Ann Eleonora Jørgensens datter følte sig som gæstestjerne i sine forældres liv, da de blev skilt

Da Carla var en lille pige, havde hun en helt særlig ven. Et lille egern, som egentlig var en slags båthorn-ringeklokke på styret af hendes mors cykel, men som på forunderlig vis kunne tale med Carla, når hun sad der i sit cykelsæde på stangen foran moren på vej hjem fra børnehave.

Læs også

Nikoline er datter af Trine Panum, men hun har ikke altid været åben om, hvem hendes mor er

”Hvordan gik det i børnehaven i dag”, kunne det lille egern spørge med sin sjove stemme, og så fortalte Carla løs om alt det, hun ikke gad at fortælle, når hendes mor spurgte om det samme.

Carla tænkte ikke over, at moren – skuespiller Ann Eleonora Jørgensen – sad lige bagved og trådte i pedalerne. Og hun tænkte slet ikke over, at det selvfølgelig var Ann Eleonora, der talte for det lille egern, og som på den måde fik adgang til alle sin datters tanker og oplevelser. De griner begge to højt denne formiddag på Vesterbro, da den nu voksne Carla Eleonora Feigenberg fortæller historien, som er et af de første minder, hun har om sin mor.

Carla: "Jeg kom ret sent i institution, så jeg hang virkelig meget ud med min mor, da jeg var lille, og derfor har vi mange, mange minder sammen. Det med egernet er virkelig sødt, når jeg kigger tilbage på det i dag. Og ret smart af dig, mor."

Ann Eleonora nikker og smiler.

Carla: "Jeg kan også huske engang, hvor jeg havde hørt i børnehaven, at Kina lå på den anden side af jorden. Det fik mig til at tænke meget over, at kineserne så måtte gå med hovedet nedad lige under os, og en dag spurgte jeg min mor, om man så ikke kunne høre kineserne, hvis man lyttede til jorden."

Ann Eleonora: "Og så lagde vi os selvfølgelig straks ned på Sankt Thomas Plads på Frederiksberg Allé og lagde øret mod fliserne. Og lyttede."

Kunne I høre dem?

Carla: "Det kunne vi godt."

Som Carla og Ann Eleonora sidder her ved spisebordet i Ann Eleonoras store, lyse lejlighed og taler, er der ingen tvivl om, at de to har et helt særligt bånd. Et blodets bånd, selvfølgelig, men også et bånd, der er opstået, fordi der har været masser af tid, nærhed, fælles interesser, udfordringer og ikke mindst humor i de 30 år, der er gået, siden Carla blev født.

Ann Eleonora: "Carla er min måde at fejre livet på. Hun kom til verden på bagkant af et virkelig trist og langt forløb, hvor jeg havde været indlagt på hospitalet og havde fået at vide, at jeg havde en autoimmun sygdom, der gjorde, at lægerne kraftigt ville fraråde mig nogensinde at blive gravid. Det ville jeg ikke finde mig i, så det var en trodsig ting, at jeg kastede mig ud i at få et barn. Jeg ville livet."

Carla: "Det er sjovt at tænke på, for mit navn, Carla, betyder faktisk ”den frie”, og der er jo noget frigørende i, at du valgte at få et barn, selvom det blev frarådet."

Læs også

Anna Lin: ”Her er mit bedste hemmelige tip til Berlin”

Var det derfor, navnet blev valgt?

Ann Eleonora: "Nej, det var nu fordi, at jeg lige siden, jeg som barn så tv-serien 'Super Carla', havde tænkt, at en dag skal jeg have en datter, og hun bliver også sådan en Super Carla, så derfor skal hun selvfølgelig hedde det. Det lå faktisk så dybt i mig, at jeg kaldte Carla for Carla allerede, da hun lå inde i maven, og jeg slet ikke vidste, om det var en dreng eller pige. 

Så da jordemoderen tre uger før fødslen pludselig sagde, ”nå, nu skal vi se, hvordan det går med lille Åge”, fik jeg et chok. Jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at det kunne gå hen og blive en dreng. Men så kom Carla og var selvfølgelig Carla. Gudskelov."

