Jeanette og Michael blev gift ved første blik sidste år: Især to øjeblikke har været betydningsfulde det seneste år
Sidste år blev Jeanette og Michael smedet sammen i tv-programmet "Gift ved første blik". I dag er de lykkelige for, at de meldte sig til programmet – for de er et godt team. Også når kameraerne er slukkede.
På et lille bord i stuen kan man se sporene: Et par champagnepropper, to bordkort med ordene "Bruden" og "Brudgom" og en fotobog med titlen "Jeanette og Michael 02.05.23".
Ved siden af står der to æsker med teksten "Gift ved første blik".
I dag er der ingen tvivl om, at det var en god ide, da DR's "Gift ved første blik" smedede Jeanette og Michael sammen sidste år, uden at de havde set hinanden før.
"Jeg kan stadig ikke se vores bryllup uden at stortude, alle følelserne kommer tilbage, og det bliver nok forstærket af, at jeg ved, at det endte godt," mener Jeanette.
"Ja, vi er et godt team," slår Michael fast.
Det har været vilde 15-16 måneder, siden de blev gift i tv-programmet. Kærligheden har slået rødder, og 31-årige Jeanette Lagoni og 40-årige Michael Ewald Hansen bor nu sammen i hendes hus i Strøby Egede, efter at Michael i december solgte sin andelslejlighed på Frederiksberg.
"Jeg kunne godt lide at bo i København, og kan godt savne byen og alle dens muligheder, men hund og have er også lækkert," siger han og ligner én, der mener det.
Jeanettes 11-årige hund Malou er svært tilfreds, når Michael arbejder hjemme. Parret ser tit Michaels forældre, der bor fem minutter væk.
Og manden i huset brugte en hel del af forårets fritid på at bygge en stor træterrasse. I det hele taget har de bygget en ny, god hverdag sammen, synes de.
"Vi er gode til at gøre en masse ting sammen," siger Michael, mens Jeanette glæder sig over fraværet af konflikter.
"Vi har ikke en eneste gang talt om, hvordan husholdnings-opgaverne skulle fordeles – det er kommet naturligt, hvem der gør hvad, og vi kan begge godt lide, at her er ryddet til side, og så har vi en fælles form for energi."
De to oplever igen og igen, at de er helt på bølgelængde.
"Det er faktisk altid sådan, at når den ene siger:, "Skal vi gå ind på sofaen?, så svarer den anden, "Aj, det er lige, hvad jeg har brug for." Og når én siger, "Skal vi ikke gå i haven?", siger den anden, "Aj, det vil jeg vildt gerne"," fortæller Jeanette.
De har også præsteret at bygge en reol til stuen søndag aften, selv om de skulle op på arbejde næste dag.
"Klokken otte om aftenen blev vi fuldstændig enige om, at "vi giver det lige en time." Da klokken var 23.30, hang den på væggen, og så gik vi i seng," beretter Michael.
Udfordrende uger
Ingen af dem har oplevet noget som de fem uger, hvor udsendelserne blev optaget, og de skulle prøve at finde melodien sammen med en ukendt person.
Det var en smeltedigel af følelser og tanker og udfordringer og håb. Og så – bum – slukkede kameraerne, efter at de den 12. juni sidste år sagde ja til at forblive gift.
"Pludselig blev der helt stille, og det var lidt et antiklimaks," må Michael sige.
"Der kom ikke besøg af tv-folk hver dag længere, og vi skulle pludselig ikke filme os selv og aflægge rapport morgen og aften om, hvordan det stod til hos os."
Jeanette savnede faktisk de daglige indtjek.
"Også bare i forhold til mig selv, for det var rigtig rart at få tænkt over hver dag: "Hvordan har jeg det?"," siger hun.
Parret brugte sommeren på at stille om og hygge sig og lære hinanden bedre at kende, fortæller de, og den øvelse er fortsat.
"Vi har da også ting, vi skal snakke om. Det er en stor ting at smelte to liv sammen, og vi har jo haft en anderledes start end andre.
Vi skal stadig finde hinanden på nye måder. Men i programmet lærte vi meget om at snakke sammen og kommunikere, og det prøver vi at blive ved med," fortæller de.
Da deres sidste afsnit af "Gift ved første blik" blev sendt 12. oktober, var der lige taget et nyt skridt. For da hele holdet fra programmet mødtes 9. oktober for at lave en opfølgende podcast, fik Michael for åben mikrofon de sidste ord: "Jeg elsker dig" og "Vil du gifte dig med mig?".
"Vi havde det rigtig godt sammen, og jeg syntes, der manglede et frieri," siger han.
"Det var en måde at understrege på, at "jeg vil gerne det her"."
Brylluppet skulle have været holdt til september, men to måneder før festen skrev de til deres følgere på Instagram, at festen var aflyst.
Deres forhold var uændret, men de havde følt sig stressede over at skulle holde en kæmpe fest og havde også indset, at der var flere af hinandens gæster, de ikke kendte endnu. Og beslutningen om at sætte bryllup nummer to på pause er de glade for:
"Det har været den helt rigtige beslutning for os, vi er landet så godt i det hele. Vi har fået 1.000 søde beskeder og skulderklap. Selv præsten sendte os en sød mail. Vi har fået luft under vingerne og nyder bare ekstra meget hinanden."
De største øjeblikke
Begge føler, at frieriet er et af det forgange års største øjeblikke. For Jeanette kom et andet, efter at hendes farmor døde i december.
"At stå sammen i den situation, at jeg kunne være i sorg sammen med et andet menneske, som jeg kunne stole så meget på – det syntes jeg var stort. Og det er dejligt, at Michael også altid vil kunne huske hende."
De er lykkelige for den retning, livet har taget, og ingen af dem fortryder, at de kastede sig ud i tv-eventyret:
"Det betyder rigtig meget at have fundet hinanden. Det er et helt andet liv at have det sammen," siger Jeanette.
"Vi har begge to søgt nogle af de samme ting i livet, og det er jo ikke alle forundt, at der dumper en partner ned fra himlen. Man kan heller ikke tage det for givet at finde en partner, så ja, det betyder da meget," supplerer Michael.
De glæder sig også til at sætte sig i den fælles sofa og følge hele den nye sæson af "Gift ved første blik".
"Det er jo rigtig sjovt at se, hvem der bliver matchet, og finde ud af, hvad det er for nogle mennesker, og så se, hvilke ting de render ind i, og hvordan de tackler det."
"Og så bliver det rart bare at kunne nyde det i år."