komme ud i verden med kunst og musik. Jeg har altid sat pris på at komme med noget, når jeg rejser ud. Så jeg ikke bare er turist. Og så skal jeg jo følge med i Mollys liv.

Du er ikke typen, der lægger en fast plan for de næste fem eller ti år?

– Nej, slet ikke. Jeg er sådan en, der siger til mig selv, at der ikke er noget, der behøver at være permanent. Lige nu er jeg er et sted i mit liv, hvor jeg føler mig utrolig forhåbningsfuld. Tændt. På mit nye job på Konservatoriet og på alle de spændende ting, der venter. De sidste fire år har været rigtig svære og tunge på grund af skilsmissen og alle tankerne om, hvordan det hele skulle komme til at fungere. Jeg har skullet undersøge en masse og har arbejdet hårdt med alt muligt. Men nu synes jeg, at jeg er et sted, hvor det er okay. Nu er jeg tilbage i livet igen. Der er meget, der skal bygges op på ny, og det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Jeg er klart en langsom type. Jeg skal tænke over tingene i lang tid, men når jeg først tager en beslutning, er jeg meget handlekraftig.