Skønneste cheesecake med Baileys, kaffe og karamel

Skønneste cheesecake med Baileys, kaffe & karamel

Den lækre cheesecake med Baileys, kaffe og karamel skal stå på køl i mindst fire timer inden servering – og kan med fordel laves dagen før. Her får du opskriften på den lækre cheesecake. Cheesecaken med Baileys har en bund lavet af Oreokiks, der toppes med en skøn mousse med kaffe og Baileys. Inden servering overhældes den lækre cheesecake med en skøn hjemmelavet karamelsauce. En smuk og anderledes dessert til særlige lejligheder. Mums!

Ingredienser

  • Bund
  • 200 g Oreo chokoladekiks
  • 60 g smeltet smør
  • Kaffe-Baileys-masse
  • 3 æggeblommer
  • 60 g sukker
  • 300 g flødeost
  • 300 g mascarpone
  • 1 spsk instant kaffe
  • ½ dl Baileys 
  • 4 dl fløde
  • Mørk karamelsauce
  • 200 g muscovadosukker/ mørk rørsukker
  • 1 spsk smør
  • 1½ dl fløde

Sådan laver du kaffe-Baileyskage

  1. PUT CHOKOLADEKIKSENE i en foodprocessor, og kør, indtil kiksene er blevet til fine krummer. Tilsæt det smeltede smør. Smør en springform (24 cm), og pres blandingen ud i et jævnt lag i bunden af springformen. Sæt den på køl, mens du laver resten.
  2. RØR ÆGGEBLOMMERNE med sukkeret, til det er lyst og luftigt. Tilsæt flødeosten og mascarponen, og rør, til ingredienserne er jævnt blandet. Sæt massen til side. Opløs kaffen i 1 spsk kogende vand, tilsæt Baileys, og stil det i køleskabet, til det er helt koldt. Vend det derefter med oste- blandingen. Pisk fløden til skum, og vend det i blandingen, som smøres ud over kiksebunden. Stil cheesecaken på køl i mindst fire timer – gerne natten over.
  3. BLAND ALLE INGREDIENSERNE til karamelsaucen, og lad blandingen simre over svag varme i 3-4 minutter – til karamellen begynder at tykne. Lad saucen køle af, inden du hælder den over den kolde cheesecake.