Julefrokost 2023 – sådan bliver du klar
Et af højdepunkterne i december er for mange mennesker årets julefrokoster, hvor familie, venner og kollegaer stimler sammen for at fejre julen og året, der gik.
Uanset om du selv skal holde julefrokosten i år, eller du har fået en invitation af arbejdspladsen eller venner og familie, så er det rart at være godt forberedt. Både på julefrokost-outfittet, hår og makeup, den lækre mad og den sjoveste underholdning.
Læs med her på siden, så du kan blive klædt godt på til årets julefrokost. Vi ønsker god fornøjelse og rigtig glædelig jul.
Lokaler til julefrokosten
Om du er mest til den klassiske julefrokost eller særlige tema-julefrokoster, er der masser af inspiration at hente her på siden.
I denne guide får du 14 gode bud på, hvor festen kan holdes i henholdsvis København, Odense, Aarhus og Aalborg – og her er noget for enhver smag. Måske er du til grønne omgivelser, livemusik eller til noget helt udover det sædvanlige. Så kan du for eksempel holde julefrokost på en båd eller måske Den Blå Planet. For hvorfor egentlig ikke?
Julefrokostbordet
Hvis du planlægger at holde julefrokosten selv og gerne vil pynte fint op i hjemmet, kan du også finde masser af inspiration til julebordet her.
Og så har vi selvfølgelig et helt univers med lækre opskrifter, så du kan sørge for, at det bliver den helt rigtige julefrokost-mad, der serveres til dit selskab. Find de mange opskrifter lige her.
Vi guider dig for eksempel til en komplet julefrokostmenu med moderne retter og et strejf af tradition, ligesom vi har et væld af opskrifter på helt klassiske retter som julefrikadeller og ribbensteg med sprød svær.
Vi har selvfølgelig ikke glemt de lækre drikke og viser blandt andet, hvordan du kan lave en lækker hjemmelavet kryddersnaps, der både er god på julefrokostbordet og som en sød værtsgave, når du er inviteret til fest.
Outfits til din julefrokost
Hvad skal du have på til årets julefrokost? Hvis du stadig er i tvivl, kan du finde inspiration lige her, hvor vi har fundet fem fine outfits til under 1.000 kr.
Du går aldrig galt i byen med en sofistikeret, sort kjole, som du faktisk kan have på i løbet af arbejdsdagen og blot pifte op, før festlighederne begynder. Tilsæt høje stiletter, en lækker taske og lidt frisk makeup – så er du julefrokost-lækker på ingen tid.
Vinterhvid og gyldne nuancer er også noget af det smukkeste til julens fester, ligesom rød selvfølgelig er en sikker vinder. Og bare rolig: Det bliver ikke for julet, når blot snittet og materialerne er af god kvalitet.
Er du fast besluttet på at finde en ny, flot kjole til årets julefrokoster, har vi desuden samlet en masse bud på smukke kjoler til din julefrokost.
Tip: Selv i en helt enkel kjole kan du hurtigt ligne en million, hvis du sætter kjolen sammen med markante smykker som en statement-halskæde eller øreringe, der stjæler billedet.
Lækkert hår og makeup til julefrokosten
Julefrokosten kan være en lang seance med masser af mad og dans, og derfor skal din makeup selvfølgelig holde hele aftenen. Har du brug for gode tips til, hvordan det bedst lader sig gøre, så tjek denne guide.
Mangler du inspiration til din makeup, kan du se vores mange makeup-guides her og blandt andet få tips til at lægge de perfekte smokey eyes eller et læbestift-look, der virkelig imponerer.
Og så er der selvfølgelig håret. Hvis du mangler gode idéer til, hvordan du kan sætte det, så guider vi dig her til 10 flotte frisurer, der gør dig til juleballets dronning.
Prøv for eksempel et lækkert minimalistisk look, hvor håret er trukket stramt tilbage, så makeuppen og dine smykker kommer til deres ret. Det er også nemt og hurtigt at lave en skødesløs fletning, som faktisk kun bliver flottere af en tur på dansegulvet.
Og har du ekstra god tid, hvorfor så ikke prøve kræfter med 1920’ernes elegante, bølgede lokker? Du bliver en vaskeægte Glamour Girl ved hjælp af store curlere, og hvis du bagefter reder håret over i den ene side, kan du fuldende looket med en statement-ørering, der lige giver det sidste pift.
Underholdning til årets julefrokost
Julefrokoster er lig med sjov og ballade, og derfor skal du selvfølgelig have styr på underholdningen til årets julefest – hvad enten du er gæst eller vært.
