Hvor går din grænse for en flirt?
Hvor går grænsen mellem den uskyldig flirt og det, der absolut ikke er i orden? Her giver Daisy Løvendahl dig nogle bud på grænsen mellem sjov og alvor samt nogle værktøjer til, hvordan du finder ud af, hvor grænsen går i jeres forhold.
1. Regel nummer et
Du kan ikke gå ud fra, at din kæreste har samme regler som dig. Alle har deres eget syn på, hvornår det er i orden at danse tæt, hviske i øret, holde i hånd, kysse og se dybt i øjnene. Derfor skal du tale med din kæreste om, hvor grænsen går i jeres forhold. Så regel nummer et: I skal tale om det! I skal tage jer tid til en ordentlig samtale og finde en fælles forståelse. Hvis du nu tænker: Jamen, det HAR vi da gjort, og det, du mener, er, at I talte om det for nogle år siden, så gælder det ikke længere. I skal tale om det igen.
2. Lyv for mig, eller fortæl mig sandheden
Har du brug for at kende sandheden, hvis din kæreste har sex med en anden end dig? Jeg ved godt, at standardsvaret på det spørgsmål er ja. For det er det svar, vi er opfostret til at give, men jeg synes, du skal tænke lidt over det. Er det vigtigt for dig at vide, inklusive smerte, jalousi og afmagt, hvis din kæreste samtidig er vild med dig og ikke tillægger den tilfældige sex dybere betydning? Hvis du gerne vil kende sandheden, så kig din kæreste i øjnene og sig med dine egne ord: Jeg vil blive dybt og inderligt såret, hvis du nogensinde lyver om utroskab, så sker det, skal du fortælle mig det. Og vil du hellere lyves for, hvis det skulle ske, så stor respekt for det. Utroskab betyder ikke nødvendigvis, at kærligheden til dig ikke er der. Uanset om du kan leve med uvished eller har brug for sandhed, er det dit ansvar at melde din grænse klart ud.
3. Flirt, som om du ku’ vinde en præmie!
Flirt er efter min mening noget af det bedste i verden. Der er noget meget fint og menneskeligt i at se andre og i at lade sig blive set. I at udveksle god energi, store smil og lange blikke. Flirt er også en livsenergi og en kraft, som ikke nødvendigvis handler om sex og utroskab. Giv dig selv og din kæreste lov til at nyde den energi. Flirt til højre og venstre, og løft stemningen omkring jer. Det gode ved at være generøs med sin flirt er også, at den bredes ud og bliver en energi. Fremfor at være en beskidt hemmelighed eller første skridt ud af fem på vej mod et tilfældigt knald. Flirt er ikke nødvendigvis et skridt på vej mod sex. Flirt er også sjov, ballade, energi og glæde.
LÆS OGSÅ: Derfor hænger alkohol og utroskab sammen
4. Pas på den, du elsker
Det er værdifuldt at passe på dem, vi elsker. Lad derfor være med at blive så fokuseret på regler om, hvad du må og ikke må, at du glemmer at udvise almindelig omsorg og respekt for din kæreste. Husk at ringe hjem eller sende en sms til den, der venter på dig. Min erfaring er, at meget jalousi og frygt får næring af, at den, der går ud, glemmer den, der sidder hjemme. Så vis, at du stadig er der, selvom der er fri bar og fest hele natten.
5. Utroskab behøver ikke være sex
Sex er selvfølgelig en fysisk akt, men det er også fantasi og længsler. Faktisk foregår meget god sex udelukkende i ens forestillinger. Har du det sådan, at en udvalgt udover kæresten fylder dit indre boudoir, så vær ærlig over for dig selv. Det er måske ikke fuldbyrdet, men det gør dig ikke til en snehvid uskyld. Betyder det så, at du ikke må fantasere? Nej da. Bliv endelig ved med det. Det er en af livets store glæder, men vær opmærksom på, hvordan du dyrker den relation. Jeg vil råde dig til at holde dig langt væk fra den, du fantaserer mest om, jo mere du fester og slipper din indre tiger løs. Ligesom jeg synes, du skal se lidt på, hvad de fantasier betyder for dig. Utroskab er nemlig ikke kun, om du gør ditten eller datten med en anden, men også et spørgsmål om, hvor du lægger din energi. Så stå ved, at det er svært at finde grænsen, men dyrk den del af landskabet mest, som den, du elsker og vil være sammen med, bor i.
6. Ville det være okay, hvis din kæreste så det her?
Når du er til festen, drinksene er gået i blodet, og du danser med ham den lækre fra kontoret, så spørg dig selv: Ville det være okay, hvis min kæreste så det her? Så længe svaret er ja, er du på den sikre side. Dans du bare videre. Desto mere du til gengæld hader tanken om, at din kæreste skulle få et indblik i, hvordan du er sammen med en anden, desto længere er du fra det, der er okay.
7. Stil 3 spørgsmål, og giv 3 ærlige svar
Selvom det måske ikke er den mest behagelige samtale, er der tre ting, du skal vide om din kæreste, og som du skal fortælle. Så tag en flaske vin, stil spørgsmålet, og få svaret efter tur. 1. Er det i orden, at jeg kysser en anden? 2. Hvordan har du det med, at jeg deler noget meget personligt? 3. Hvad har du brug for fra mig, så jeg kan feste, flirte og danse, uden at det skader vores forhold? Måske er jeres svar meget forskellige, og det er okay. Livskunsten er at finde det sted, hvor du både respekterer og passer på din kæreste og dig selv. Det sted finder du ikke ved at tegne hårde grænser, blive vred eller søge efter klare svar, men ved at blive ved og ved og ved med at tage samtalerne og være der for den, du elsker.