Da Søren for første gang var til en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham
Det kimer nu til juledruk - giver det overhovedet mening at gå til julefrokost uden at drikke alkohol?
"Schjaaaal du ikk’ have en schhhhjnaaaaps med mig?!", snøvler min kollega, mens vi står i køen til julebuffeten.
Alkoholen får hendes hoved til at svaje faretruende frem og tilbage, som om det kunne falde af og ryge ned i skålen med remoulade når som helst.
'Last Christmas' brager løs i baggrunden, den er svær at overdøve, men branderten sætter alligevel en naturlig grænse for min kollegas koncentrationsevne. Før jeg når at forklare, at min krop ikke længere kan tåle alkohol, har hun kastet sin beduggede beundring på en af mellemlederne, der står og fumler med fiskefileterne.
Jeg er ædru.
Komplet appelsinfri. Det er min første julefrokost, siden jeg holdt op med at drikke mig fuld, nu om dage bliver det højst til et glas vin her og der, måske en alkoholfri øl, så længe det ikke er en af den moderne slags, der smager af sæbevandet i bunden af opvaskemaskinen.
Til gengæld kan jeg for første gang nu se mere diller end deller, når jeg kigger ned, en ikke helt ubetydelig sejr for en mand i 40’erne, der ellers plejede at drikke fire-fem øl for hver fodboldkamp, han så i fjernsynet.
At leve et liv stort set uden brug af alkohol føles med andre som en gave for både krop og sjæl - i hvert fald indtil december rammer, og der over natten går hyggedruk i den nationale sammenhængskraft.
At gå gennem en hel julemåned uden alkohol i blodet kan være en temmelig ensom og endimensionel oplevelse, ikke mindst fordi den danske juletradition som regel nydes bedst, når den skylles ned med gløgg, glühwein, portvin, juleøl, en lille sjat likør i kaffen, og hvad der ellers findes af julehygge i flydende form.
Helt særlig er julefrokosten, denne mytiske aften, hvor et helt årsværk af forventninger, frustrationer, kollegial flirt og latent liderlighed omsider kan få afløb, serveret på en festlig bund af lun leverpostej og en lind strøm af våde varer.
Ærlighed har nok altid krævet alkohol for mit vedkommende, så julefrokosten var en kærkommen, måske endda nødvendig mulighed for at tale ud, tale sandt, holde akut-MUS med chefen og danse (for?) tæt med pigerne fra marketing.
Det var som om, min gryde altid var i kog, og julefrokosten var den eneste chance for at lette lidt på låget.
Men nu står jeg her i det fjerne hjørne af festen, mens jeg sutter lidt i en lunken cola zero og prikker til en risalamande, der smager både koldt og klægt i min ædruelige tilstand.
Annonse
Måske er det bare mig, der er kedelig, dét bliver man ofte beskyldt for her i landet, når man siger nej tak til alkohol, men er julefrokoster i virkeligheden røvsyge og ligegyldige, når vi ikke længere kan marinere dem i en solid omgang kollegial druk?
Hvad er overhovedet formålet med en julefrokost, hvis det ikke er at give slip og gå bare en lille smule amok under påskud af, at lige netop denne aften er en slags frirum fra dagligdagsfornuft og forudsigelighed?
Fjerner du først alkoholen fra den ligning, synes konceptet mest af alt at være reduceret til industrielt produceret julemad, Mariah Carey på repeat og en akavet dans med Anne-Mette fra receptionen.
Men som sagt, måske er det bare mig, der er blevet kedelig, efter jeg er holdt op med at drikke mig fuld. Heldigvis virker alle omkring mig for stive til at opdage det. I hvert fald her i december.
ALT for damernes klummeskribenter
Mette Kirstine Goddiksen
Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.
Søren McGuire
Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.
Nillou Zoey Johannsen
Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.
Julia Lahme
Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.