Tjek for eksempel disse alternative julefrokostlege for voksne, der med garanti vil gøre julefrokosten sjovere. Eller find inspiration i disse skæve idéer, der gør julefrokosten til meget mere end julemad, snaps og dans.
Hvis du er vild med quizzer, er der god grund til at printe ALT.dk’s store Året der gik-quiz ud til underholdning for venner og familie. Du kan også læse op på disse 11 sjove ting, de færreste ved om julens traditioner, så du kan teste dine venner og families juleviden.
Og så må du selvfølgelig ikke glemme julemusikken. Vi har fundet 10 fantastiske juleklassikere, som hører sig til på enhver julefrokost-playliste – og som du også kan få en sjov quiz ud af, hvis du er lidt kreativ.
Pakkeleg til julefrokoster
Skal du holde julefrokost i familiens lag, er pakkeleg for mange en fast del af programmet.
Men hvorfor ikke spice den gamle leg lidt op på nye måder? Få inspiration til, hvordan du kan gøre pakkelegen sjovere med nye regler – og hvis du mangler gode, originale bud på pakker, der ikke koster en formue, kan du også få idéer til pakkegaver, som koster under en 50'er.
I stedet for endnu en dims, der ender i skraldespanden eller kommer til at samle støv bagerst i skabet, kan du overraske dine medspillere med en lækker peberkagedej, gløgg i karton, et par lune hyggestrømper eller et skrabelod, som kan ende med at være en særdeles flot gave.
Skal det være ekstra personligt, kan du få printet en stak søde billeder af dig og dine medspillere og pakke dem flot ind, eller du kan lave et gavekort med eksempelvis et styk middag hjemme hos dig.
Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser, så gå bare på opdagelse, og lad dig inspirere.
Alkohol og julemad
Der mangler sjældent mad og alkohol til julens fester, og derfor er det fint at være forberedt, så du ikke spiser og drikker for meget.
Læs her, hvordan du slipper for halsbrand midt i julefesten, hvor mange kalorier der er i dine favorit-drinks, og hvorfor du ikke skal lægge din snaps i fryseren. Du risikerer nemlig at hælde ren spiritus i snapseglasset, og så kan julefrokosten hurtigt blive en tand for festlig.
Jalousi og utroskab
Julefrokoster har fået et ubehageligt ry for at være utroskabens højborg, og det kan i nogle tilfælde lægge (forhåbentlig unødigt) pres på parforholdet. Hvis du er typen, der let lader dig rive med af jalousi, kan du forberede dig ved at læse op på grænserne for en flirt og lære parterapeutens bedste råd til at tackle jalousi.
Det handler blandt andet om at tale med sin partner, hvis man føler sig nervøs eller jaloux forud for julefrokosten. Kommunikation er nøgleordet, og får du sat ord på dine usikkerheder, kan de være nemmere at arbejde med.
Måske hjælper det, at din partner ringer hjem et par gange i løbet af aftenen, eller måske skal I gøre en ekstra indsats for at få nogle dejlige stunder sammen i juletiden, så det hele ikke går op i fest og ballade. Det starter med en god snak.
Og husk parterapeutens tip: Tal altid om dig selv og dine følelser fremfor den andens fejl og mangler.
Historien om den danske julefrokost
I dag hører julefrokoster til julens vigtigste skikke. I mange familier er der tradition for at samles til julefrokost 1. eller 2. juledag med traditionel julemad og med frokostretter som sild, smålunt og sylte med øl og snaps.
Men julefrokosten er især blevet et begreb på arbejdspladserne. Og hvorfor egentlig det? I 1800-tallet var det almindeligt at mødes med kollegerne og ønske hinanden glædelig jul lige inden julehelligdagene – normalt over et glas sherry og gerne med en småkage til.
Under den tyske besættelse i 1940’erne var det småt med forlystelserne, og mange sociale sammenkomster blev forhindret og besværliggjort af spærretiden. Derfor begyndte mange arbejdspladser at arrangere særlige julefrokoster i julemåneden, hvor man kunne samles i festligt og hyggeligt samvær.
Det var delvist inspireret fra Sverige, hvor mange arbejdspladser holdt julefrokoster på Luciadagen den 13. december.
Fra 1950'erne udviklede julefrokosterne sig til egentlige fester med underholdning og dans, og i dag er julefrokosten en af årets vigtigste sociale sammenkomster. Her på ALT.dk glæder vi os til endnu flere af slagsen.
(Kilde: Hjemmets store juleleksikon)