Hvordan var det at blive mor første gang?

Ann Eleonora: "Jamen, det var helt fantastisk, og det at se Carla gå fra barndom til ungdom og til den kvinde, hun gerne vil være, har bare været lag på lag af kærlighed. Jeg har altid, når jeg kigger tilbage, set mig selv som en, der havde børn, og i dag har jeg både Carla og min søn Osvald. Jeg tror, det er Shakespeare, der et sted siger, man ikke kan tømmes for kærlighed. 

Jo mere, man giver, jo mere får man. Da jeg skulle have Osvald, tænkte jeg, hvordan skal jeg dog nogensinde komme til at elske et andet barn så højt, som jeg elsker Carla, men på forunderlig vis var det jo det, der skete, da Osvald kom til verden. Vi mennesker har uendelig kærlighed i os."

Hvem er Ann Eleonora og Carla?

Ann Eleonora Jørgensen

• Skuespiller og aktuel i to tv-serier. 
• Kendt for film som 'Italiensk for begyndere' og serier som 'Herrens Veje”'og 'Bag enhver mand' og masser af teater.
• Hun er 58 år og gift med pressechef Rasmus Windfeld. Sammen har parret sønnen Osvald på 20 år. Ann Eleonora har datteren Carla Eleonora fra sit tidligere ægteskab med sceneinstruktør Emmet Feigenberg.

Carla Eleonora Feigenberg

• Skuespiller og skal i 2025 spille med i 'Snedronningen' på Det Kongelige Teater og 'Insektliv' på Nørrebro Teater. 
• Har medvirket i tv-serier som 'Carmen Curlers', 'Huset' og 'Guldfeber'. 
• Hun er 30 år og bor lige nu i Seoul med sin kæreste.

Det følelsesmæssige pendul

Ann Eleonora blev skilt fra Carlas far, sceneinstruktør Emmet Feigenberg, da Carla var knap tre år, så Carla kan ikke huske andet, end at hun havde to hjem.

Carla: "Jeg har haft en meget farverig barndom med mange voksne. Jeg havde også en lidt atypisk opvækst i forhold til nogle af mine venner, der havde faste spisetider og den slags, det kørte vi ikke så meget med i min familie. Som barn var det også en ret magisk verden, mine forældre arbejdede og levede i, med voksne, der pludselig brød ud i sang, og som var enormt gode til at lege. Så gode, at man som barn oplevede, at legen blev taget helt alvorligt. 

Det er jo en gave at træne den muskel så meget, fra man er helt lille, og som skuespiller er det måske den vigtigste ting at øve sig i: at lege. Og at tage legen alvorligt. Det oplever jeg som en kæmpe ressource i dag, hvor jeg også selv er blevet skuespiller."

Hvordan prægede det jeres forhold, at Carla ikke var hos dig hele tiden, Ann Eleonora?

Ann Eleonora: "Når Carla havde været hos Emmet, glædede jeg mig helt vildt til, at hun skulle komme tilbage, så jeg sørgede meget for, at der var plads til at have tid med Carla. Men det var også hårdt, at hun var væk, det hele var ikke bare idyllisk, skal jeg lige sige. 

De første par dage, når Carla var hos sin far, tænkte jeg, ah, nu kan jeg bare se fjernsyn til klokken et om natten, men derefter begyndte jeg at se flyverdragter og strutskørter alle steder, fordi jeg savnede hende. Derfor var det altid noget særligt, når Carla kom ind ad døren."

Carla: "Og sådan var det også hos min far. Det var selvfølgelig fantastisk at blive modtaget med åbne arme, men man kommer også til føle sig lidt som en guest star. 

Da jeg blev teenager, kunne jeg godt føle, at jeg skulle leve op til, at nogen havde savnet mig. Og ligegyldigt hvor gode venner ens forældre er, tror jeg ikke, at man som skilsmissebarn kan undgå at tænke over, om mor er ked af det, når man er hos far, og omvendt. 

