"Jeg følte, at jeg havde vundet i lotteriet, da jeg mødte Flemming - indtil min veninde sagde én ting til mig"
Jeg følte, at jeg havde vundet i lotteriet, da jeg mødte Flemming, for han var alt det, min lunefulde eksmand ikke havde været. De første år svævede jeg da også på en lyserød sky, men så ændrede alt sig.
Jeg mødte Flemming efter et turbulent ægteskab med en alkoholisk mand, som blev stadig mere kritisk og lunefuld at være sammen med.
Det var både dejligt og overraskende at møde én, der var så helt igennem livsglad.
Flemming fløjtede og nynnede, når han lavede mad, han var mild og selskabelig og troede altid det bedste om andre. Han havde højt til loftet og var ikke nem at fornærme.
Tilmed var han også rar mod mine sønner og næsten overvældende sød mod mig. Jeg fik flere komplimenter fra ham på en uge, end jeg havde fået i løbet af hele mit 20-årige ægteskab. Ikke mærkeligt, at jeg forelskede mig i denne dejlige mand, og allerede efter nogle måneder bad jeg ham flytte op til mig i mit hus.
Tre år inde i vores forhold fik Flemming så to diskusprolapser lige i træk i sin ryg. Han var it-mand og fik så ondt, at han dårligt kunne sidde på sin skrivebordsstol mere end en time ad gangen. I starten prøvede han tappert at træne sine problemer væk.
Det kunne han ikke. Så blev han opereret, det hjalp i en periode, men blev så endnu værre på grund af det arvæv, der opstod.
I lang tid tog han stærke, smertestillende piller og blev så opereret igen. Derefter blev det lidt bedre, men han havde stadig smerter, og nu turde lægerne ikke gøre mere. Han fik at vide, at han skulle lære at leve med det smerteniveau.
Det er klart, at det forandrede Flemming. Han arbejdede stadig men på nedsat tid og var dødtræt, når han kom hjem. Det betød blandt andet, at han mistede lysten til at have gæster, og når jeg inviterede nogen hjem, trak han sig tilbage for at hvile efter nogle timer.
I lang tid gjorde vi os umage for at bevare vores sexliv, men også det svandt ind. Sex er ikke nemt, når den ene har ondt og er træt. Ret naturligt blev Flemming også mindre sjov og mere stille og mismodig.
Jeg accepterede det og var forstående og omsorgsfuld. Vi fandt nye måde er at være sammen på, hyggede meget på langs i sofaen og lagde færre planer. Stadig satte jeg stor pris på at have en sød og kærlig mand, der viste mig, at han elskede mig. Jeg vænnede mig til, at han nu var sådan og blev kun bevidst om forandringen, når en af mine sønner f.eks. sagde, at Flemming var blevet noget negativ at diskutere med.
"Han har det jo skidt," undskyldte jeg ham altid med.
Hen ad vejen blev Flemming sat mere ned i tid på sit arbejde og fik problemer med at bukke sig. Jeg ved ikke præcis, hvornår det skete, men et sted undervejs begyndte han at tale hårdt til mig og afvise mig med et ”hold nu kæft” eller ”gå nu væk,” hvor han hævede stemmen, hvis han var træt.
Annonse
Eller han gjorde nar af mig, når der var noget praktisk, jeg ikke kunne finde ud af. Sikkert fordi han var magtesløs over ikke selv at kunne hjælpe som før. Bl.a. havde vi et stort skænderi om et billede, jeg havde sat op, som han ikke syntes sad lige.
"Du er da også en idiot med dine hænder," råbte han.
I efteråret kom en god veninde, Anita, og overnattede nogle dage, fordi hun skulle til en familiefest. Jeg var nervøs for, om Flemming nu fik al den hvile, han havde brug for med hende i huset, men jeg trængte til at se mennesker, og det gik faktisk rigtigt godt.
Da Anita skulle rejse, trak hun mig dog til side og sagde, at Flemming var begyndt at lyde lige så grov i munden som min eksmand, og at jeg var alt for mild, når han skældte ud.
Jeg sagde, at han jo havde ondt, og at det var derfor, jeg måtte bære over. Det forstod Anita godt, men hun så det ikke som en undskyldning for at tale så grimt. Hvis ikke jeg sagde fra, ville vores forhold blive uudholdeligt, advarede hun.
Jeg gik længe rundt om mig selv og overvejede, hvordan jeg fik taget hul på emnet. Men så en dag, gik jeg ind i stuen med jord på skoene, og Flemming flippede fuldstændig ud. Jeg blev kold indeni, vendte mig mod ham og sagde, at jeg ikke ville finde mig i, at han hævede stemmen overfor mig.
"Sådan talte vi ikke til hinanden de første år, og sådan skal vi heller ikke tale nu," sagde jeg bestemt og truede med at gå, hvis han ikke kunne forbedre sig.
Flemming så chokeret ud, så gik han ind til sig selv og smækkede døren i efter sig. Men om aftenen kom han ud og sagde, at han godt kunne se, at jeg havde en pointe.
"Jeg føler mig bare så hudløs og vred på mig selv," sagde han.
Vi aftalte, at han fremover i stedet for at råbe eller skælde ud skulle holde hånden op og gå, når han blev vred. På samme måde kunne jeg løfte hånden til stop, når han overskred mine grænser.
I starten syntes jeg ikke, den fungerede. Jeg følte mig snuppet af, når Flemming bare løftede hånden og gik uden at sige mere. Men efterhånden gjorde han det ikke så ofte mere, og i dag har vi sjældent brug for den metode.
Vi har det nemlig godt igen. Også fordi Flemming har opdaget alvoren bag mine ord og ved, at han skal gøre sig umage for at beholde mig.