Man arver lidt sine forældrenes samvittighed og kan komme til at tage så meget hensyn til sine forældres følelser, at man synes, at man skal være den her solstråle, når man kommer ind ad døren. Samtidig var der noget sørgeligt ved at sige farvel, når man skulle hjem til den anden, så der var et følelsesmæssigt pendul, der svingede ret meget."

Ann Eleonora: "Carla var en uge hos sin far og en uge hos mig. Dengang var det forholdsvist nyt at dele 7/7, og mange spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare ville have Carla mest muligt. Men jeg er selv skilsmissebarn, og jeg vidste, at hvis du skal have et naturligt forhold til begge dine forældre, så skal du have lige meget adgang til dem."

Læs også

Katrine Muff Enevoldsen: "Hvorfor skal det være så svært at få venner som voksen?"

Hvordan udviklede jeres forhold sig, da du begyndte at blive teenager, Carla?

Carla: "Jeg føler faktisk ikke, at der var smækken med dørene. Som jeg husker det, var min teenagetid rimelig stille og rolig. Altså, en mor-datter-relation er jo per definition en ret rig relation med store følelser, men jeg husker ikke mine teenageår som decideret oprørske."

Ann Eleonora: "Nej, men du kunne blive meget optændt af ting. Uretfærdigheder i verden og den slags."

Carla: "Det er rigtigt, jeg vendte det mere udad og blev f.eks. rasende over, hvordan gymnasiet målte og vejede eleverne, så det gjorde jeg meget oprør mod. Men sådan er du og far jo også, mor, I er begge rimelig let antændelige, når det kommer til uretfærdighed. Jeg har det jo ikke fra fremmede."

Ann Eleonora: "Det er rigtigt. Der ligger dog nok også noget i det her med at være skilsmissebarn, når vi taler oprør. Når man er så ansvarlig, som Carla er, så kan man godt komme til at tænke, at man ikke ønsker konflikter derhjemme, for vi har kun en uge sammen, så skal det helst være hyggeligt. Det har måske lagt en dæmper på det værste teenageoprør. Og så tror jeg bare også, vi er ret skønne forældre, Emmet og jeg …"

Carla griner højt og længe. Ann Eleonora ser et øjeblik helt befippet ud.

Ann Eleonora: "Nårh nej, altså, det lyder måske lidt …"

Carla: "Men det er jo rigtigt. I ER skønne. Noget af det, jeg er mest taknemmelig for, er den måde, min mor og far blev skilt på. Jeg er vokset op med to hjem, fire forældre og tre brødre. Og vi holder alle sammen jul sammen. I har heller aldrig været rigide i jeres opdragelse, der har været masser af rummelighed, og I var mest optaget af, at jeg skulle behandle folk, som jeg gerne selv ville behandles. Men du var ret meget hønemor i den periode, hvor du lavede den der tv-serie …"

Ann Eleonora: "Åh, ja, det er rigtigt. Jeg lavede 'Forbrydelsen', hvor en ung pige på Carlas alder blev slået ihjel i en skov, og det var lige omkring det tidspunkt, hvor Carla skulle begynde at gå til fester. Det var helt forfærdeligt, og der sov jeg simpelthen ikke, når hun var ude om natten. Heldigvis var Carla utrolig sød til at overholde vores aftaler og give mig besked om, hvad hun gjorde."

Carla: "Jeg måtte helt klart mindre end mange af mine jævnaldrende i den periode, blev holdt lidt i kort snor. Også af min far. Dengang syntes jeg, at det var irriterende, men i dag synes jeg, at det er underligt, at nogle af mine kammeraters forældre ikke anede, hvor de var om natten."

Læs også

Helene Bülow Jensen og hendes kæreste får ubehagelige beskyldninger: "Det skal stoppe nu"

Rovfuglen over hovedet

I 2019 fik Carla og Ann Eleonoras relation et ekstra lag. Et lag, de gerne ville have været foruden. Ann Eleonora fik konstateret brystkræft, og hun stopper helt op, får tårer i øjnene og meget grødet stemme, da hun skal svare på, hvordan det var at fortælle om sygdommen til sine børn.

Ann Eleonora: "Det er det værste, jeg nogensinde …"

Hun holder pause igen, skal lige samle sig.

Ann Eleonora: "Øhm … Jeg tror, at en del af mig gerne ville fremstå stærk. Jeg ville gerne beskytte mine børn. Og at give den besked er det værste, jeg har prøvet. At skulle gøre dem så bange og ikke kunne love dem noget."

Hvordan var det at få den besked, Carla?

Carla: "Altså, jeg blev jo bange. Det bliver man jo. Og det går ikke væk. Samtidig var jeg også rigtig optaget af ikke at vise det for meget overfor min mor. Jeg tror tit, at man som pårørende føler, at man ikke skal belemre den, der i forvejen er syg, med hvordan man selv har det, så man prøver at være tapper og udstråle, at det hele nok skal gå. Men sygdommen er hele tiden i ens tanker. Mor, du beskrev på et tidspunkt sygdommen som en rovfugl, der svæver lige heroppe."

Hun peger op i luften over sit hoved.

Carla: "Man kan vælge at kigge på den, eller man kan vælge at lade være. Men fuglen er der hele tiden. Det har den også været for mig. Ultimativt som en bevidsthed om døden. 

Den fugl blev introduceret den dag, min mor fortalte, at hun havde fået kræft, og det har bare været vildt hårdt og svært. Der har været perioder, hvor jeg har været bange på sådan en måde, at det føltes som om, mit indre frøs til is, og hvor jeg bare gik rundt og ventede på, at det tøede op igen. I de perioder var det svært at tænke, okay, vi skal nok komme igennem det her."

Hvordan var du der for din mor?

Carla: "Jeg tror egentlig bare, at vi var meget sammen. Jeg ved ikke, hvordan jeg var der for dig, mor, jeg føler bare, at jeg havde meget brug for, at vi havde vores relation, som vi plejede på en eller anden måde. Det var vigtigt for mig, at jeg ikke opførte mig anderledes, end jeg plejede, tror jeg …"

Carla får også tårer i øjnene, og hun tager sin mor i hånden.

Carla: "Den sygdom kan hurtigt komme til at overtage alt, og jeg tænkte, at det måtte være enormt hårdt for dig, hvis jeg så også pludselig var en anden. Så jeg havde meget brug for, at vi stadig kunne snakke om nogle flotte gardiner eller bage nogle kanelsnegle. Ja, at vi lavede almindelige ting. Snakkede om almindelige ting."

Ann Eleonora: "Vi snakkede faktisk ikke så meget om sygdom, for som Carla siger, så føles det i forvejen som om, at den rovfugl flyver meget tæt på ens hoved. Man kan prøve at stikke af fra den, så den måske ikke kan følge med for en stund, men den er der jo. Og det er den stadigvæk den dag i dag, selvom jeg er erklæret kræftfri. Jeg kan stadig høre den baske med vingerne somme tider, og der er dage, hvor det er sindssygt hårdt. 

I den sammenhæng vil jeg gerne sige, at vi må holde op med at tale om, at man kan ”vinde kampen mod kræften”. Det er ikke ligesom et maraton, hvor det gælder om at komme i mål. Det er en sygdom. Det er vigtigt at holde fast i. Nogle går til grunde i kræften. Nogle udskyder døden lidt. Og nogle bliver fuldstændig fri af sygdommen. Det ved vi ikke. 

Derfor er det enormt vigtigt at få den rigtige retorik omkring det, for ellers lyder det som om, at de, der ikke kommer ud på den anden side, ikke har løbet stærkt nok. At de ikke har kæmpet nok. Eller at familien ikke har stillet nok op. Og det er grusomt at pålægge mennesker, der i forvejen er i knæ, at det at blive rask handler om ens egen indsats."

Hvad betyder det, at I har været igennem det her forløb?

Ann Eleonora: "For mig betyder det, at jeg ved, at jeg har meget, jeg skal nå stadigvæk. Så lad os nu komme afsted og gøre de ting, vi gerne vil, der er ingen grund til at udskyde noget."

Carla: "Vi har altid været meget tætte, men vi er nok rykket endnu tættere sammen. Og ja, jeg kan også mærke det her med at skulle nå noget, og det er noget andet jeg skal nå nu, end det var før. At leve intenst og have en følelse af, hvad der er vigtigt. 

Der er noget vigtighed i at beskæftige sig med noget, man vil noget med. Man skal ikke bare kunne noget, man skal også ville noget med det, man kan. Både som menneske og som kunstner. Der er så meget fokus på, at man skal kunne alt muligt og vise alle, hvad man kan, men hvis man ikke vil andre mennesker noget, så er alt det, man kan, ikke spændende i sig selv. 

Der er ikke noget spændende ved f.eks. at stå på en pæn, gammel scene, hvis ikke du vil sige noget, mens du står der. Hvis ikke du har noget på hjerte. Andre mennesker – og publikum – kan godt mærke forskellen. Det er jeg blevet meget opmærksom på, efter min mor har været syg. At tiden, jeg bruger på noget, er hele pointen. Ikke fordi man altid skal være sikker på, at man laver det rigtige, man må være i tvivl hele sit liv, og det er også et kæmpe privilegium ved at arbejde som kunstner. Der må man især gerne være i tvivl. 

Man må gerne gå i forskellige retninger og lede efter noget, som man måske ikke finder. Men for mig er det vigtigt, at tingene giver mening imens. Hvis ikke mit arbejde giver mening, kan jeg sagtens finde på noget andet. Og det er det samme i alle livets andre forhold. Opmærksomheden omkring de her ting er det positive, der kommer ud af, at ens liv pludselig bliver sat i perspektiv på en voldsom måde af sygdom. Livet er nu."

Læs også

Martin Johannes Larsen om mødet med sin kone: ”Det var kærlighed ved første blik”

Ann Eleonora: "Det er som at få et nyt sæt øjne at få sådan en diagnose. Det er stadig fantastisk f.eks. at få en stor rolle, men tomatplanten, der er vokset fra at være en centimeter høj til pludselig at bære tomater, er lige så fantastisk. Der er så mange små fortællinger, så mange små hverdagsting, man får øjnene op for, når man har været igennem sådan en krise, og det kan man nogle gange næsten gå hen og blive helt taknemmelig for. Men det er faktisk ikke nogen overraskelse for mig, at det er sådan. 

Da jeg var helt ung, læste jeg 'Hjertet er en ensom vandrer' af Carson McCullers, og et sted i bogen skriver hun: ”Livet er et pludseligt sted”. Det har været mit mantra lige siden. For ja, livet er et pludseligt sted, og hvis du lever med det i stedet for at prøve at bekæmpe det, så kan du få meget ud af det."

Fuckfingeren i lommen

Ann Eleonora har i opdragelsen af sin datter bestræbt sig på at give hende nogle vigtige læresætninger med i livets rygsæk.

Ann Eleonora: "For det første: Vær mod andre, som du gerne vil have, at andre skal være mod dig. For det andet: Lad ikke nogen knuse barnet i dig, sørg i stedet for at dyrke det. Og for det tredje håber jeg også, at jeg har fået givet videre til Carla, at hun i langt de fleste tilfælde selv har magten til at kunne ændre på sin livssituation, hvis hun ikke er et godt sted."

Carla, hvad har du oplevet, at du har fået med fra din mor?

Carla: "Årh, det er virkelig mange ting, synes jeg. Alt det, du lige sagde nu, mor, det har jeg hundrede procent fået med. Men der er også noget andet vigtigt, og det er, at du har vist mig en måde at være kvinde på. Jeg har virkelig altid følt, at hvis jeg havde noget på hjerte, så skulle jeg ud med sproget. Jeg har aldrig følt, at der var noget, jeg ikke kunne på grund af mit køn. Tværtimod. 

Og så har du altid talt pænt til dig selv i mit påhør, og det tror jeg er meget vigtigt. Jeg tror f.eks. det er grunden til at jeg altid har haft så afslappet et forhold til mad og til min krop. Alle kan jo blive ramt af selvhad, det kan jeg selvfølgelig også, men jeg har ikke som barn lagt øre til en mor, der talte sig selv ned. Tværtimod. 

Derfor gør jeg det heller ikke så meget overfor mig selv nu som voksen. Jeg tror, det er et helt bevidst valg du har truffet, og som jeg også selv vil føre videre. Det giver selvværd tror jeg. Jeg har heller aldrig haft opfattelsen af, at jeg skulle passe ind i en eller anden form for kvindespændetrøje. 

Jeg er blevet opdraget til, at jeg godt må være for meget. For hurtig. For langsom. For højtråbende. Eller overhovedet ikke sige en skid. Min mor har sagt til mig, Carla, om du lykkes med det, du sætter for eller ej, er ikke så vigtigt, men giv dig selv rum til at undersøge det lige så meget, som du vil. Jeg synes, at du har opdraget mig med nogle meget sunde, feministiske værdier, mor."

Ann Eleonora: "Fedt!"

Det har du ikke selv tænkt så meget over?

Ann Eleonora: "Måske ikke. Men jeg er fra Nordjylland, og jeg har nok i mine tidlige år oplevet, at kvinder hurtigt blev sat i bås. At der blev forventet noget bestemt af dem, som helst skulle give afkast til familien og samfundet. Og der har jeg nok altid haft en lille fuckfinger fremme. Været sådan: Det bestemmer jeg selv!"

Carla: "Du har også engang lært mig, at jeg skulle have en fuckfinger nede i lommen."

Ann Eleonora: "Ja. Det er rigtigt. Bare lige have den nede i lommen."

De griner.

Ann Eleonora: "Der er jo nogle ting her i livet, man er nødt til at gå igennem som kvinde, og i sådan nogle situationer, hvor man synes, at det er noget bullshit, man står overfor – men hvor man er nødt til at blive stående – kan man lige have den der fuckfinger nede i lommen, så man overfor sig selv markerer, at det her ER noget bullshit. Det er der noget power i."

Carla: "Og det virker."

Hvad er det bedste ved din mor, Carla?

Carla: "Hendes humor. Og hendes visdom. Og så det, at hun har lært mig at leve på den måde, som jeg gør. Med stor livsappetit. Min mor går utrolig meget op i alt muligt, og det er meget inspirerende, synes jeg. Det kan være alt fra helt store livsbegivenheder til hvilken slags kanelsnegl, der er den bedste. Den måde at være nærværende på i alting, elsker jeg ved min mor."

Og hvad er det bedste ved Carla?

Ann Eleonora: "Det bedste ved Carla er hele hendes væsen. Hele den der solstråle-energi. Lige efter, jeg havde født Carla, kan jeg huske, at jeg tænkte, at hvis hun havde været en blomst, så ville hun have været en solsikke. Carla er sådan en menneskelig solsikke. Hun har så mange fine små blade hele vejen rundt og en kæmpe kerne, som stråler i det øjeblik, hun kommer ind i et rum. Og så er det hendes fantasi, som er slående, synes jeg. 

For mange, mange år siden, før jeg fik børn, lå jeg på en strand i Spanien, og lige ved siden af lå en familie med en lille pige med sådan nogle fine proptrækkerkrøller. Hun var omkring tre år, hun hed Carla, og hun gik hele tiden ud i vandet og prøvede at fange bølgerne. Når hun kom tilbage til familien på stranden, blev hun så frustreret over, at bølgerne, som hun havde fanget med sine hænder, ikke kunne ses. Og så gik hun ud og prøvede igen. 

Jeg lå og fulgte hende, og jeg tænkte wauw, tænk at få et barn, som går ud for at fange bølgerne, og som bliver rasende, når de andre ikke kan se bølgen i hendes hænder. Og sådan et barn fik jeg faktisk. Sådan er min Carla også. Og det er en kæmpe gave."